graphical design element, fragments in shades of green

2011 #2

Rå pædagogik

Eksempler på rå pædagogik er mange. Med rå pædagogik forstås en pædagogik, der enten ikke tager hensyn til den lærendes per­son­lig­hed og lærings­for­ud­sæt­nin­ger eller en pædagogik hvor den lærendes per­son­lig­hed (og i sidste instans krop) udsættes for massive til­ret­te­vis­nin­ger grænsende til ydmy­gel­ser. Den rå pædagogik er en negation af bærende elementer i den civi­li­se­rede pædagogik. Hvad er det ’pæda­go­gi­ske rationale’, og hvorfor har det fået en vis popularitet?

  • Tomas Ellegaard & Søren Langager:
    Redak­tio­nel indledning
  • Anne-Marie Eggert Olsen:
    Pædagogik og barbari
  • Verner Møller:
    Sport, uddan­nelse og konkurrence
  • Christian Sandbjerg Hansen:
    Rå & Mild – elementer af soci­al­pæ­da­go­gik­kens insti­tu­tio­ner og kategorier
  • Thomas Szulevicz:
    Indi­vi­du­a­li­se­ring og rå pædagogik
  • Franck Johnsen:
    Helvedes pædagogik
  • Lars-Henrik Schmidt:
    Suc­ces­pæ­da­go­gik­kens udfordring

Øvrige artikler

Køn og klasse i under­vis­nings­rum­met på danske universitetsuddannelser

Af Jens Peter Thomsen

Artiklen beskæf­ti­ger sig med, hvilken betydning køn og klasse har for, hvordan stu­de­rende deltager suc­ces­fuldt i danske universitetsuddannelser. 

Det frem­stil­les som et problem, at mændenes uddan­nel­ses­an­del daler, men mændene indtager fortsat de ledende posi­tio­ner i samfundet. 

Det vises, hvordan den sociale betydning af køn for­skel­s­gør på uni­ver­si­tets­ud­dan­nel­ser, hvordan denne forskel inter­a­ge­rer med social klasse, og hvilken rolle disse forskelle spiller i for­mid­lin­gen af sociale posi­tio­ner i uddan­nel­ses­sy­ste­met og samfundet.

Det satans suc­ces­rige gymnasium

Af Siggi Kaldan

Der kan næppe herske tvivl om, at det almene gymnasium er den største succes nogen­sinde i dansk uddan­nel­ses­hi­sto­rie, og trods årelange forsøg på at kvæle succesen, er mord­for­sø­gene kun delvis lykkedes. Men det almene gymnasium står overfor nogle store problemer, hvis det vil bevare sin status som suc­ces­hi­sto­rie i inter­na­tio­nalt per­spek­tiv. Et opgør er nød­ven­digt med et mini­ste­rium og en pæda­go­gisk uddan­nelse, der ikke bare er gam­mel­dags, men på mange måder ligefrem markant bagstræberisk.

Kre­a­ti­vi­tet og seren­di­pi­tet – en didaktisk refleksion

Af Julie Borup Jensen

For­fat­te­ren påpeger, at kre­a­ti­vi­tet sætter fokus på det, der ofte betegnes som ’skøn’. Denne dimension af viden er kommet under pres gennem en uddan­nel­ses­tænk­ning, der lægger vægt på evidens. Det vises, hvordan kre­a­ti­vi­tet i et lærings­per­spek­tiv for­ud­sæt­ter et fokus på skøn, personlig viden og dømmekraft. 

Kan begrebet seren­di­pi­tet rumme et sprog om kre­a­ti­vi­tet og skøn i en under­vis­nings­sam­men­hæng og under­støtte en didaktisk reflek­sion over kre­a­ti­vi­te­tens betydning for læring?

Frivillig ulydighed og gen­stri­dig reflek­sion – om kritik og pædagogik

Af Søs Bayer

Artiklen fremhæver, at kritik i pædagogik oftest fun­da­men­te­res gennem en kritik af det eksi­ste­rende samfund, af opdra­gel­ses­møn­stre, struk­tu­rer, for­ord­nin­ger, insti­tu­tio­ner og herskende logikker. Denne kritik fører til fore­stil­lin­ger om for­an­dring og for­bed­ring. At se pædagogik som behæftet med og grund­fæst­net i kritik åbner for andre for­stå­el­ser og meningstilskrivelser. 

