graphical design element, fragments in shades of green

2012 #3

Anven­del­ses­fo­ku­se­ret pæda­go­gisk forskning – betydning og alternativer

Temaet belyser aktuelle tendenser og måder at inddrage og anvende pæda­go­gisk teori i praksis. Begreber og fore­stil­lin­ger om anven­delse af viden inden for det pæda­go­gi­ske område bliver eks­pli­ci­te­ret, reflek­te­ret, dis­ku­te­ret, pro­ble­ma­ti­se­ret og nuanceret. Der kastes et kritisk lys på anven­del­ses­fo­ku­se­rin­gen, og i hvilken forstand den kan siges at kva­li­fi­cere den pæda­go­gi­ske praksis.

  • Birgitte Elle, Thomas Ellegaard & Maja Plum:
    Redak­tio­nel indledning
  • Peter Øster­gaard Andersen:
    Om at anvende beskri­vel­ser og beskrive anvendelser
  • Bodil Øster:
    Udsat for evidens. Rapport fra et pæda­go­gisk projekt under sund­hed­s­ø­ko­no­misk lup
  • Maja Plum:
    Mellem Kin­der­g­ar­ten og Howard Garden. En historie om viden der vinder an i den danske daginstitution
  • Anne­grethe Ahrenkiel & Birger Steen Nielsen:
    Viden og for­an­dring – uden quick fix

Øvrige artikler

Kre­a­ti­vi­tets­pæ­da­go­gik som forebyggelse

Af Lars Geer Hammershøj

Legen for legens egen skyld er vigtigere end nogen­sinde. Leg er nemlig børns måde at være kreative på, og det at være kreativ fore­kom­mer at blive afgørende på frem­ti­dens arbejds­mar­ked. Legen for legens egen skyld er værdsat herhjemme, og reform­pæ­da­go­gik­ken ken­de­teg­net ved at værdsætte, men ikke begribe legen. Leg er en øvelse i selv­dan­nelse, hvorfor leg vil kunne forebygge de negative kon­se­kven­ser af samtidens vilkår for dannelse. 

Aka­de­mi­se­ring – bidrag til en nuancering

Af Lars Ulriksen

En kommentar.

Koor­di­ne­ret civi­li­se­ring: Vel­stå­ende familiers inve­ste­rin­ger i social kapital

Af Dil Bach

Artiklen omhandler bør­ne­op­dra­gel­sen i 15 nord­s­jæl­land­ske kapi­talstærke familier i Bour­di­eusk forstand. Fami­li­er­nes inve­ste­rin­ger i det sociale sikrer en koor­di­ne­ret kul­ti­ve­ring, men også en koor­di­ne­ret ’soci­a­li­se­ring’, hvor familier og insti­tu­tio­ner i fæl­les­skab træner børnene i at kunne begå sig socialt. Og tilsammen vurderes dette som en koor­di­ne­ret civi­li­se­ring, idet civi­li­se­rings­be­gre­bet både rummer det kul­tu­relle og det sociale og fokuserer på det, der skal til for at blive et ’ordent­ligt’ menneske.

Pædagoger og kon­su­len­ter på markvan­dring – om et kommunalt udvik­lings­pro­jekt i dagtilbud til børn, som også blev ko-kreativt

Af Vivian Lund Hansen & Kamilla Frimodt Madsen

Artiklen tager afsæt i erfa­rin­ger og reflek­sio­ner fra et kommunalt kom­pe­tence- og udvik­lings­pro­jekt om inklusion af udsatte børn i dagtilbud. 

Dag­in­sti­tu­tio­ner skal både forholde sig til en øget bureau­kra­ti­se­ring og ændre deres praksis i takt med de hyppigt ændrede øko­no­mi­ske og politiske forhold. 

Et pro­jek­t­de­sign skal derfor tage højde for, at med­ar­bej­derne får mulighed for at udtrykke deres fru­stra­tio­ner overfor de menings­for­styr­rende tiltag, de bliver udsat for.

Smuds i bør­ne­ha­ven: En under­sø­gelse af uønskede per­son­lig­heds­træk i bør­ne­ha­vers vurderingsmaterialer

Af Thomas Gitz-Johansen

Med begrebet ”smuds” sættes fokus på det, der i en given social og kulturel kontekst betragtes som usundt, uønsket og util­ta­lende hos barnet. 

Formålet med en sådan analyse er at undersøge hvilke krav, der stilles til det at være et accep­ta­belt barn, der ikke vækker omgi­vel­ser­nes mishag eller ubehag. 

Analysen under­sø­ger nogle kul­tu­relle grænser for accep­ta­bel udfol­delse af indi­vi­du­a­li­tet og sære­gen­hed hos børn.

