Redaktionel indledning

Inklusionens selvfølgelighed?

Inklusion som selvfølgeligt mål i daginstitutions- og skolepolitik, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik og social- og integrationspolitik har sat dagsordenen gennem de senere år. Et politisk og pædagogisk plusord, der rækker langt videre end oprindelsen i varianten ’Inclusion’ og ’Inclusive Education’ i internationale handicappolitiske dokumenter såsom Salamanca-erklæringen fra 1994 og den seneste Handicap-konvention fra 2006. Inklusion er som begreb ved at overtrumfe det socialpolitiske slogan om ’det rummelige arbejdsmarked’ indlejret i ’Lov om aktiv socialpolitik’ fra 1998. Samtidig vrimler det med nye bøger og pjecer med titler som ’Den inkluderende skole’, ’Sådan inkluderer du medarbejdere på arbejdspladsen’, ’Inkluderingshåndbogen’ og ’Den gode inklusion i X-købing kommunes daginstitutioner’.

Temmelig sikkert er det da også, at skulle man som pædagog, lærer, socialarbejder eller jobkonsulent åbent erklære sig uenig i, at inklusion i sig selv er et godt og dagsordensættende mål, mødes man med uforstående blikke og kandiderer muligvis til en eventuel kommende prikkerunde på arbejdspladsen.

’Inklusion’ er et af den slags begreber, der ofte omtales som en ’flydende betegner’. Det kan betyde lidt af hvert, alt efter hvad man mener med det. Alle kan genfinde sin mening i begrebet, men hvad det dækker over afhænger af synsvinklen. Derfor er der mange udlægninger af inklusionens logik med deraf følgende muligheder for forveksling med mere entydige begreber som integration. Dog ser det ud til, at der kan laves nogle kategoriale snit, som repræsenterer nogle forskellige måder at forstå og praktisere inklusion på, for eksempel:

–       Som ideal om tolerance og ligeværd. Pædagogiske idealer på reformpædagogisk vis om at her er alle velkomne og kommer hinanden ved i et anerkendende, ligeværdigt, respekterende, hensyntagende miljø.

–       Som integration i inklusionens klædedragt med fokus på den individuelle tilpasning. En logik hvor nogen skal inkluderes, dvs. integreres i et miljø, ved at lære de teknikker, der skal til for at udvise en adfærd, der ikke overskrider de forud givne tolerancetærskler.

–       Som reaktion på mislykket forebyggelse. I nogle sammenhænge ser det ud til at inklusionens logik forveksles med den forebyggende tanke. Det må dog pointeres at inklusion kun giver mening hvis der kan iagttages eksklusionspraksisser, mens forebyggelse gør det meningsløst at operere med inklusionsbegrebet, da der – når forebyggelse lykkes – ikke er nogen der skal inkluderes. Det er de allerede.

–       Som differentieret rummelighed. En logik der repræsenterer den benhårde politiske rummelighedsforståelse, hvor alle skal finde deres plads i det differentierede fællesskab, hvor kun fåtallet er direktører eller 12-tals præstationselever ved eksamen, men hvor alle er i samme båd.

Her er med andre ord tale om et begreb, som alle med hver sin tolkning kan være enige i (eller i hvert fald ikke kan erklære sig uenige i) er vigtigt og rigtigt.

Netop derfor synes det nødvendigt at anlægge kritiske perspektiver på inklusion som begreb og som praksisformer. Det er eksempelvis væsentligt, om der bag de varierende måder at forstå og praktisere inklusion på viser sig at være en fælles underforstået præmis: Inklusion i eller til det almindelige og normale. I daginstitutionen og ikke specialinstitutionen, i normalklassen og ikke specialklassen eller specialskolen, i det ordinære arbejdsmarked og ikke på særlige vilkår i eksempelvis socialøkonomiske virksomheder. Den politiske og pædagogiske inklusionsselvfølgelighed synes på denne vis at være synonym med det ordinære i betydningen ’det store samfundsfællesskab’.

Her trænger et spørgsmål sig på: Er der med inklusionens selvfølgelighed i dens aktuelle fremtrædelsesform mistet det ’klassiske’ blik for en skelnen mellem et kortsigtet og et langsigtet inklusionsperspektiv? Et blik hvori det korte perspektiv tænkes i særlige miljøer – små specialklasser, døgninstitutioner, refugier mv. – som et skridt på vejen mod individuel parathed til aktiv deltagelse i samfundslivet og altså et inklusionsperspektiv på længere sigt. Tilsyneladende er alle sejl for tiden sat for at inklusion i samfundets normalinstitutioner og -markeder kan realiseres så hurtigt som muligt uden svinkeærinder.

Dette aktualiserer det uomgængelige økonomisk-politiske moment: Ville inklusionsbestræbelserne være i så høj kurs i skolen, daginstitutionerne, på uddannelserne og arbejdsmarkedet, hvis en indsats i den retning var fulgt af væsentlige udgiftsstigninger?

Og kan man spørge til, om succeskriteriet for det inkluderende fællesskab (uanset størrelse) trods velmenende pædagogiske hensigtserklæringer reelt i praksis kommer til at rette sig mod aktørernes adfærd og opførsel frem for mod tilpashed og velbefindende. I så fald kan resultatet blive – med Axel Honneths ord – at de inkluderede kan være erkendt tilstede men ikke nødvendigvis anerkendt, da en sådan skelnen ikke kan ses med det blotte øje eller høres målt i decibel.

