Redaktionel indledning

Historien om en bebudet folkeskolereform

I efteråret 2010 bragte DpT en artikel om den kommende folkeskolereform med undertitlen ”Så er puslespillet (næsten) lagt”[1] Den daværende regering havde nedsat ’Rejseholdet med sit ’360 graders eftersyn af folkeskolen’, og den havde afgivet sin indstilling til vigtige dele af reformen. Forskere havde været på besøg i bl.a. Finland og Singapore og spottet nye ideer til faglig styrkelse af den danske folkeskole, og Finansministeriet havde lavet økonomiske beregninger omkring et muligt faldende udgiftsniveau ved en mere inkluderende skole med en mindre specialpædagogik. Evidensdogmet og dokumentationstvang var allerede bragt på plads via flere tests og prøver fra 3. klasse og frem. I december 2010 udsendte regeringen reformudspillet Faglighed og frihed – Regeringens udspil til en bedre folkeskole. Men puslespillet var kun ’næsten lagt’ og den sidste brik – selve reformforslaget – udeblev, da valgkampen blev blæst i gang og reformtemaet blev en sag, der blev stillet på stand-by indtil efter folketingsvalget året efter.

Valget bød som bekendt på et politisk skifte fra blå til rød blok, men nok mere blå-rød, for det Radikale Venstre blev på ny regeringsbærende parti. En genindtræden i regeringen, som i efteråret 2011 satte forventninger i gang om en revideret folkeskolepolitik, da R historisk har haft ’folkeskolesagen’ med skolen som dannelsesinstitution som mærkesag. Positioneringsmarkeringer i den nydannede regering betød formentligt, at R ikke bød ind på posten som skoleminister, da den ikke vejer så tungt som økonomi- og indenrigsministerposten. Tiden for R var tilsyneladende ikke til at satse på en ’revolution’ i skolens virksomhed trods det foregående tiårs nyliberale stramninger af skolen i retning af en effektiv fagfaglig skole (school effectiveness bølgen), som den lanceredes af Fogh Andersens regering i starten af nullerne.

En ’reform’ er for så vidt heller ikke at sammenligne med en ’revolution’ ifølge ordbøgerne (se f.eks. http://da.wikipedia.org/wiki/Reform). Det er en mere eller mindre grundlæggende ændring eller justering af noget, der er i forvejen, og som alle politisk bærende parter støtter op om. En slags konsensus med et bredt flertal, og på papiret mere indgribende end et politisk forlig om mærkesager. Den slags, som den tidligere regering gennemførte inden for folkeskoleområdet i dusinvis – herunder to ændringer af folkeskoleloven i 00’erne (2003, 2006), hvor blandt andet R blev skubbet ud af forligskredsen.

Derfor er det ikke helt overraskende, at den nuværende regering uden tøven kunne tage tråden op, hvor VK-regeringen slap. Men med adstadig kadence, for der skulle lægges afstand fra de reformudspil, der allerede var formuleret.

Det fik ikke helt forudsigelige konsekvenser. Dels var reformtoget sat på skinner – ikke så meget omkring de generelle faglige forhold omkring skolens kerneydelser, men omkring øget inklusionspraksis og de økonomiske fordele, en sådan kan omkalfatres af i en krisetid. De regeringspolitiske udmeldinger i foråret 2012 blev, at ’reformen kommer, men vi må samtale mere herom først’ – næsten som at det med Undervisningsvejledning for Folkeskolen, den såkaldte ’Blå betænkning’, som opfølgning på 1958-loven tog 3 år, før en gennemarbejdet vejledning var parat. Men tiderne er ændrede, og mens børne- og undervisningsminister Christine Antorini har snakket om at snakke mere sammen, har kommunerne buldret løs med lokale inklusionsplaner og ændrede budgetter i ly af en ikke udmeldt og dermed ikke politisk vedtaget styring af skoleområdet. Som den ’bløde samtalepakke’ lanceredes samtalekøkkenet med oversættelse af NOMA (nordisk mad) til NNS (ny nordisk skole) med vægt på fælleskab og demokrati, det sociale i front og værdier i fokus.