Anmel­del­ser

  • Harriet Bjerrum Nielsen:
    Skoletid. Piger og drenge fra 1. til 9. klasse
  • Niels Rosendal Jensen & Christian Christrup Kjeldsen:
    Capa­bi­lity Approach – en ander­le­des tilgang til pædagogik, uddan­nelse og omsorg
  • Frede Nielsen Carstens & Søren K. Lauridsen:
    Ny kritisk pædagogik
  • Martin Blok Johansen og Søren Gytz Olesen (red.):
    Pro­fes­sio­ner­nes sociologi og vidensgrundlag
  • Egelund, Niels (red.):
    Under­vis­nings­dif­fe­ren­ti­e­ring – Status og fremblik
  • Johannes Nør­re­gaard Frandsen, Knud Bjarne Gjesing og Harry Haue:
    Mere end en skole! De danske efter­sko­lers historie
  • Lene Tanggaard og Christian N. Stadil:
    I bad med Picasso
  • Michael Polanyi:
    Den tavse dimension
  • Lars Geer Ham­mers­høj:
    Kre­a­ti­vi­tet – et spørgsmål om dannelse

Redak­tio­nel indledning

Anven­del­ses­fo­ku­se­ret pæda­go­gisk forskning – betydning og alternativer

En klassisk dis­kus­sion inden for pæda­go­gisk forskning er, om reflek­sion bør rette sig mod en beskri­velse og analyse af, hvordan pæda­go­gi­ske forhold er – eller om reflek­sio­nen snarere bør rettes mod anven­delse og dermed for­bed­ring af pæda­go­gisk praksis. Sådanne spørgsmål optræder fx under over­skrif­ter som teori-praksis-rela­tio­­nen. Inden for de senere år er tendensen imid­ler­tid i stigende omfang gået imod at spørge til, hvad analyser og beskri­vel­ser kan anvendes til og således for­ud­sætte, at der er – og bør være – en direkte sam­men­hæng mellem teori og praksis, hvor teorien skal kunne anvise praksis.

I dette tema i Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift belyser vi aktuelle tendenser og måder at inddrage og anvende pæda­go­gisk teori i praksis. Begreber og fore­stil­lin­ger om anven­delse af viden inden for det pæda­go­gi­ske område bliver her eks­pli­ci­te­ret, reflek­te­ret, dis­ku­te­ret, pro­ble­ma­ti­se­ret og nuanceret.

I nutidens domi­ne­rende anven­del­ses­fo­ku­se­rede optik ligger en fore­stil­ling om entydig anvisning af, hvad der skal gøres og ikke gøres, hvad der virker og ikke virker. Således blev der i 2004 i en rapport fra OECD rettet voldsom kritik imod dansk pæda­go­gisk forskning og uddan­nel­ses­forsk­ning for bl.a. ikke i til­stræk­ke­lig grad at fremkomme med viden, der kan anvendes af samfundet generelt og af uddan­nel­ses­plan­læg­gere og pæda­go­gi­ske prak­ti­kere specifikt. Lignende kritik har også været fremsat i andre lande og udtrykker et generelt politisk/administrativt ønske om, at viden inden for det pæda­go­gi­ske område skal blive mindre abstrakt og dis­ku­te­rende samt mere konkret, praktisk og anven­de­lig. Kritikken har inter­na­tio­nalt været bredt rettet og har beskrevet den pæda­go­gi­ske forskning som grund­læg­gende svag og med et dis­kuta­belt viden­ska­be­ligt niveau.

Den anven­del­ses­o­ri­en­te­rede pæda­go­gi­ske forskning ligger i spæn­dings­fel­tet mellem international/national uddan­nel­ses­po­li­tik, for­valt­nings­vi­den­skab og den pæda­go­gi­ske forsk­nings instru­men­telle og tekniske funktion. Som sådan indebærer en dis­kus­sion af den pæda­go­gi­ske viden og forskning en mere fyl­dest­gø­rende belysning, der tager højde for dette spæn­dings­felt. Det kræver, at det også under­sø­ges, hvad der kon­sti­tu­e­rer pæda­go­gisk gyldig og menings­fuld viden, dvs. hvordan pæda­go­gisk viden i dag kon­stru­e­res, formidles, forandres, værds­æt­tes og vær­di­sæt­tes, købes og sælges etc.

Ønsker og for­håb­nin­ger om øget anven­de­lig­hed og anven­delse af pæda­go­gisk forskning har allerede fået kon­se­kven­ser på den nationale scene. Der kan peges på en række relativt nye ini­ti­a­ti­ver, der er tiltænkt at fremme anvendelsesorienteringen:

  • Inden for forskning kan man se samfundet beskrevet som et såkaldt nyt risiko- og videns­sam­fund med nye videnspro­duk­tions­be­tin­gel­ser til følge, ofte kort og slo­gan­præ­get benævnt ”modus 2”.
  • Inden for den nationale pri­o­ri­te­ring af pæda­go­gisk forskning kan der peges på opret­tel­sen af det såkaldte Clea­ring­house på DPU efter angel­sak­sisk for­bil­lede med henblik på at udarbejde reviews af under­sø­gel­ser m.h.p. at fremhæve, hvilken ”viden der virker”.
  • I for­bin­delse med styrkelse af den stra­te­gi­ske forskning, herunder Det Stra­te­gi­ske Forsk­nings­råds pri­o­ri­te­ring af forsk­nings­pro­jek­ter, til­stræ­bes forskning, der lover umid­del­bart anven­de­lige resultater.
  • Krav om såkaldt stan­dar­der ud fra ”best practice” vinder frem, ofte kom­bi­ne­ret med metoder til doku­men­ta­tion og eva­lu­e­ring inden for alle typer af pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner og uddannelsessammenhænge.
  • Pro­fes­sions­højsko­lerne arbejder i høj grad på styrkelse af udvik­lings­re­la­te­rede projekter, der forventes at fore­skrive og ændre pæda­go­gi­ske frem­gangs­må­der for på denne måde at kunne skabe prak­sisnær og anven­de­lig viden.

