graphical design element, fragments in shades of green

2013 #4

Dialogisk styring – New Public Mana­ge­ment 2.0?

Hvad karak­te­ri­se­rer de nye sty­rings­for­mer, og hvordan forholder de sig til den økonomisk domi­ne­rede sty­rings­mæs­sige dagsorden som karak­te­ri­se­rede NPM? Hvilken betydning kan det have, at den øko­no­mi­ske dagsorden ikke er til dis­kus­sion, og at dialogen dermed ikke indebærer mulighed for reel demo­kra­ti­se­ring eller blot ind­fly­delse på de betin­gel­ser som afgør handlemulighederne?

  • Eva Bertelsen & Bodil Øster:
    Redak­tio­nel indledning
  • Peter Øster­gaard Andersen:
    Dialogen i central-decentral styring
  • Jan Helbak:
    Dialogisk styring – eller styret dialog?
  • Peter Henrik Raae & Karl-Henrik Jørgensen:
    OK 13 – mellem NPM og NPG?
  • Kirsten Gunvor Løth:
    Misken­delse af det mundtlige i pæda­go­gisk praksis

Øvrige artikler

Et fagligt løft af fol­ke­sko­len – men hvilken faglighed vil det løfte?

Af Hans Dorf

På baggrund af den indgåede aftale om fol­ke­sko­len er det væsent­ligt at diskutere og kva­li­fi­cere begrebet faglighed, både i relation til ambi­tio­nen om, at alle elever skal have størst muligt udbytte af sko­le­gan­gen, og til de udfor­drin­ger, som samfundet står over for.

Mellem behovs­o­ri­en­te­ring og regu­le­ring – diskurser om omsorg for det lille barn

Af Oline Pedersen

Spejler man vores tids bar­nepleje i dogmet om Ro, Regel­mæs­sig­hed og Renlighed, som var gældende i første halvdel af 1900-tallet, er udvik­lin­gen gået fra en meget regu­le­rende tilgang til bar­nepleje til, at man i dag er optaget af at imø­de­komme børnenes behov.

I dag er eleven altid måske-egnet

Af Bjørn Hamre

”Måske-egnethed” er i nutiden blevet ophøjet til et pæda­go­gisk ideal, som elever inklu­de­res og eks­klu­de­res efter. Det ses i de helt særlige fore­stil­lin­ger, der er knyttet til at mani­festere sig som lærende i skolen i dag.

Sam­ar­bej­dets kunst – fler­fag­ligt sam­ar­bejde om kom­pli­ce­rede undervisningssituationer

Af Lotte Hedegaard-Sørensen

Artiklen formidler indsigter fra en empirisk under­sø­gelse om sam­ar­bejde mellem lærere og pæda­gog­med­hjæl­pere på en spe­ci­alskole for børn med multible funk­tions­ned­sæt­tel­ser og generelle indlæringsvanskeligheder. 

Anmel­del­ser

  • Palma Sjøvik (red.):
    En børnehave for alle – spe­ci­al­pæ­da­go­gik og inklusion
  • Anne­grethe Ahrenkiel, Birger Steen Nielsen, Camilla Schmidt, Finn Sommer & Niels Warring (red.):
    Dag­in­sti­tu­tio­nen til hverdag – den upåagtede faglighed
  • Niels Ulrik Sørensen, Noemi Katz­nel­son, Camilla Hutters & Mette Juul:
    Unges moti­va­tion og læring: 12 eksperter om moti­va­tions­kri­sen i uddannelsessystemet
  • Michael Paulsen og Søren Harnow Klausen (red.):
    Innova­tion & læring, filo­so­fi­ske og kritiske perspektiver
  • Thomas Aastrup Rømer:
    Krisen i dansk pædagogik – en upraktisk blog
  • Lotte Hedegaard-Sørensen:
    Inklu­de­rende specialpædagogik
  • Ane Qvortrup og Merete Wiberg (red.):
    Lærings­te­ori & didaktik

Redak­tio­nel indledning

Dialogisk styring – New Public Mana­ge­ment 2.0?