En slags interim eller ’ideologisk kommen-hinanden-ved pause’ før regeringens udspil til en skolereform Gør en god skole bedre – et fagligt løft af folkeskolen lanceredes december 2012. Med NNS-ideologisk bagage i formuleringerne suppleret med inspiration fra Canada som et andet land fysisk beliggende nord for Danmarks breddegrad (sydligere beliggende Singapore var nu ude af billedet), men netop som bagage. I hvert fald henvist til bagsædet, da regeringens forslag til udkast til forhandlinger om en folkeskolereform i sin grundsubstans lægger sig tæt op af den foregående VK regerings.

Vel egentlig i overhalingsbanen, for primært handler det om yderligere at styrke fagfagligheden med grundfagene dansk og matematik – og engelsk fra 1. klasse – som det bærende i skolereformforslaget med test, prøver og evidensbasering som hjørnestene i dokumentation for reformens gennemslagskraft.

NNDSR (ny nordisk dansk skole reform) er for nærværende på denne vis et besynderligt sammensurium, hvor centrum i den foregående regerings politik er fastholdt (og for at repetere – det er ikke så underligt, da der er tale om en reform, ikke en revolution), men har mistet skarpheden og dermed også muligheden for at debattere hvad skolen for fremtiden bør vægte. Alt det håndfaste fra 00’ernes nyliberale fagfaglige skolevisioner er bevaret, den økonomiske politik omkring øget inklusionsprocent uændret, men der er så tilføjet lidt ekstra nye ’visioner’, som også skal med.

Lidt nordisk kadence som folkelige plus-ord, nu det står sløjt til i det sydlige EU, men ikke dermed et opgør med det foregående årtis internationale PISA-dominans.

Lidt snak om dannelse, fælleskab og det sociale i front, men – trods emnet – tilsyneladende ikke helhjertet støttet op af R som det centrale i skolens samfundsmæssige funktion.

Sidst, men ikke mindst på nuværende tidspunkt i de begyndende realitetsforhandlinger om lovudkast til en  skolereform, forslagene om, at skolens virksomhed udover de benhårde og helt konkrete fagmål formuleret i CKF’erne (de centrale kundskabs- og færdighedsmål) og de bindende udmøntninger heraf i ’Fælles Mål’  fra 2009 omfattende nye mål og indholdsbeskrivelser for børnehaveklassen samt reviderede fagformål, slutmål (centrale kundskabs- og færdighedsområder), trinmål og læseplaner for skolens fag og emner skal nu tilsættes fritidspædagogiske sysler.  Men ’Aktivitetsfag’ og ’aktivitetstimer’ er, som enhver med forstand på skolen som skole i klassiske forstand ved, et anliggende for samarbejdspartnere uden for skolens didaktiske verden. Det, der i årevis har været en vital og værdsat opgave for tidligere fritidshjem og i dag Skolefritidsordninger (SFO), skal flyttes fra at være en del af elevernes heldagsliv (skellet ’arbejde-fritid’ som fortsat er idealet for størstedelen af befolkningen, selvom det kniber med at fastholde skellene for mange med deraf følgende psykiske overbelastninger som følge) skal ophæves og erstattes af heldagsskolen. Men da denne ekspansion af skoletiden skal foregå via ’ikke-skole-didaktiske’ aktivitetsfag er det ikke kun en vanskeligt forståelig idé – sådan fagligt set – det er også hvad må kaldes ’en gammel traver’.

I daginstitutionerne og indskolingen må der ikke være skarpe skel mellem læring og leg, var nøgleordene, da daværende socialminister Ulla Tørnæs i 2003 lancerede samme tanke under skoleeffektiviseringsbølgen (’i morgen er det for sent at lære’) med ’En god start til alle børn’, og ti år tidligere midt i 1990erne var præcist samme tema på banen, bl.a. omtalt i DpT under overskriften Helhed[2] som indlæg i debatterne om, hvorfor børn ikke skal have mulighed for at møde forskellige voksne med forskellige opgaver i forskellige miljøer. I 1990erne begrundedes det med, at det var synd for børnene, da de blev utrygge og manglede sammenhæng i tilværelsen, i 00’erne med at det var uproduktivt at spilde potentiel læringstid med unyttige fritidsaktiviteter, og i 10’erne med at børn har bedst af at gå i skole.

