Redaktionel indledning

Psykoanalytiske perspektiver på det pædagogiske

Dette temanummer udspringer kort sagt af en undren over, hvad der egentlig skete med erkendelserne om opdragelsens og socialiseringens ”store restprodukt”: Det ubevidste, følelserne, begæret, lysterne, impulserne, drømmene, fantasien – alt det der bliver tilbage efter samfundets (statens og markedets?) forsøg på at regulere, civilisere og kultiver det moderne menneske. Derfor er dette kvartals tema helliget tekster om psykoanalytiske perspektiver på pædagogik og på pædagogisk forskning. Vi har med andre ord sat os for at udforske, hvordan pædagogikken bredt set kan lade og lader sig informere af psykoanalytiske indsigter og begreber, både som analytisk perspektiv, men også som et perspektiv, der informerer praksis – i praksis.

Psykoanalysen (nogle taler bredere om ”dynamiske teorier” eller om ”dybdepsykologi”) repræsenterer en særlig samling af perspektiver på verden. Men hvad er det man ser, når man ser på verden gennem disse psykoanalytiske linser? Hvad er det for forklaringer og forståelser, der kan oparbejdes? Hvilke problematikker bliver virkelige med et sådant blik på uddannelse, barndom og ungdom? Hvilke aspekter af læring og erindring dukker op til overfladen og hvilke irrationelle og ubevidste elementer kommer til syne i den ellers rationaliserede forskningsproces? På et mere teoretisk plan giver antagelsen om særligt det ubevidstes eksistens næring til overvejelser om skrift- og verbalsprogets rolle, der måske er mere begrænset (og behæftet) end det ofte antages. Det rejser også spørgsmål om hvori en pædagogisk relation består; kan man tale om en relation og interaktion mellem barn og voksen, lærer og elev ”under overfladen”? Kan man måske ligefrem tale om psykoanalytisk informerede pædagogikker?

For denne temaredaktion, som er repræsentanter for generationen, der fagligt er vokset op blandt freudo-marxistiske socialisationsteoretikere i forskellige afskygninger, huskes det psykoanalytiske vokabular som en anelse ubekvemt, pinligt og indimellem grænseoverskridende. Der var noget med patologi, kulturel tvang, hverdagsbevidsthed, regression, psykosomatiske forstyrrelser, identifikation, hæmninger, anale driftsskæbner samt libidinøse og aggressive driftsrørelser. Til trods for vores stadige ubestemmelige ubekvemhed ved sådanne begreber fornemmer vi, at der er noget i perspektivet, der koblet med pædagogiske problemstillinger kan hjælpe til at sige noget befriende andet og mere end det teoretiske parnas ellers siger lige nu. Herbert Marcuse åbner måske op for dette andet og mere, når han i Eros og civilisation indleder med følgende paradoksale karakteristik af Freuds teori og menneskesyn: ”Den opfattelse af mennesket, der fremstår af Freuds teori, er den mest anstødelige anklage mod den vestlige civilisation – og samtidig det mest urokkelige forsvar for den”. Er det sådan, at Freuds teori i en pædagogisk sammenhæng fx kunne bruges til at sætte spørgsmålstegn ved eller i det mindste skabe usikkerhed om det selvklart gode i pædagogiske interventioner (undervisning og opdragelse)? Kan teorien vise, at det klassiske pædagogiske paradoks måske ikke bare handler om det paradoksale i forholdet mellem middel og mål (at tvang er ok, hvis blot målet er frihed), men ligeså meget i forholdet mellem den pædagogiske intervention og civiliserings nødvendighed og det forhold at det ikke er frie, men snarere tvungne mennesker, der bliver det nødvendige resultat af interventionen?

I den henseende kan temaet læses som et forsøg på at forstyrre den tro på rationel uddannelsestænkning og -planlægning, som for tiden kan spores mange steder i uddannelsesfeltet: OECD’s PISA-undersøgelser, de nationale og internationale diskurser om ”school effectiveness” og ”best practice”, det krav om evidens i uddannelsesforskningen som bl.a. Dansk Clearing House for Uddannelsesforskning er resultat af samt Regeringens nylige 360-graders eftersyn af folkeskolen. Som et modstykke til denne rationalistiske tro på videnskabelig baseret optimering og planlægning af uddannelse og opdragelse taler psykoanalysen om processer og fænomener, som den hævder findes ”nedenunder” den rationelle og kontrollerbare overflade. Indsigterne tænkes ikke brugt som foreskrivende for civiliserende handlinger (hvordan opdragelsen og oplæringen kan blive endnu mere effektiv), men til at nuancere de sprækker, uregelmæssigheder og før-diskursive forhold i moderne civiliserende praksis, som indsigterne giver mulighed for. Hvor foregår der noget andet end vi tror og har planlagt der skulle foregår? Hvornår er vognen spændt for hesten, og er det altid kusken der bestemmer fart og retning?