”Arbejdet med projektet ’Pæda­go­gi­ske Udvik­ling­s­la­bo­ra­to­rier’ er et eksempel på [de, red.] gevinster for alle parter, der er ved at føre en lige­stil­let dialog, hvor per­spek­ti­ver fra mange inter­es­sen­ter kan mødes. Natur­lig­vis skal dag­til­bud­s­om­rå­det styres og ledes, men det skal gøres på et oplyst grundlag, og her har labo­ra­to­ri­e­mo­del­len vist sig at være god. Det er en vigtig pointe, at man på den måde lokalt kan bringe hoved­per­so­ner fra for­skel­lige posi­tio­ner sammen og tænke dialogen som et redskab til at kva­li­fi­cere styring og beslut­nings­grund­lag for poli­ti­kerne. Man kan også se en dia­log­ba­se­ret styreform som et lokalt part­ner­skab, der fletter syns­punk­ter sammen og gør alle parter ansvar­lige for at give deres bidrag til den lokale søgen efter at skabe bedst mulige mål, vilkår og rammer for arbejdet i dag­til­bud­dene.” (BUPL 2012: 2)

Sådan præ­sen­te­res resul­ta­terne fra det BUPL-finan­si­e­rede forsk­­nings- og innova­tions­pro­jekt ’Pæda­go­gi­ske Udvik­ling­s­la­bo­ra­to­rier’ i en folder af samme navn. Projektet er blot et blandt flere nyere tiltag, der forsøger at imødegå den efter­hån­den udbredte kritik af de sty­rings­for­mer, der i både forsk­nings­lit­te­ra­tu­ren og i fol­kemunde går under beteg­nel­sen New Public Mana­ge­ment (NPM). Til­sva­rende, men på et andet niveau, giver Margrethe Vestagers ’Til­lids­re­form’, som endelig blev for­hand­let på plads i juni dette år, løfter om at erstatte kon­trol­sy­ste­mer med tillid, dialog og åbenhed. Også her er kritikken af kon­se­kven­serne af den stramme detailsty­ring og de omfat­tende doku­men­ta­tions­sy­ste­mer, som er indført med NPM, blevet til et bud på et nyt styringsparadigme.

Oven­stå­ende synes således at være eksempler på en bredere tendens til at ville formulere politiske og praktiske sty­rings­al­ter­na­ti­ver til de sidste 20 – 25 års NPM-bølge af planer, eva­lu­e­rin­ger, kva­li­tets­stan­dar­der, doku­men­ta­tions­sy­ste­mer og udvik­lings­kon­cep­ter inden for hele det pæda­go­gi­ske område. Tiltagene synes på den ene side at tage udgangs­punkt i den kritik af NPM som efter­hån­den er udbredt, ikke blot blandt prak­ti­kere og forskere, men også blandt i hvert fald nogle af de admi­ni­stra­to­rer som er centrale aktører i den fortsatte styring af den offent­lige sektor. Det gælder fx kritik af hvilke (hverdags-)livsomstændigheder den øgede målsty­ring og doku­men­ta­tion fører til for de invol­ve­rede, samt stærk skepsis over for om man med disse øko­no­mi­ske og over­ord­nede mål­be­skri­vel­ser kan indfange kernen af den pæda­go­gi­ske opgave.

Men på den anden side synes tiltagene fortsat at være drevet af en sty­rings­in­ter­esse, i hvert delvist affødt af en økonomisk bekymring for områdets driftsom­kost­nin­ger. Til­sva­rende beskrives tiltagene ikke som et opgør med central styring som sådan, men snarere med et skift i hvilket fokus styringen har. Mens der forsøges gjort op med styring som fokuserer på proces og metoder, lægges der i stedet endnu større vægt på at pæda­go­gisk praksis bør producere målbare ’outcomes’ i over­ens­stem­melse med den ønskede sam­funds­mæs­sige udvikling.

Dermed udfordres til­sy­ne­la­dende på ingen måde de mere over­ord­nede sam­funds­mæs­sige dags­or­de­ner som NPM har været med til at sætte. Det gælder fx etab­le­rin­gen af det som er blevet begrebs­sat som ’kon­kur­ren­ce­sta­ten’, hvor den pæda­go­gi­ske indsats – uanset om den udføres i dag­in­sti­tu­tio­ner, skoler eller soci­al­pæ­da­go­gi­ske for­an­stalt­nin­ger – forventes at bidrage til at forbedre den nationale kon­kur­ren­ce­evne. For vuggestue- og bør­ne­ha­vebørns ved­kom­mende ses outcome-kravet fx i det øgede fokus på, hvad børn lærer før de kommer i skole. Mere over­ord­net er målet med det pæda­go­gi­ske arbejde til­sy­ne­la­dende at gøre børn til effektive voksne, udsatte til vel­fun­ge­rende og selv­for­sør­gende borgere, løn­mod­ta­gere til effektive og fleksible arbejdere etc.