Store dele af den anven­del­ses­o­ri­en­te­rede forskning og videnspro­duk­tion frem­stil­ler sig i entydigt positive vendinger som upro­ble­ma­tisk, indis­kuta­bel og omkost­nings­fri. Her loves løsninger på alskens pæda­go­gi­ske pro­ble­ma­tik­ker, positive og anven­de­lige. Samtidig er det dog udbredt at afslutte de glade budskaber med kon­sta­te­rin­gen af, at der er behov for at til­ve­je­bringe yder­li­gere viden.

I dette tema­num­mer søger vi at kaste et kritisk lys på anven­del­ses­fo­ku­se­rin­gen, og i hvilken forstand den kan siges at kva­li­fi­cere den pæda­go­gi­ske praksis. Kritikken retter sig mod en række forhold: Generelt peger artik­lerne på, at anven­del­ses­fo­ku­se­rin­gen har en stærk tendens til at se bort fra det spæn­dings­felt og de præmisser, den baserer sig på. Den optræder ofte som neutral, dvs. som udtryk for den sande eller rigtige viden, der vil gøre praksis bedre. Fra hvilket ståsted ’rigtig’ og bedre’ skal forstås, og hvilke andre for­stå­el­ser, der kunne gøre sig gældende, tema­ti­se­res ikke. Artik­lerne peger endvidere på, at anven­del­ses­fo­ku­se­rin­gen har en tendens til at se bort fra en række af de betyd­nin­ger og kon­se­kven­ser som den (også) får. Og til at reducere prak­ti­kere til funk­tio­næ­rer, der blot skal udføre den viden, der angi­ve­ligt virker. Dette sker bl.a. fordi bestemte, oftest målbare, dimen­sio­ner er i centrum, mens andre overses eller helt udgrænses. Para­doksalt nok er den styrkede anven­del­ses­o­ri­en­te­ring derfor ofte forbundet med en mistro til de pæda­go­gi­ske prak­ti­kere, der ses som en modstand, der skal over­vin­des, for at der kan gøres det rette.

Peter Øster­gaard Andersen ana­ly­se­rer i sin artikel Om at anvende beskri­vel­ser og beskrive anven­del­ser på baggrund af en række aktuelle eksempler, hvordan anven­del­ses­o­ri­en­te­rin­gen, der med begreber som evidens og ’best practice’ fremstår som til­sy­ne­la­dende neutrale redskaber – i rea­li­te­ten former den vir­ke­lig­hed som den griber ind i.

Bodil Øster beskriver i artiklen Udsat for evidens – Rapport fra et pæda­go­gisk projekt under sund­hed­s­ø­ko­no­misk de erfa­rin­ger hun og andre prak­tik­kere gjorde sig i for­bin­delse med del­ta­gelse i et ’evi­dens­ba­se­ret’ projekt, herunder hvordan jagten på ’objektive’ kriterier, der skal kortlægge praksis, bliver ram­me­sæt­tende for den faglighed, der kan udfolde sig i selv samme praksis.

I temaets tredje artikel Mellem Kin­der­g­ar­ten og Howard Garden – En historie om viden der vinder an i den danske dag­in­sti­tu­tion viser Maja Plum, hvordan anven­delse af viden kan ses den anden vej rundt – ikke som ope­ra­tio­nel anven­delse af viden og deri imple­men­te­rin­gen af det evidente, men ved at en række fore­stil­lin­ger og elementer bringes i anven­delse og som sådan danner en uantastet fornuft, der kan forstås som politik.

Temaets afslut­tende artikel Viden og for­an­dring – uden quick fix tager sit afsæt i det forhold, at den aktuelle anven­del­se­s­trend stort set er baseret på prin­cip­per fra New Public Mana­ge­ment. I artiklen peger Anne­grethe Ahrenkiel og Birger Steen Nielsen med afsæt i et nyligt overstået forsk­nings­pro­jekt på mulig­he­der for at bryde med fore­stil­lin­ger om faste løsninger – og i stedet – med afsæt i hver­dags­li­vets erfa­rin­ger og kritik tænke alter­na­tivt om praksis ved at udvikle de upåagtede dimen­sio­ner af den pæda­go­gi­ske faglighed.

Birgitte Elle og Tomas Ellegaard, gæste­re­dak­tør Maja Plum