Redaktionel indledning

Kritikker af uddannelsesindustrialisering

Med dette temanummer ønsker vi at fokusere på aktuelle tendenser til det vi kalder industrialisering indenfor uddannelsesplanlægning og -tænkning. Der er ikke tale om tendenser, der eksplicit er fremført som ’industrialisering’. Ved nærmere granskning af hvordan en omfattende produktionslogik kan udlæses af en række forskellige uddannelsessammenhænge, vil temanummeret imidlertid vise, hvorfor og hvordan en industrimetafor kan åbne for nye, væsentlige og kritiske indsigter i industrielle tendenser.

Forsknings- og uddannelsesinstitutioner ses aktuelt ofte som skabere af fremtidens vigtigste ressource – viden. En fremherskende forestilling i den sammenhæng er, at viden umiddelbart kan omsættes og anvendes med henblik på skabelse af økonomisk vækst. Dette får betydning for uddannelse i bredeste forstand. For det første får det betydning for uddannelsestænkningen som den udmøntes i lovgivnings- og reformarbejde, såvel nationalt som transnationalt (EU og OECD). For det andet får det betydning for de konkrete måder, hvorpå denne uddannelsestænkning påvirker rammesætningen og styringen af uddannelser, bl.a. gennem strategiplaner og udviklingskontrakter, samt bestræbelser på skabelsen af et nationalt og transnationalt konkurrencebaseret marked for uddannelse. Uddannelses-institutionerne gennemløber således processer, hvor produktivitet og humane ressourcer iværksættes som den vigtigste nationale kapital, og etableringen af et marked for ’viden’ – forskning og uddannelse – erstatter industrialderens fokus på råstoffer og industrielle produkter.[i]  Som led i denne proces iværksættes sammenlægning af uddannelsesinstitutioner til større og ’stærkere’ enheder med henblik på øget kvalitet og konkurrence – processer der også begrundes i økonomiske gevinster hentet i besparelser på drift og administration. Uddannelsesinstitutionerne iscenesættes på den måde som uddannelsesproducenter, der via taxametersystemet anspores til en økonomisk tænkning. Som led i denne produktionslogik kan det ydermere iagttages, hvordan uddannelse i stigende grad bliver en eksportvare. Hermed etableres en industriel logik i uddannelsesverdenen, hvor ’internationalisering’ i form af eksport af didaktiske specialiteter går hånd i hånd med strategiske overvejelser om vækst og innovation på regionalt og nationalt plan.

Disse processer er som sådan velkendte og har på et makroniveau været diskuteret i uddannelsesforskningen. Det som er knap så velbelyst er, hvordan det vi her kalder for en industriel uddannelsestænkning får virkninger i relation til uddannelse og undervisning i konkrete uddannelsesinstitutioner.

En iøjnefaldende første iagttagelse er, at den autonomi og særlige logik uddannelsesinstitutionerne kan siges at have (haft), nu subsumeres af en økonomisk logik. De tidligere enkeltstående institutioners tilrettelæggelse af undervisningen er for eksempel efter fusionerne underlagt en stordriftsrationalitet, hvor konkret og forskellig undervisning i en eller anden udstrækning skal underordnes samme økonomiske regel. Det didaktiske rationale, der begrunder hvorfor en konkret lærer-studerende-relation rammesættes på en given måde, er i en sådan kontekst ikke kun begrænset til – og defineret af – den konkrete situation og lokalitet. Både deltagelse (hvem indgår i undervisningen), tilrettelæggelse (hvad sker hvornår og hvordan) og økonomi, er indskrevet i omfattende og sammenvævede lokale, storinstitutionelle, nationale og globale strategier.