For­fat­te­ren argu­men­te­rer for, at kritik må ses som en allerede til­ste­de­væ­rende, men ikke altid lige synlig, del af pædagogikken.

Anmel­del­ser

  • Dion Sommer:
    Børn i sen­mo­der­ni­te­ten. Barn­doms­psy­ko­lo­gi­ske perspektiver
  • Thomas Aastrup Rømer:
    Uddan­nelse i spænding – åben­hjer­tig­he­dens, påmin­del­sens og til­sy­ne­kom­stens pædagogik
  • Lene Tanggaard:
    For­ny­el­sens kunst. At skabe kre­a­ti­vi­tet i skolen

Redak­tio­nel indledning

Rå pædagogik

I de pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner udkæmpes en politisk kamp om den pæda­go­gi­ske kurs mellem ’stram­merne’, der vil indføre mere vok­sensty­ring, disciplin og orden, og ’slapperne’, som vil fastholde en blødere pæda­go­gisk linje med børnenes moti­va­tion og lyst til læring som afsæt for den pæda­go­gi­ske og didak­ti­ske virk­som­hed. Men et forhold er der enighed om på tværs af grup­pe­rin­gerne: Det skal foregå i en god tone. Korporlig afstraf­felse eller ydmygende pædagogik er bandlyst, og pædagogik og under­vis­ning skal bygge på gensidig respekt og aner­ken­delse mellem voksne og børn og børnene indbyrdes og med særlig hen­syn­ta­gende opmærk­som­hed på de sårbare og udsatte børn og unge. Der skal herske autoritet, men formen må ikke være autoritær.

Det er nær­lig­gende at fortolke dette i lyset af det som den tyske sociolog Norbert Elias betegnede som ’civi­li­sa­tions­pro­ces­sen’. Herved forstod han, at omgangs­for­merne i den vestlige verden historisk har forandret sig sådan, at de er blevet stadigt mindre kor­por­lige og stadigt mere præget af selv­kon­trol. Den rå magtu­dø­velse mister legi­ti­mi­tet og erstattes i stedet af for­hand­lin­ger, ansvar­lig­gø­relse og krav om at man styrer sig. I forhold til soci­a­li­sa­tio­nen er de, der skal styre sig både opdra­gerne og de, der skal opdrages. Elias peger samtidig på at når omgangs­for­merne historisk er blevet stadig mere civi­li­se­rede er det sam­men­hæn­gende med, at det er mere funk­tio­nelt såvel for den enkelte som for staten. (Elias, 1994)

På mange måder kan den histo­ri­ske udvikling af opdra­gelse og uddan­nelse ses netop som en civi­li­sa­tions­pro­ces: Korporlig afstraf­felse er i dag en saga blot både i skolen og familien. Idealer som aner­ken­dende pædagogik går hånd i hånd med krav om den lærendes reflek­sion. Og en stadig øgning af statslig styring og øgede funk­tio­nelle krav er også meget genkendelige.

Som en slags mod­bil­lede er denne til­ta­gende civi­li­se­ring af pædagogik og uddan­nelse forbundet med eksi­sten­sen af en rå pædagogik. Med rå pædagogik forstås en pædagogik, der enten ikke tager hensyn til den lærendes per­son­lig­hed og lærings­for­ud­sæt­nin­ger eller en pædagogik hvor den lærendes per­son­lig­hed (og i sidste instans krop) udsættes for massive til­ret­te­vis­nin­ger grænsende til ydmy­gel­ser. Den rå pædagogik er en negation af bærende elementer i den civi­li­se­rede pædagogik.

Den rå pædagogik bedrives der hvor ”civi­li­se­rin­gen” af pæda­go­gik­ken (endnu) ikke har sat sig igennem som fx den tra­di­tio­nelle mester­lære. Men den er også blevet ”genop­fun­det” og mere bevidst iscenesat som soci­al­pæ­da­go­gisk metode og ikke mindst i sam­men­hænge der er karak­te­ri­se­rede ved at kon­kur­ren­ce­be­to­nede udskil­nings­pro­ces­ser hersker. Måske mest markant er den per­lerække af TV-udsen­­del­­ser på stort set alle kanaler der isce­ne­sæt­ter rå pædagogik overfor vanartede familier, stjer­ne­frø, kokke og mange andre. Her bedrives rå pædagogik, og jo mere rå formen er, desto større er seerin­ter­es­sen herfor som per­for­mance i mediernes ’prime time’ eller salgstal­lene for bøger som ’Kanin­dræ­be­rens Mareridt’.

