Redaktionel indledning

Opdragelse af og i familien

I anden halvdel af det 20. århundrede er familiens opgave i stigende omfang blevet – og blevet indskrænket til – opdragelsen af børn. Sideløbende er der udviklet en række pædagogiske institutioner og funktioner som har søgt at påvirke familien på måder, der kan optimere eller forebygge uhensigtsmæssigheder i denne familieopdragelse. Ud over hensynet til barnet, kan der identificeres en bestræbelse på at gøre opdragelsen i familien hensigtsmæssig i forhold til samfundets sociale fordringer hvad angår eksempelvis personlighed, adfærd og opførsel. Gennem sundhedspleje, offentlige kampagner, daginstitution og skole udbredes ideer om hvordan en normal familie bør løse opdragelsesopgaven og der anvises nyttige praksisformer for fornuftig livsførelse i en hverdag der på alle måder kræver sit.  Offentlige institutioners interesse for den opdragelse, der foregår i familien får ofte karakter af opdragelse af hele familien og især af forældrene og deres måde at være forældre på og have relationer til deres børn på. Fænomenet har gennem historien været særligt tydeligt i forhold til grupper, der på den ene eller den anden måde af samfundet anses for at være dårligt eller endnu ikke-integreret del af samfundet. Hvem dette har været er vekslet gennem historien, men det har eksempelvis været enlige mødre, arbejderklasseforældre eller forældre der er langtidsarbejdsløse. I dag er det oftest såkaldte ”indvandrerforældre” (som sagtens kan henvise til danske statsborgere og forældre til 2. og 3. generationen af indvandrere).

Det er en central pointe om ”opdragelsen af familien”, at den i vidt omfang sker gennem en praktisk vidensoverførsel af hvad der er til  samfundets eller barnets bedste. En tendens der er central de senere år, er ansvarliggørelsen af familien og forældrene i forhold til skolens, institutionens og statens målsætninger. Familien gives ”frihed” til og ansvar for at sørge for den rette opdragelse. Den hårde administrative magt tages kun i anvendelse overfor ”risikofamilier”- som benævnelsen lyder med vore dages semiteknokratiske moral. Det er således påfaldende, at mens socialisationen af børn i stigende omfang overlades til forældrenes frie valg, eksempelvis valg af daginstitution og skole eller mere specifikt valg af madordning i daginstitutioner, så sker dette gennem en stadigt stigende forventning om hvad familiernes opdragelse skal føre til for eksempel i form af forbedrede skolepræstationer osv. Og paradoksalt nok går dette ”frie” valg hånd i hånd med indskrænkningen af friheden for de familier, som ikke synes at varetage opdragelsesopgaven på passende vis.  Nogle forældre har fået eller tager frihed til at ytre sig ansvarligt; andre forældre skal opdrages til at forstå hvordan man tilpasser sig ansvaret.

I takt med at familien bliver stadig mere ”velopdragen” og velopdragende, i takt med den stigende individualisering, velfærdsstatens forandring og den gradvise børnecentrering af familien manifesteres paradoksalt nok et modsatrettet, men hermed sammenhængende fænomen: Nemlig familiens ”opdragelse” af institutionerne. Dette slår for eksempel i gennem som øgede krav fra forældre om  at skoler og daginstitutioner kvalificerer netop deres barn; men det kan også manifestere sig som en utilfredshed med at opdragelsesopgaver ”flyttes” fra familien til institutionen. Der er muligvis tale om en ny historisk udvikling af relationen mellem stat, institutioner og familie – men samtidig indikerer den på sæt og vis at ”opdragelsen af familien” er ”lykkedes”. Det er dog samtidig værd at bemærke, at dette fænomen har en social slagside: nogle forældre søger og lykkes med at ”opdrage” institutioner mere end andre forældre – institutioner og skoler er mere lydhøre overfor nogle forældre end andre.

Et sted hvor denne transmission af en bestemt opdragelsesdiskurs kan ses er i skole-hjem-samarbejdet. Men det kan som nævnt også aflæses i diverse kampagner, offentlig panik osv. Med dette temanummer af Dansk pædagogisk Tidsskrift vil vi forsøge at indkredse status for og den historiske udvikling i relationen mellem familie og stat.  Fokus for de fleste af artiklerne er relationen mellem institutionerne og familierne:

Oline Pedersens artikel omhandler netop den umærkelige sociale distinktion som karakteriserer de sociale omsorgsinstitutioners omgang med familierne. Baseret på en række iagttagelser af sundhedsplejerskers besøg hos nybagte forældre peges på de sociale forskelle i hvem der får hvad at vide af sundhedsplejersken.

I Sofie Rosengaards artikel diskuteres indførelsen af måltidsordninger i daginstitutioner. Rosengaard analyserer dette som et udtryk for en borgeropdragende statslig intervention. Der fremkommer en forståelse af det gode liv som et sundt liv, der desuden er baseret på nogle værdier, der stemmer overens med de politiske visioner, der formuleres for fremtidens velfærdsstat. Artiklen fokuserer på måltidet i daginstitutionen – men peger samtidig på hvordan denne slår ind i familien.

Temaets tre sidste artikler omhandler alle skole-hjem-samarbejdet:
Birte Ravn giver en oversigt over den historiske udvikling i skole-hjem- samarbejdet. Ravn peger på, at der gennem historien synes at være tre forskellige rationaler, som hver for sig har været dominerende på forskellige tidspunkter: De tidligere dominerende rationaler, kompensationsrationalet og konsensusrationalet, er i dag afløst af et markeds- eller konkurrencerationale.

Hanne Knudsen stiller – med afsæt i sit ph.d.-projekt om aftaler i skole-hjem-samarbejdet – skarpt på det forhold, at der i disse år sker en om end diffus ansvarsgørelse af familien i relation til børns skolegang. I artiklen rejses bl.a. det tankevækkende spørgsmål om hvorfor der ikke i dette samarbejde i højere grad diskuteres, hvad der foregår i skolen.

Også den sidste artikel, nemlig Lars Holms artikel om forældrereaktioner på indførelse af heldagsskole i Voldsmosekvarteret i Odense, berører problematiske sider af skole-hjem-samarbejdet. Holm peger interessant nok på, at der er forældre som er kritiske overfor heldagsskolen med henvisning til at en for stor del af barnets socialisation kommer til at foregå i skolen – og derfor uden for familien.

Tomas Ellegaard & Trine Øland