Uddannelsesindustrialisering er vores betegnelse for det forhold, at de undervisningsnære strategiske dispositioner i stadig stigende grad er underlagt undervisningsfjerne ditto. Industrimetaforen tjener til at analysere et aspekt ved uddannelse som synes at være fremherskende i dag og kræver analyse og vurdering: uddannelse som produktion. Vi finder det væsentligt at fokusere på kritikker af de tværgående industrielle elementer i udviklingen, fordi det giver mulighed for at stille skarpt på de betydninger og konsekvenser, der er knyttet til industrielle træk som fokus på produktivitet, standardisering, centralisering, output-orientering, anvendelsesorientering og effektivitet. Der har hidtil været meget fokus på kritik af markedstænkning, konkurrencestat og neoliberalisme i forbindelse med uddannelse. Temanummeret ønsker at fokusere kritikken ved at henlede opmærksomheden på nogle andre specifikke tværgående træk ved økonomiseringen af uddannelse; træk som i højere grad synes at tegne udviklingen i dag. Temanummeret drejer sig således om andet og mere end uddannelse som en vare, der købes og sælges på et marked og i henhold til en (global) konkurrencesituation med opportunt handlende aktører, selvom dette aspekt også er knyttet til industrialiseringen. Hvor uddannelsestænkningen i et markedsregime opererer med aktører i form af kunder med ønsker, behov og en vis forhandlingsevne, er dette ikke et fremherskende træk ved et industrielt regime. Her er fokus i mere direkte form på det, der kan måles og menes at kunne planlægges; produktet og standarden som løsning på praktiske problemer. Når dette kommer i fokus, og når aktøren ikke, ej heller som kunde, får nogen særlig opmærksomhed, kan man spørge til, hvor muligheden for at kommunikere om andre impulser, end de centralt udstukne, bliver af.

Når den didaktiske tænkning underlægges det industrielle regimes fokus på produktion, bliver det eksempelvis nødvendigt, at der sker det samme i en række klasselokaler forskellige steder i landet: produktet er kun det samme, hvis produktionen er synkroniseret og harmoniseret. Det bliver også væsentligt at produktionen kan beskrives og inspiceres transparent på alle niveauer, og derfor skal indholdsbeskrivelser af undervisning, kompetencemål og evalueringer være entydigt sammenhængende. Produktionen skal være uafhængig af tid og sted, og dvs. af historiske traditioner og konkrete individer, hvorfor undervisning skal være tilgængelig som optagelser online, og der skal være adgang for virtuel deltagelse i klasserummet. Produktionsformen – uddannelsesplanlægningen – er også selv et produkt, der kan beskrives og videresælges, og uddannelsesinstitutionerne er på den måde også indvendigt opdelt i et uddannelsesniveau, der producerer studerende, og et udviklingsniveau, der producerer uddannelsesmodeller. Helt parallelt til industriens rationaliseringskonsulenter opstår der mellemlag i uddannelsesinstitutionerne, hvor der udvikles uddannelsestænkninger og produktionsoptimeringer.

Med dette temanummer ønsker vi således at henlede opmærksomheden på, hvordan uddannelsesinstitutioner agerer i uddannelses-industrialismens tidsalder: Hvordan griber produktionslogikken ind og forandrer og forskyder uddannelsers indre orden og uddannelsestænkning? På hvilke måder tager institutionerne tilskyndelsen til øget konkurrence og produktion op? Hvorledes styres og iværksættes uddannelse i de nye mastodont-institutioner og hvilke forståelser af pædagogik er her i spil? Og med hvilke virkninger for studerende, undervisere og didaktikken i undervisningslokalet?

Temanummeret består af fem artikler. Josephine Anna Billesø analyserer i artiklen Et kritisk analytisk blik på den videnskabelige pædagogiks opgave tre pædagogikvidenskabelige stemmer, der alle tager afstand fra og kritiserer tendenser til, at pædagogikvidenskab opfattes som en teknisk anvendelsesform, der skal løse problemer. Stemmerne tilhører tidligere professorer i pædagogik hhv. pædagogisk filosofi Knud Grue-Sørensen, Staf Callewaert og Peter Kemp. Gennem analysen – som gennemføres ved hjælp af den franske sociolog Luc Boltanskis teori om retfærdiggørelsesregimer – vises det, dels at grundlaget for at retfærdiggøre kritikken af pædagogikvidenskab som anvendt viden i høj grad er et såkaldt borgerregime og et inspirationsregime, dels at det der kritiseres primært kan karakteriseres som et industrielt regime sekunderet af et markedsregime. På den måde nuancerer artiklen kritikkens retning og grundlag, og artiklen kan forstås som en udvidet begrundelse for temanummerets analytiske fokus på industrialisering. Med artiklen klargøres pædagogikvidenskabens argumentationsformer, og værdier som oftest ikke bemærkes, bliver mulige at diskutere. Herefter følger tre artikler, der giver indblik i forskellige aspekter af erhvervsuddannelsers og videregående uddannelser indre organisation under uddannelsesindustrialiseringen.