For tiden ser den smagfulde kok­ke­kunst ud til at være mest på forkant med en rå pædagogik. TV-serier som ’Helvedes Køkken’ trækker seere til i kraft af den rå tone og uhæmmede kritik, der hagler ned over de uduelige aspiran­ter. Andre TV-udsen­­del­­ser som ’Talent 20XX’ og ’X‑faktor’ demon­stre­rer rå pædagogik bl.a. med rol­le­til­de­ling til en af dommerne som skar­p­ret­te­ren, der ikke holder sig tilbage for at påpege lat­ter­lig­he­den i, at en deltager stiller op til kon­kur­rence med en sang, når hun ikke ejer en tone i livet og i øvrigt ikke det der ligner sangstemme. Fuld eks­po­ne­ring af komplet talent­løs­hed for åben skærm, som ivrigt følges op i uge­bla­dene med debat om, hvorvidt dommeren trods alt er for grov eller bare siger sin ærlige mening og sådan skal det være. Af lidt ældre dato, men ’still going strong’ er udsen­del­ser som ’Robinson Eks­pe­di­tio­nen’ og ’Paradise Hotel’, hvor de pæda­go­gi­ske isce­ne­sæt­tere kon­stru­e­rer slibrige intriger og åbne magtkampe mellem del­ta­gerne, hvis de ikke af egen drift er brutale og intri­gante nok. Alliancer skal indgås for at få de andre ned med nakken. En anden genre, hvor del­ta­gerne under­læg­ges rå pædagogik er stra­bads­kur­ser udbudt af blandt andre tidligere jæger­sol­da­ter. En genre, som er blevet så populær, at PB (Pæne Bubber) skal lege med og vise sit mandsmod over for BS for åben skærm.

For­ment­lig skal denne uendelige række af udsen­del­ser ikke ses som et tegn på, at rå pæda­go­gi­ske former får større udbre­delse. Der er jo netop tale om særlige tilfælde der foregår indenfor eksotiske fag, i afvigende familier eller i for­bin­delse med præ­sta­tio­ner der (i prin­cip­pet) anses for ekstra­or­di­nære. En væsentlig del af fasci­na­tions­kraf­ten ligger således i, at den rå pædagogik mere end nogen sinde før repræ­sen­te­rer noget som man selv eller ens børn ikke mødes af – eller som man i hvert fald pro­teste­rer højlydt over hvis man udsættes for. TV-udsen­­del­­serne med rå pædagogik bliver derfor ligesom gysere eller krimier, noget vi med skræk­blan­det fryd kan lade os pirre af – men som opfattes mere eller mindre eksotisk.

Men som nævnt ovenfor – og som TV-udsen­­del­­serne i og for sig illu­stre­rer – eksi­ste­rer den rå pædagogik fortsat som pæda­go­gisk praksis. Ja den er måske lige frem i vækst inden for særlige felter. Man kan derfor tentativt spekulere over, hvordan den rå pædagogik egentlig frem­træ­der i dag. Her kan man skelne mellem i hvert fald tre for­skel­lige former den optræder i:

  • som tra­di­tio­nel autoritær pædagogik (eksempel nogle mesterlæreforhold)
  • som soci­al­pæ­da­go­gik (dvs. rettet til børn eller unge med særlige vanskeligheder)
  • som pædagogik i særligt kon­kur­ren­ce­be­to­nede sam­men­hænge (fx elitesport).