I forsk­­nings- og ledel­ses­lit­te­ra­tu­ren benævnes de nye sty­ring­s­ten­den­ser da også New Public Mana­ge­ment 2.0 (NPM 2.0) eller New Public Gover­nance (NPG). Benæv­nel­ser som indikerer at de nye sty­rings­til­tag snarere lægger sig i for­læn­gelse af, end er deci­de­rede brud med NPM. Hos Claus Nielsen og Klaus Majgaard (2013) beskrives NPM 2.0 som et forsøg på dere­gu­le­ring, hvad angår sty­rings­mæs­sige krav til processen. I stedet er der øget fokus på slut­bru­ge­ren og ’den effekt yderl­serne har for slut-brugeren’ (Nielsen og Majgaard 2013: 67). Samme sted præ­sen­te­res NPG som en mere net­værk­s­o­ri­en­te­ret styreform, som mere radikalt gør op med sty­rings­lo­gik­kerne i NPM. Således betones det, at der ’ingen entydig sty­rings­kæde, men mange kon­kur­re­rende centre og logikker, som kæmper om at sætte dags­ord­nen og udpege de sprog og vir­ke­mid­ler, der skal bringes i anven­delse’ (Ibid.: 68). Endelig præ­sen­te­res en ’slank og lærende’ sty­rings­mo­del som et bud på en syntese mellem NPM 2.0 og NPG hvor en ’sty­rings­di­a­log’ skal sikre at der skabes effektmål med ejerskab og mening (Ibid.:69). Igen er outcome i centrum og nu på fornemste vis sam­men­væ­vet med ønsket om at skabe dialog og tillid.

Som også temaets artikler viser, er det næppe muligt at afklare spørgs­må­let om rela­tio­nen mellem NPM og NPM 2.0 eller NPG simpelt. Artik­lerne viser i stedet fra for­skel­lige posi­tio­ner, hvordan den danske aktuelle offent­lige styring ser ud fra gulvet, fra et fag­po­li­tisk ståsted, fra et ledel­ses­per­spek­tiv og set fra for­sker­po­si­tio­ner. Således udgør temaets artikler for­skel­lige bud på, hvordan den dia­lo­gi­ske styring synes at lægge sig i for­læn­gelse af allerede etab­le­rede trans­for­ma­tio­ner: Meget tyder på, at NPM til en vis grad har påvirket og ændret, hvilke momenter af det daglige arbejde, der opfattes som pro­fes­sio­nelt – som den pæda­go­gi­ske opgave. Selvom pædagoger og ledere i mange tilfælde har oplevet NPM som en menings­løs side­be­skæf­ti­gelse, som sjældent gjorde noget godt for hverken med­ar­bej­dere, børn, beboere eller udsatte, har sty­rings­for­men fx præget det pæda­go­gi­ske felts værds­æt­telse af skrift­lig­hed og doku­men­ta­tion, så enhver pædagog med respekt for sig selv i dag argu­men­te­rer for at ’vi natur­lig­vis skal doku­men­tere vores arbejde’, ligesom der helst skal være ’evidens’ for de metoder, der bliver brugt. Dermed er etableret en kontekst for NPM 2.0, som allerede har ind­op­ta­get en væsentlig del af logikken i NPM i så høj grad, at det er stort set umuligt at argu­men­tere imod doku­men­ta­tion og evidens.