I artiklen Standardisering og meningsfuld uddannelsesdeltagelse rapporterer Peder Hjort-Madsen fra et forskningsprojekt om erhvervsskoleelevers oplevelser af deltagelsesmuligheder i erhvervsuddannelsesaktiviteter. Artiklen betragter generelt ungdomsuddannelserne som en ’bearbejdningsproces’ alle unge skal igennem, hvorfor der tales om forsøg på samtidig standardisering og individualisering af ungdoms- og uddannelseslivet – tendenser artiklen argumenterer for er fortættet i erhvervsuddannelserne. Artiklen viser, at erhvervsskoleelever ofte oplever de almene standardiserede uddannelsesforståelser som meningsløse, hvorfor de – på trods af motivation for uddannelsen og for etableringen af en faglig identitet i relation til et kommende arbejdsliv – skubbes væk. Artiklen konkluderer, at det øgede industrielle fokus på produktion af nyttige samfundsborgere, øger risikoen for ’spild’ i form af de unge der falder fra og ikke matcher en uddannelsesmæssig normalbiografi.

Katja Brøggers artikel Akademisk samlebåndsballade. Lidt om de organisatoriske effekter af uddannelsesstandardisering analyserer de organisatoriske effekter af nogle af Bologna-processens curriculumændringer på de lange og mellemlange videregående uddannelser, nemlig modulisering og orientering mod læringsudbytte. Artiklen undersøger implementeringsprocesserne ud fra et begreb om industrialisme som reproducerbarhed, inspireret af den tyske filosof Walter Benjamin, og den undersøger videre disse processer ved hjælp af den algiersk-franske filosof Jacques Derridas begreb ’hauntology’: læren om det der spøger. Artiklen påpeger, at reproducerbarheden kun er teknisk, idet den ikke omfatter uddannelsernes historicitet og kontekstafhængighed. Selvom der nu tales om teammøder og kerneområder, har de gamle faggrupper og fagområder stadig konstituerende betydning ved siden af de officielle organiseringer og styredokumenter: de spøger, hjemsøger og laver ballade, selvom de er udgrænset og udskrevet af den pågående reformproces.

I artiklen Entreprenørskab: uddannelsesindustrialisering i nye klæder? fokuserer Laura Louise Sarauw og Gritt B. Nielsen på to centrale ændringer i universitetsuddannelsernes struktur og pædagogik, nemlig kompetenceorienteringen og entreprenørskabsundervisningen, der begge er introduceret som ’passende’ afløsere for det traditionelle faguniversitet. Gennem analyser af reformdokumenter og studieordninger, feltarbejde ved universiteter og diskursanalyse af entreprenørskabslitteraturen undersøges de idehistoriske forskydninger i universitetspædagogikken fra traditionelt faguniversitet over projektpædagogik til kompetenceorientering og entreprenørskabsundervisning. Det vises, at entreprenørskabsundervisningen med sit middelorienterede fokus på de studerendes arbejde med sig selv som produktionsressource, udfolder sig som en kritik af kompetenceorienteringens mekanisk-instrumentelle mål- og produktorientering, hvor fastsatte kompetencemål tænkes at hindre foretagsomhed og innovation. Artiklen viser således, at både kompetenceorienteringen og entreprenørskabsundervisningen, på trods af tale om frisættelse af de studerende, kan tolkes som udtryk for industriel produktionslogik, om end på forskellig vis.

I temanummerets sidste artikel, nemlig Jan Thorhauge Frederiksens Velfærdsprofessionernes vidensproduktion: Praktiker-industri og praktiker-monopol, undersøges professionshøjskolernes forsknings- og vidensproduktionsafdelinger som et vidensproduktionsapparat. Gennem undersøgelser af ansatte ved disse afdelinger, vises det, at de ansatte i stort omfang er tidligere praktikere (pædagog, lærer eller sygeplejerske) og undervisere ved fagenes uddannelser, og at der kun meget sjældent rekrutteres folk med andre baggrunde. Desuden vises det, at det i høj grad er skoleproblemer (fx inklusion eller dansk/læsning) og sundhedsproblemer, der produceres viden om. Professionshøjskolernes vidensproduktion kan derfor karakteriseres som producent af viden og forskning som relaterer sig direkte til dels professionernes praksisfelter, dels aktuelle politiske dagsordener. Det konstateres, at vidensproduktionen er industrialiseret, centraliseret og output-styret – modsat tidligere, hvor den foregik som lokale udviklingsarbejder.

Trine Øland samt gæsteredaktørerne Marianne Brodersen og Jan Thorhauge Frederiksen