De tre former har for­skel­lige karakteristika:

Kaster vi først blikket på den tra­di­tio­nelle rå pædagogik, forstået som den ure­flek­te­rede magtu­dø­velse over et barn eller elev uden at kere sig om dennes myndighed eller værdighed, ja så lever den for­ment­lig i bedste velgående i megen opdra­gelse og arbejds­pladslæ­ring, hvor den er kendt fra fx mester­læ­ren når den er værst. Det er imid­ler­tid særligt det generelle i disse mere eller mindre kari­ke­rede eksempler som påkalder sig interesse. For eksemp­lerne illu­stre­rer at opdra­gelse og under­vis­ning baserer sig på en asymmetri – og at denne asymmetri af samme grund altid risikerer at ende i ure­flek­te­ret magtu­dø­velse. Læg dertil at opdra­gelse i mange tilfælde har karakter af at lære nogen (fx et barn eller en lærling) noget det umid­del­bart ikke føler trang til at lære (eller omvendt at vænne nogen af med at gøre noget det umid­del­bart føler trang til). Her ligger den ”rå pædagogik” umid­del­bart som en fristende praksis som opdra­ge­ren griber til.

I denne tra­di­tio­nelle form kan rå pædagogik ses som i bund og grund ureflekteret.

Det er til gengæld ikke tilfældet for den rå pædagogik i dens to andre former. Både den eksplicit kon­kur­ren­ce­ret­tede pædagogik og den ”kon­se­kvente” soci­al­pæ­da­go­gik er (i bestemte former) ken­de­teg­nede ved den overlagte råhed.

Der er tale om at råheden appli­ce­res med vilje fordi – er det for­ment­lig anta­gel­sen – at den særlig godt svarer til den realitet, der eksi­ste­rer uden for det pæda­go­gi­ske rum. Den rå pædagogik synes at begrunde sig i en nød­ven­dig­hed: Skal man blive til noget inden for eli­tesport eller ballet må man ofte være indstil­let på at udholde streng disciplin, autoritær ledelse og nådesløs fra­sor­te­ring af de ni ud af ti, der ikke når i mål. Og skal man bryde med vel ind­ar­bej­dede uci­vi­li­se­rede adfærds­møn­stre fra familie, børnehave eller skole, argu­men­te­res der for anven­del­sen af stimuli, der direkte belærer barnet eller den unge, der er ”uden for pæda­go­gisk ræk­ke­vidde” om kon­se­kven­serne af hans hand­lin­ger. Som sådan er der imid­ler­tid i aller­hø­je­ste grad tale om en pædagogik – nemlig en der direkte formidler det som Rousseau i ”Emile” betegner som ”tingenes nødvendighed”.

De to former har således fælles træk, men adskiller sig også – primært i kraft af den ene (kon­kur­ren­ce­pæ­da­go­gik­ken) for det meste er selv­på­lagt, hvorimod den anden (soci­al­pæ­da­go­gik­ken) er udefra pålagt. Hermed ikke er sagt at der ikke findes andre og mere civi­li­se­rede former for pædagogik indenfor såvel soci­al­pæ­da­go­gik som kon­kur­ren­ce­træ­ning: Christian Sandbjerg viser i sin artikel i dette tema, hvordan soci­al­pæ­da­go­gik findes i såvel en ”rå” som en ”mild” form. Og netop kon­kur­ren­cei­dræt­tens højeste niveauer har dannet model for en af de mest ”civi­li­se­rede” og per­son­lig­heds­ret­tede lærings­for­mer – nemlig coaching.

Eksempler på rå pædagogik er mange. Hvad er det ’pæda­go­gi­ske rationale’, og hvorfor er det har det fået en vis popularitet?

Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift har sat sig for at undersøge dette spørgsmål nærmere, og har bedt en række for­fat­tere om at beskrive og analysere konkrete eksempler på rå pædagogik eller komme med mere over­ord­nede bud på denne tendens i samtiden og de brud­fla­der, der kan iagttages mellem hvordan pædagoger og lærere tænker i ’pænhedens pædagogik’, mens andre pro­fes­sio­nelle, der også arbejder med mennesker i lærings­pro­ces­ser, følger andre pæda­go­gi­ske idealer og nyder respekt og berømthed i medierne herfor. Det er der kommet en række både form­mæs­sigt og hold­nings­mæs­sigt meget for­skel­lige artikler ud af:

I temaet første artikel med den sigende titel Pædagogik og barbari kri­ti­se­rer Anne-Marie Eggert Olsen den rå pæda­go­giks genkomst – særligt som den kommer til udtryk i en nylig udkommen bog om (d)en kinesisk-ame­ri­kan­­ske bør­ne­op­dra­gel­ses vel­sig­nel­ser. Hun ser den rå pædagogik som et grund­læg­gende ure­flek­te­ret opgør med hvad pædagogik bør handle om – nemlig reflek­te­ret opdra­gelse der ikke baserer sig på tvang.

