Sprog, sprogfærdighed, sprogvurdering

Sprogvurdering er en praksis der har voksende politisk bevågenhed. Vurdering af børns sprog bliver en mere central virksomhed i uddannelsessystemet. For nylig er der indført sprogtestning af treårige børn, og testning af sproglige mindretalsbørn bliver brugt til at fordele børnene på forskellige skoler og således ophæve deres frie skolevalg. Vurdering af børns sprog bygger imidlertid indtil videre på en antagelse om, at man uproblematisk kan opgøre et barns sproglige udvikling i forhold til andre børn og i forhold til forestillinger om såkaldt "alderssvarende" sproglig udvikling. Denne antagelse bygger på et syn på sprog som en simpel forening af enheder og regler (fx ord og sætningsgrammatik) uden hensyn til menneskers brug af ordene og reglerne. Sprog bliver reduceret til afgrænselige grupper af ord og regler, der findes inde i hovedet på den enkelte sprogbruger og som tællelige fænomener spredt ud på verdenskortet.

Virkeligheden tager sig dog anderledes ud. De senere års sprogforskning er kommet til den erkendelse, at begrebet om "et sprog" som en afgrænset pakke af sproglige træk, altså ord, grammatik osv., ikke kan opretholdes. "Sprog" som størrelser der kan afgrænses fra hinanden og tælles, er ideologiske konstruktioner der ikke repræsenteres af virkelighedens sprogbrug.

languages do not exist as real entities in the world and neither do they emerge from or represent real environments; they are, by contrast, the inventions of social, cultural and political movements (Makoni & Pennycook 2006)

Det betyder at vi ikke kan gøre os håb om på sprogligt grundlag at få et overblik over hvad dansk "egentlig" er, eller hvad der er "korrekt" dansk. Der er ingen sproglige kriterier for den slags - der er kun ideologiske kriterier. Det betyder også, at det er meningsløst at tale om "fuldstændig beherskelse" af sprog. Ingen mennesker har fuldstændig beherskelse af sprog - og det kan ikke lade sig gøre at beskrive sprog i den virkelig verden "fuldstændigt".

Denne indsigt i sprog som menneskeligt fænomen yder jo imidlertid ikke undervisningen og pædagogikken ret megen hjælp, men den har alligevel betydning for sprogpædagogik og sprogvurdering. Sprogundervisning har gerne som uudtalt mål at deltagerne skal lære at bruge sprog på en bestemt måde. De skal lære "et sprog" så "fuldstændigt" som muligt, somme tider udtrykt som "på nær-indfødt niveau". Men det giver jo i sagens natur ingen mening, som vi har set, og derfor må uddannelsessystemer definere deres mål specifikt. Dermed får vi lige præcis ideologisk fastsatte mål for sprogtilegnelse.

Måling af sprog bliver derfor - når den er bedst - måling i forhold til ideologisk fastsatte kriterier. Det er formentlig nødvendigt for ordentlig undervisning, at der foreligger den slags mål og tilhørende instrumenter til at måle opfyldelsen med.

Derimod opstår der voldsomme problemer hvis man vil måle uden at have klare mål og kriterier. Hvis man ikke indser at man måler på konstruerede kriterier, forstår man ikke hvad man gør. Hvis man tror at man måler på fx en persons "dansk" som absolut størrelse uden at afgrænse "dansk" (og en afgrænsning må nødvendigvis hvile på ikke-sproglige kriterier, ved vi fra sociolingvistikken), når man frem til tilfældige og ikke-valide resultater. 

Enhver måling af sprog må altså forudgås af en fastlæggelse af kriterier. Kriterierne kan godt være enkle: Hvor mange ord ud af følgende 25 "danske" ord kan du angive ordbogs-betydningen af? Den slags målinger kan give dejlig håndterlige resultater, som kan lægges sammen og divideres. De siger imidlertid absolut intet om svarernes generelle færdighed i at forstå og bruge sprog. De siger ikke en gang noget relevant om svarernes færdighed i at bruge sprog sammen med mennesker der "har dansk som modersmål". Det bliver ikke stort bedre af at man forsøger at tælle hvor mange forskellige typer sætninger den enkelte svarer kan forstå eller producere.

Hvis målinger af sprog skal bruges til at vejlede uddannelsessystemet med henblik på elevernes behov for sproglig udvikling, må de have et udgangspunkt i en fastlæggelse af elevernes sproglige behov (se Karrebæks artikel i dette nummer). Disse behov er både sociale og kognitive, og allerede der melder sig en vanskelighed for de målinger, der vil tælle ord og sætninger. Sprog er et socialt fænomen, og derfor udviser det enkelte menneske vigtige sider af sin sprogfærdighed netop i udvekslingen med andre mennesker. Målinger, der ønsker at tage højde for dette faktum, må derfor også inddrage samtalepartnerens bidrag til udvekslingen, når den endelige vurdering skal foretages (se Holms og Fogtmanns artikler i dette nummer).

Selve den sproglige produktion og forståelse gør det ikke alene, hvis man vil bidrage til at vejlede uddannelsessystemet med hensyn til den enkelte sprogbrugers behov og muligheder. Særlig i Danmark kan det lade sig gøre, at sprogbrugere ville klare sig særdeles godt på ordforrådstællinger osv., men alligevel kan have vanskeligt ved at komme ind i sproglige udveksling med flertallet, nemlig hvis de har udtale-accent. Det gælder lige fra kongefamilien og til den kurdiskfødte pizzabager. Sprogsamfundet Danmark er intolerant, og vurderinger af dansk talt med accent er stereotypisk negative, med formodet tysk accent som en mulig undtagelse (se Kirilovas og Ritzaus artikel i dette nummer, se også Fogtmanns artikel).

Det somme tider eksplicit udtalte krav fra flertalssamfundet er, at "de skal bruge sprog lige som vi gør". Det kan af gode grunde ikke lade sig gøre, og det vil i stadig ringere grad blive tilfældet, efterhånden som unge borgere i Danmark på forskellig måde kommer i kontakt med sprogbrug, der er vidt forskellig fra det, flertalsdanskerne er vant til.

Det betyder, at en måling af sprog i uddannelsessystemet for at være nyttig skal tage højde for elevernes muligheder for at varetage de funktioner i deres liv som kræver sprog. Mange af disse muligheder kan indebære overførsel af allerede erhvervede færdigheder fra "et sprog" til "et andet sprog", dvs. "dansk". Hvis en måling alene vil tage sigte på at undersøge hvad eleverne kan på "dansk", må den beskæftige sig med hvad eleven kan forstå og bruge i interaktion - målinger der tæller enkeltenheder, er ubrugelige.

I denne sammenhæng har vi indbudt forskere der beskæftiger sig med vurdering og måling af sprog (og såkaldt "testning"), til at præsentere deres resultater og indsigter. En vigtig forståelse af Danmark som sprogsamfund er vokset ud af de seneste ti-tyve års sociolingvistiske forskning, i høj grad igangsat af Kristiansen (1990) - nemlig at det, ikke mindst i uddannelsessystemet, er karakteriseret af ringe tolerance og stærk ensretning. I dette lys skal kravene om målinger af elevernes sprog forstås. men det behøver ikke at medføre, at målingerne bliver rigoristiske og dermed ubrugelige. Bidragene i dette bind peger på nogle vanskeligheder, der må tages alvorligt, og på nogle muligheder for at løse dem.

Jens Normann Jørgensen, Dorte Lystrup og Thomas Gitz-Johansen