Endeligt spøger det voldsomt stigende antal børn, unge og voksne, der udredes med en diagnose – for tiden især ADHD – i kulissen. Sædvanligvis har en diagnose medført etablering af særlige tilbud, men i dag ser tendensen ud til at gå i modsat retning. En ’tilpas’ indgribende diagnose udløser ekstra resurser til fastholdt inklusion i den almindelige daginstitution, almenskolen eller det ordinære uddannelses- og arbejdsmarked – ofte i form af forskellige former for personlig assistance så som undervisningsassistenter, ungementorer og jobkonsulenter.

Når alt kommer til alt, må der siges at være grund til et temanummer om inklusionens selvfølgelighed. Både til at udfordre årsagerne til, at inklusionsdagsordenen sætter sig så stærkt igennem netop nu, og til at afsøge måderne inklusion forstås og praktiseres på eller netop ikke forstås og ikke praktiseres på, og hvor særlige miljøer med høj intern inklusionskapacitet ikke tæller med i debatten omkring inkluderende praksis i pædagogik, uddannelse og socialt arbejde, idet det ikke er ’rigtig inklusion’.

Temanummeret lægger ud der, hvor betydningerne af den aktuelle inklusionsdagsorden mærkes: i den pædagogiske praksis, hos den der står på gulvet... Gennem et bearbejdet interview med to folkeskolelærere anskueliggør Maria-Christina Secher Schmidt og Søren Langager, at ønsket om at inkludere elever i vanskeligheder i almenundervisningen får betydning for såvel opgave- som professionsforståelse. Læreren opfordres til at rette blikket mod sin egen rolle i at skabe og forhindre muligheder for ’det inkluderede barn’. Samtidigt gives der vanskelige – om ikke umulige – betingelser for at det inkluderende arbejde reelt kan finde sted, dels fordi der ikke nødvendigvis følger (tilstrækkelig) ekstra resurser med, dels fordi lærerne ikke oplever handlemuligheder, når de vurderer, at det er for svært at inkludere et barn, men blot får besked om at prøve igen.

At denne oplevelse hverken er tilfældig eller enestående synliggøres efterfølgende af Henrik Herløv Lunds økonomiske analyse af at inklusionens økonomi er en spareøvelse. Her analyseres udgiftsudviklingen for specialundervisning, den bagvedliggende økonomiske situation i kommunerne og ikke mindst sammenhængen til regeringens økonomiske politik. Artiklen fremstiller, hvordan der bag den officielle politiske retorik om inklusion af svage elever i folkeskolen gemmer sig en besparelse der skønnes ikke at være under 2 mia. kr.

Tilsvarende peger Maja Røn Larsen i sin artikel på nogle organisatoriske og institutionelle rammer – procedurer for visitation til specialtilbud og udmåling af ekstra resurser – som gemmer sig bag inklusionsdagsordenens hensigtserklæringer i såvel folkeskoler som daginstitutioner. Artiklen viser sammenhængen mellem inklusion og diagnostiske udredninger. Visitationsprocedurerne betyder at blikket, trods en udtalt hensigt om at fokusere på det inkluderende miljø, i stedet rettes mod det individuelle barn i forsøget på at kategorisere problemet på en måde som kan udløse ekstra resurser. Dermed giver artiklen samtidig et bud på en forklaring på ”diagnosernes himmelflugt” på børneområdet.

Hvilken betydning denne himmelflugt kan have for de diagnosticerede på længere sigt, anskueliggøres i Benny Lihmes essay om inklusionens kunstighed. Lihme påpeger at diagnoserne har tendens til at hænge ved livet ud, og at uanset hensigter om at inkludere også de psykiatrisk diagnosticerede voksne i normalsamfundet – og særligt på det normale arbejdsmarked – så flytter kategoriseringen og dermed potentielt eksklusionen med.

Netop forholdet mellem inklusion og eksklusion adresseres i Dion Rüsselbæk Hansens artikel, hvor han spørger til om vi har fortabt os i inklusion og er blevet blinde for eksklusion? Gennem en analyse af inklusionsbestræbelserne på HF & VUC anskueliggøres det, hvordan ønsket om at ’få alle med’ i realiteten også kan være med til at ekskludere, fordi eleverne mødes med forventninger, som de ikke nødvendigvis kan eller vil indfri. Som på børneområdet ses endvidere tendenser til at problemerne individualiseres på trods af udtalte ønsker om det modsatte – i dette tilfælde understøttet af en række individualiserende styringsteknologier som iværksættes for at opnå deltagelse.

Endelig afrundes temaet af Jens Erik Kristensens samtidsdiagnostiske indkredsning af viljen til inklusion som breder temaet ud i forhold til en socialpolitisk, integrationspolitisk og pædagogisk sammenhæng. Her udfordres den letkøbte inklusionsdagsorden gennem et historisk blik på hvordan inklusionsdagsordenen bl.a. udgrænser interessen for de hierarkiske forskelle i indkomst og livschancer. Det fremanalyseres hvordan inklusion er blevet en central tematik i den konkurrencestatslige omlægning af velfærdspolitikken fra forsørgelse, beskyttelse og kompensation til selvforsørgelse, mobilisering og inklusion.

Søren Langager, Maria-Christina Secher Schmidt og Bodil Øster