I den følgende artikel argu­men­te­rer Verner Møller med afsæt i sportens verden for, at det danske uddan­nel­ses­sy­stem står i en valg­si­tu­a­tion, hvor man alvorligt må vælge mellem enten fuld­hjer­tet at forfølge målet om at toppe i kon­kur­ren­ce­sta­ter­nes kamp eller målrette uddan­nel­ses­sy­ste­met mod men­ne­ske­lig trivsel. Begge mål kan ikke indfris.

De to næste artikler baserer sig begge på ph.d.-projekter med pæda­go­gi­ske for­an­stalt­nin­ger overfor dem der har problemer med at klare sig i det almin­de­lige uddan­nel­ses­sy­stem som forsk­nings­ob­jekt. Men herudover adskiller de sig væsent­ligt i deres tilgang:
Christian Sandbjerg Hansen viser – med afsæt i et studie af bl.a. det soci­al­pæ­da­go­gi­ske fags festskrif­ter – at der synes at eksistere to dia­me­tralt mod­sa­t­ret­tede, men begge særdeles virksomme kate­go­rier i den soci­al­pæ­da­go­gi­ske mytologi – nemlig det rå og det milde. Hansen påviser således, at begrebet om den rå pædagogik grund­læg­gende er historisk.

Thomas Szulevicz ph.d.-projekt derimod, er en under­sø­gelse af en konkret insti­tu­tion, der virk­nings­fuldt prak­ti­se­rer rå pædagogik. Szulevicz’ for­tolk­ning er at denne succes særligt baserer sig på at eleverne forventes at indordne sig under uddan­nel­sens fælles rammer og værdier – men at dette til gengæld befrier eleverne for det stærke krav om indi­vi­du­a­lisme, som de ellers er blevet mødt med i uddannelsessystemet.

Næste temaar­ti­kel er skrevet af Franck Johnsen, der blandt andet har været med til at udvikle faglige erhverv­s­ud­dan­nel­ser og senest har arbejdet som kok. Johnsen dis­ku­te­rer den pæda­go­gi­ske betydning af diverse TV-orga­­ni­­se­rede kok­ke­kon­kur­ren­cer, og han viser at kon­kur­ren­cerne i fx ”Helvedes køkken” har sin rod i kok­ke­fa­gets tra­di­tio­nelle mester­lære. Johnsen kon­klu­de­rer at den rå pædagogik bliver til en ”til­fæl­dig­he­dens pædagogik” fordi en lang række tabere af kon­kur­ren­ce­pæ­da­go­gik­ken ender med ikke at lære noget.

Tema­sek­tio­nen afsluttes med Lars-Henrik Schmidts ikke helt nemt til­gæn­ge­lige artikel, der søger at placere den rå pædagogik historisk, og ser den som et opgør med en domi­ne­rende pæda­go­gisk strømning, der opfattes som almen og som Schmidt betegner som ”suc­ces­pæ­da­go­gik”. Schmidt argu­men­te­rer for, at man ligger under for en fejlagtig fore­stil­ling om, at der gælder den samme didaktik for alle pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner, og at den rå pædagogik er en (implicit) kritik af dette.

Samlet seks artikler, hvor de invi­te­rede for­fat­terne opfor­dre­des til at komme med essayi­sti­ske, forsk­nings­ba­se­rede eller mere teo­ri­o­ri­en­te­rede bud på temaet ’rå pædagogik’. I for­læn­gelse af dette tema vil Dansk pæda­go­gisk Tids­skrifts redaktion gerne opfordre andre bidrag­y­dere til i kommende numre at vide­re­ud­vikle reflek­sio­ner og dis­kus­sion om temaet ’rå pædagogik’.

Refe­ren­cer

Elias, N. (1994) [1939]. The civi­lizing process. Oxford: Blackwell.

Rousseau, J-.J. (1962) [1762]: Emile eller om opdra­gel­sen.København: Borgen

Tomas Ellegaard & Søren Langager