Redaktionel indledning

Professionshøjskoler – udvikling hvorhen?

De semiprofessionelle uddannelser har i den senere tid (siden 2001) været præget af de omstruktureringer, der har været knyttet til dannelsen af professionshøjskolerne (eller University Colleges) samt den fysiske manifestation af disse i campus-enheder. Udfordringer med at skabe fysiske rammer for højskoleimperiernes virke og med at harmonisere (til forskel fra standardisere?) p uddannelsernes indhold og form afstedkommer forskellige forestillinger og forståelser af, hvad ”den gode” professionsuddannelse er herunder hvilken viden, der er efterstræbelsesværdig og legitim.

De indledende øvelser til konstruktionen af professionshøjskoler begyndte i 2001 med Loven om Centre for Videregående Uddannelser. Hensigten med denne lov var at skabe bedre – og formaliseret – sammenhæng mellem semiprofessionernes grunduddannelse, praksis og forskning. Dette søgtes realiseret med oprettelse af videnscentre med ”forskningstilknytning” og oprettelse af efter- og videreuddannelsesafdelinger. I kølvandet på denne obligatoriske konstruktion for MVU-feltets uddannelser fulgte mange debatter og påstande om  hvilken viden, der kunne antage karakter af at være ”forskningsbaseret”, ”rigtig” og senere en skelnen mellem det vidensbaserede, det professionsrettede, og det anvendelsesorienterede.

I forbindelse med dannelsen af Centre for Videregående Uddannelser tegnede Katrin Hjort (Hjort 2004) et best-case og et worst-case scenarie for relationerne mellem et forskningsniveau, et grunduddannelsesniveau og et efter- og videreuddannelsesniveau. I best-case er der tale om et refleksionsrum der skaber gensidig kvalificering; i worst-case er der tale om kommercialisering og isolering, der primært har til hensigt at legitimere professionens status i form af symbolsk kapital (videreuddannelse, eksamensbevis). Man kan diskutere, hvor rammende disse  billeder var, og er, men de udpeger det institutionspolitiske rum, indenfor hvilket de seneste ti års professionsuddannelser har bevæget sig.

Disse diskussioner kan ikke ses uafhængigt af økonomiske og politiske rationaler eller uafhængigt af de forskellige opfattelser, der kan være af dette i hhv. praksisfeltet, professionsuddannelserne og i universitetsverdenen. De handler på én gang om uddannelsernes relation til arbejdsfeltet – anvendelighed, professionsrettethed – og om uddannelsesinstitutionernes underordnede relation til universiteterne – vidensbaseret frem for forskningsbaseret, anvendelse frem for erkendelse.

Nærværende tema søger at belyse nogle tilsigtede og utilsigtede bevægelser i professionshøjskolernes brogede landskaber.

Sammenføringen af forskellige uddannelser (både til samme og forskellige professioner) i professionshøjskoler har som konsekvens, at der søges efter ensartede karakteristika samtidig med, at professionerne forsøger at afgrænse sig ift. hinanden. Fælles antages at være uddannelsernes forhold til symbolsk og praktisk mesterskab (teori/praksis-diskussionerne) og til de didaktiske tilgange. Afsøgningen af fællestræk bruges bl.a. som grundlag for, at professionshøjskolernes  fysiske rammer kan imødekomme de karakteristiske undervisningsformer, som knytter sig til professionsuddannelserne (eksempelvis forelæsninger, grupperum til arbejde i mindre grupper, undervisningsrum, rum til fysisk aktivitet, værksteder og (skole-)faglokaler). Med denne bevægelse mod det fælles på tværs af professioner, kan det se ud, som om der tegnes et billede af studerende og undervisere som en ganske homogen masse. Man kan mene, at forestillingen om det moderne, fleksible og omstillingsparate menneske i konstant bevægelse kommer til at fremstår som noget fælles og attråværdigt; hvilket fx kommer til udtryk i planer for fremtidige bygningers åbne miljøer, med fleksible planløsninger, ingen faste arbejdspladser til undervisere, muligheden for at modulisere uddannelserne, der kan ”tones” af de studerende osv. Samtidig rummer disse forestillinger ønsker om at tilgodese forskelle mellem studerende, det enkelte individ og de enkelte uddannelser. De studerende antages at bruge uddannelsen på mange forskellige måder, og uddannelserne selv har flere mål: profession – og bachelorgrad med adgang til videreuddannelse.

I samme bevægelse etableres både det fælles og det forskellige i uddannelserne. Det medfører nogle særlige udfordringer for professionshøjskolerne, der samtidig udfordres  af politiske visioner og konventioner (Bolognaerklæringen,  Barnets Reform, Handicapkonventionen, Lov om social service, Folkeskoleloven m.fl.), der forudsætter specifikke brugere og specifikke institutioner.

Spørgsmålet stiller sig: Hvem og hvad retter uddannelserne sig mod? Og hvis interesser bliver tilgodeset i denne proces? Hvordan og under hvilke betingelser kan de deltagende undervisere, studerende, praksisfeltet, kommunale og politiske instanser finde hinanden i ønskelige udviklingsretninger? Og kan det gøres i en og samme velordnede bevægelse, eller må udvikling af professionsuddannelser nødvendigvis bevæge sig ad forskellige veje og undertiden vildveje?

I dette temanummer søger DpT at sætte fokus på professionsuddannelser, de studerendes deltagelsesmåder og -betingelser og på, hvad der sker i professionsuddannelserne nu, hvor de er optaget i professionshøjskolerne – fx som det kommer til udtryk i det tværprofessionelle element i uddannelserne. Desuden ser vi på, hvilke udtryk og konsekvenser ønsker (og kampe) om definitionsmagten får i professionsuddannelserne ift. hvilken viden, der fremhæves som legitim og efterstræbelsesværdig i forskellige uddannelseskontekster  og -relationer.