Med dette tema ønsker vi derfor at åbne op for en under­sø­gelse og dis­kus­sion af, hvad der karak­te­ri­se­rer de nye sty­rings­for­mer, og hvordan de forholder sig til den økonomisk domi­ne­rede sty­rings­mæs­sige dagsorden som karak­te­ri­se­rede NPM. Blandt andet ønsker vi at belyse hvilken betydning det kan have, at den øko­no­mi­ske dagsorden ikke er til dis­kus­sion, og at dialogen dermed ikke indebærer mulighed for reel demo­kra­ti­se­ring eller blot ind­fly­delse på de betin­gel­ser som afgør handlemulighederne

Dermed også sagt at vi ønsker at belyse, hvad kon­se­kven­serne af de nye sty­rings­for­mer kan blive for de for­skel­lige pæda­go­gi­ske prak­sis­for­mer som under­læg­ges dem. Er der reelt tale om, at kritikken imø­de­kom­mes, eller betyder den nye bølge snarere at styringen bliver uan­gri­be­lig, fordi den ind­op­ta­ger såvel den generelle kritik som den konkrete? Risikerer vi dermed, at kon­se­kven­ser og betyd­nin­ger af denne sty­rings­dags­or­den per­son­lig­gø­res hos mar­k­ar­bej­dere og mål­grup­per frem for at være synlige kon­se­kven­ser af den førte politik?

Temaet består af fire artikler, som belyser og ind­kred­ser pro­ble­ma­tik­ken forankret i for­skel­lige posi­tio­ner. Således er det vores ambition at bringe posi­tio­ne­rede bidrag, som sammen føjer til det komplekse billede af en eventuel ny sty­rings­re­a­li­tet. I temaets første artikel af Peter Øster­gaard Andersen kredses om nyfor­mu­le­rin­ger af dia­log­be­gre­bet, som de er at finde i nyere soci­al­kon­struk­tio­ni­stisk ledel­ses­lit­te­ra­tur, i retning af en bredere og mere instru­men­tel for­stå­else og brug af dialog. Gennem eksempler hentet fra aktuel dansk sty­rings­po­li­tik (Ny Nordisk Skole, for­mu­le­rin­gen af nye ’Fælles mål’ og refor­me­rin­gen af lærer- og pæda­gog­ud­dan­nel­serne) dis­ku­te­res det, hvordan det øgede fokus på dialog kan forstås.

I bidrag nummer to argu­men­te­rer Jan Helbak gennem en historisk analyse af NPM fra et kritisk, fag­po­li­tisk per­spek­tiv for, at dia­lo­gi­ske sty­rings­for­mer er en direkte udløber af NPM, som sigter mod at styre dialogen (og de pro­fes­sio­nelle) frem for mod at skabe dia­log­ba­se­ret styring.

Temaets tredje artikel er skrevet af Peter Henrik Raae og Karl-Henrik Jørgensen. Gennem en beskri­velse af de tre reformer, der siden 2005 har været gen­nem­ført på gym­na­sie­om­rå­det – gym­na­si­ere­for­men fra 2005, sel­ve­jere­for­men fra 2007 og OK 13 – iden­ti­fi­ce­res en for­skyd­ning i refor­mer­nes sty­rings­mæs­sige og sty­rings­po­li­ti­ske for­an­dring­s­am­bi­tio­ner. Således benævnes og reflek­te­res OK 13, som netop en reform, og som en reform, der i sig bærer tegn på en for­skyd­ning fra NPM-inspi­re­rede reformer i retning af NPG-inspi­re­rede sty­rings­for­mer, hvor dialog og tillid er fremherskende.

Temaets sidste artikel er skrevet af Kirsten Løth. Med egne eksempler fra den praktiske hverdag på dag­in­sti­tu­tions­om­rå­det ansku­e­lig­gør Løth hvordan styrings- og doku­men­ta­tion­s­til­tag som lære­pla­ner og sprogtest har under­kendt det mundtlige i den pæda­go­gi­ske praksis. Dermed pro­ble­ma­ti­se­rer hun de vilkår såvel NPM som NPM 2.0 giver for både den nære rela­tions­pæ­da­go­gik og for mulig­he­den for at prak­ti­sere og formulere en kritisk pædagogik.

Mange andre skri­ben­ter og vinkler kunne have været udforsket, og vi kan kun opfordre andre til at følge op!

Eva Bertelsen & Bodil Øster

Refe­ren­cer:

’Innova­tions­part­ner­ska­ber – Pæda­go­gi­ske Udvik­ling­s­la­bo­ra­to­rier’. BUPL (2012)

Nielsen, C. & K. Majgaard (2013). ’Tør vi tro på tillid?’, Gjal­ler­horn, nr. 16, pp. 62 – 71.