Tiderne er tilsyneladende, hvad denne slags værdi af homogenisering af dagene angår, uændrede – når det gælder børn. Ligeså de enslydende overordnede skolepolitiske mål trods skiftende regeringer. I hvert fald siden starten af 1990’erne, da daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen fra R kunne underskrive en ny folkeskolelov i 1993, med fokus på det almendannende, musisk-kreative, sociale og kooperative som overordnede mål. En folkeskolevision, som kun fik få år at leve i, og som ikke ser ud til at være på dagsordenen i den nuværende regeringskoalition trods R’s centrale politiske placering heri.

Som nævnt indledningsvist viste det sig, at undertitlen til DpT-artiklen fra 2010 – ”så er puslespillet (næsten) lagt” – ikke viste sig at holde stik. Med det nuværende tema i dette nummer af DpT, og mens vi venter på konkrete beslutningsforlag til en skolereform, går vi ud fra, at en undertitel som for eksempel ”nu er puslespilsbrikkerne ved at blive lagt på bordet, så nogen senere hen kan samle dem” forhåbentlig vil vise sig at kunne holde.

Temaet indledes af Katrin Hjort om fællestræk, forskelle og fremtidige dilemmaer ved Ny Nordisk Skole, hvor det betones, at arbejdet på at aktualisere de nordiske skoleidealer – demokrati, dannelse og dynamik – på nye globale vilkår rummer mange potentialer. Men at en national indsats for at revitalisere de nordiske uddannelsesidealer i en internationaliseret konkurrencesituation paradoksalt nok også kan betyde, at de demonteres. Og hvad kan der ske, når de nordiske uddannelsesprincipper skal aktualiseres i en konkurrencestatskontekst i en situation, hvor en dominerende form for krisemanagement er forsøg på at reducere de offentlige udgifter?

Karen Egedal Andreasen, Annette Rasmussen & Palle Rasmussen spørger – til udviklingsprogrammet Ny Nordisk Skole – hvad det nye i projektet er og diskuterer dels hvad der karakteriserer pædagogisk udviklingsarbejde som oven fra styret proces og lokalt forankret praksis, dets anvendelsesmåder og mulige betydning, og dels udviklingsprogrammets rolle i den aktuelle skolereform. Det er dog endnu for tidligt at vurdere, om projekterne udvikler pædagogiske praksisformer, som repræsenterer noget nyt og lever op til ambitionerne. Men en vis skepsis kommer til udtryk.

Samme forfattere spørger til regeringens udspil til en folkeskolereform, hvad der egentlig gør en skole bedre? Gert Biestas tredeling af skolens formål: kvalificering, socialisering og subjektivering fremhæves som en måde at diskutere mening og mål med uddannelse. Det konkluderes, at regeringens reformforslag tydeligt ligger i forlængelse af den forståelse, som både den tidligere regering, kommunerne og erhvervslivets organisationer har formuleret, nemlig at når danske skoleelever menes at lære for lidt, skyldes det især at de får for lidt undervisning.

Temaet afsluttes med Axel Neuberts kommentar til regeringens udspil, som ikke markedsføres som en reform, men som et løft af folkeskolen – og med et løfte om reformpause en rum tid fremover. Det vurderes, at regeringens løft af folkeskolen har potentiale til at blive en forandring af folkeskolen. Men det hviler på en lang række usikkerheder. Omfanget af aktivitetstimerne kan meget nemt blive en af de knapper, som forhandlingerne i forligskredsen vil dreje på.

Søren Langager, Axel Neubert, Peter Engelbrekt Petersen & Trine Øland


[1] Langager og Neubert, DpT nr. 3, 2010

[2] Langager, DpT nr. 3 1996