I artiklen ”Udvikling af en professionsuddannelse” beskriver Birgitte Elle, hvordan der konkret arbejdes med at kvalificere og etablere nye sammenhænge mellem læreruddannelse og skole til gavn for såvel elever,  skole,  læreruddannelse og studerende. Empirien udgøres af ”Trainee-projektet” i Gentofte Kommune, der som et pilotprojekt i skoleåret 2009-10 blev udviklet i samarbejdet med UCC.  Artiklen diskuterer veje og vildveje i læreruddannelse og mesterlære ved at beskrive et stykke vellykket udviklingsarbejde, hvor lærerstuderende oplæres til at kunne fungere som lærere i praksis. Hvilke trainee positioner og deltagelsesmåder udfoldes, og hvilke muligheder og dilemmaer i relationerne mellem læreruddannelse, skole og lærerstuderendes kan iagttages? Projektet er imidlertid ikke kun vellykket, men står også over for nogle store udfordringer, hvis trainee-ordningen skal blive som det uddannelsesprojekt, det også selv lægger vægt på at være.

I Jan Frederiksens artikel ”Pædagogundervisning – intim og intimiderende?” sættes der fokus på deltagelsesmåder, når nogle udbredte kontrolskabeloner i pædagoguddannelsens klasserum og deres indvirken på de studerendes deltagelsesmuligheder og –positioner diskuteres. Det vises, hvordan dominansforhold kommer til udtryk i undervisningen på pædagoguddannelsen, og hvilke konsekvenser det har for hhv. undervisernes syn på de studerende og for de studerendes syn på undervisningen. I artiklen udfoldes de implicitte forventninger, underviserne har til studerendes deltagelse ift. forskellige undervisningsformer, og hvordan de på forskellig vis skaber særlige betingelser for relationen mellem underviser og studerende og mellem studerende internt. Desuden beskrives de studerendes implicitte forventninger til undervisning, og hvordan det er afgørende for dem at kunne genkende det, de oplever, som undervisning. I de forskellige undervisningsformer er der forskellige muligheder og begrænsninger for henholdsvis at deltage og at indtage en perifer position, og det vises, hvordan grupper af studerende berøves deltagelsesret og muligheder for at erobre positionen som studerende.

Med den forestående revision af pædagoguddannelsen og det hertil knyttede ønske om, at en ny uddannelse skal gøre de studerende til bedre inklusionspædagoger, er det relevant at spørge til, hvad uddannelsen allerede lærer de studerende om inklusion og eksklusion. I artiklen ”Pædagoger med sort bælte i inklusion” belyser Jakob Bøje, hvordan den politiske og uddannelsesmæssige intention om at uddanne ”inklusionspædagoger” har konsekvenser for deltagelsesmåder og in- og eksklusionsbetingelser i såvel uddannelsesregi som i praksisregi. Artiklen pointerer, at de dominerende forestillinger om inklusion i uddannelsen reproduceres af de studerende i deres møde med brugerne i praksis. Gennem observationer af eksamensdialogen vises, hvordan undervisere gennem deres forsøg på at inkludere studerende, positionerer de studerende, så de snarere inklusions-forhøres end inkluderes. Artiklen viser, hvordan denne praksis kan begrænse de studerende i forhold til hvem, de studerende kan være og blive som kønnede, faglige og nationale subjekter.

I artiklen Æbler, pærer og den danske læreruddannelse” diskuterer Jacob Klitmøller og Klaus Nielsen en af Skolens Rejseholds rapporter fra 2010. Rapporten dannede udgangspunkt for nogle af den daværende regerings anbefalinger til reformer på skoleområdet; sådanne rapporter er centrale i den politiske proces og har indflydelse på de politiske beslutninger, der skaber morgendagens rammer for bl.a. læreruddannelsens organisering.  Forfatterne skriver sig kritisk op imod den pædagogiske forskning, der søger at udfolde sig inden for rammerne af konventionel evidensforskning, dvs. søger at indkredse enkelte faktorer, der ’virker’, hvilket ifølge forfatterne sker på bekostning af tvetydighed og kompleksitet. Artiklen argumenterer for, at den omtalte rapport fremstiller den internationale forskning mere entydig, end der er dækning for, og peger på, at den kompleksitet, der konstituerer en god læreruddannelse og dygtige lærere, reduceres til simple enkeltfaktor-sammenhænge.

Temaet afrundes med Sofie Ørsted Sauzets artikel om Tværprofessionelle rytmer på campus – en analyse af upåagtet tværprofessionalisering i campusser”. Tværprofessionalisering er blevet en tendens i udviklingen af professionsuddannelserne i professionshøjskolerne. Med    opkomsten af professionshøjskolerne i 2007 er der kommet et styrket fokus på, at fælles visioner, samarbejde og samvær skaber nye muligheder for, at udvikle og nytænke professionsuddannelserne. Ved at se på tværprofessionaliseringen af de professionsstuderende som et paradigme, der på flere måder påvirker de professionelles uddannelser, åbnes der op for nye måder at forstå professionernes nutidige tilblivelse på. Artiklen baserer sig på et etnografisk feltarbejde på et campus med blik for, hvordan det tværprofessionelle paradigme på campus får betydning for de professionsstuderendes tilblivelse. Artiklen viser, hvordan de professionsstuderende bliver til i et campus med tværprofessionelle undertoner på en professionshøjskole i Danmark.

Birgitte Elle og Natasha Guindy, gæsteredaktør Jan Thorhauge Frederiksen

Referencer

Hjort, K.(2004):”Viden som vare?” in: Hjort, K.(red):”De Professionelle”, Roskilde Universitetsforlag, Roskilde.