Temanummeret kan også læses som en længsel – som temaredaktionen gerne tager på sig – efter perspektiver, der kan give en anden forståelse af individet, samspillet mellem mennesker og relationen mellem menneske og samfund end det, der tilbydes af de diskursanalytisk informerede perspektiver, der længe har præget og måske endda domineret den kvalitative pædagogiske forskning (som en del af ”den sproglige vending” i human- og samfundsvidenskaberne som sådan). Spørgsmålet er hvilke indsigter der kommer til syne når man ser den menneskelige psyke som andet og mere end diskurser og subjektpositioner, og når man inkluderer begrebet om ”det ubevidste” eller ”underbevidsthed”. Temaets bidrag viser, at der altid er forhold på spil, som det ellers civiliserede og subjektiverede menneske ikke er herrer over – eller bevidst om overhovedet. Men temaets bidrag viser også, at det måske er muligt at sætte ord på, hvad det er der foregår, når der sker noget andet end vi tror.

Den rationaliserede hensigt med dette temanummer af Dansk pædagogisk Tidsskrift er hermed indikeret, nemlig at sætte fokus på de aspekter af pædagogik, uddannelse og læring, der synes mindst logiske, mindst tilgængelige for rationel planlægning og mest gådefulde for både forskere og praktikere. I dette temanummer eftersøges med andre ord effekter af og perspektiver på irrationelle processer og drivkræfter, som ellers ofte enten ignoreres eller benægtes, når der tales pædagogik og uddannelse – eller markeres som så dunkle, at de ikke kan sættes på ord eller gøres til genstand for forskningsmæssig praksis. Som temaets artikler vil vise er dette ikke blot muligt, men også oplysende i forhold til at uddybe, hvad der synes at være i spil i såvel pædagogisk arbejde som i den pædagogiske forskningspraksis.

I temaets første artikel undersøger Kirsten Hyldgaard ud fra et lacaniansk og freudiansk (Sigmund & Anna Freud) perspektiv, hvordan ubevidste dynamikker altid er medspillere i undervisnings- og læringssammenhænge, ligesom også den akademiske verdens angiveligt rationelle dynamikker er infiltreret af irrationelle faktorer. I den næste artikel undersøger Thomas Gitz-Johansen muligheden for, at psykoanalytiske perspektiver fra Freud, Marcuse, Fromm og Winnicott kan bidrage med et ståsted for pædagogisk kritik og normative pædagogiske anvisninger. Temaets tredje artikel handler om karaktergivningens ”underside”. Med udgangspunkt i perspektiver fra Lacan og Zizek analyserer Helle Bjerg erindringer om at få karakterer i naturhistorie, og hun viser hvordan karaktergivningen kan være besat med forventninger om nydelse og begær, samt had- og lystfyldte fantasiscenarier om karaktergiverens almagt, afmægtighed og symbolske død. Den næste artikel præsenterer en pædagogisk-terapeutisk metode, Sandplay, der er informeret af Jungs analytiske psykologi. I artiklen beskriver Hanne Vivike og Hanne Birgitte Nielsen deres erfaringer med Sandplay, hvor børn gennem leg med sand og figurer – og støttet af en kvalificeret voksen – kan opleve lindring af psykiske spændinger og smerte og skabe nye muligheder for psykisk udvikling. Den næste artikel anlægger et psykoanalytisk perspektiv på spørgsmål om læring. Med vægten lagt på perspektiver fra bl.a. Bion og Klein skriver Steen Visholm om læreprocesser i erfaringspædagogisk og oplevelsesorienteret læring, og sidst i artiklen præsenteres og diskuteres arbejdskonferencen som en metode, der trækker på psykoanalytisk læringsteori. Temaets sidste artikel handler om den usynliggjorte psykodynamik i feltforskning generelt og pædagogisk feltforskning specifikt. Gennem litteratur om feltforskning og analyse af eget feltarbejde, fremanalyserer Linda Andersen hvordan ubevidste processer påvirker forskningsarbejdet. I artiklen bruges bl.a. de psykoanalytiske begreber om overføring, modoverføring og institutionel overføring til at synliggøre og forstå disse processer.

Eva Bertelsen og Thomas Gitz-Johansen