Redaktionel indledning

Institution og familie. Intensiveret samarbejde og forskydninger af ansvar

Globalt og nationalt er der i disse år politisk og pædagogisk fokus på styrkelse af samarbejdet mellem pædagogiske institutioner og familier gennem forskellige former for inddragelse af forældre og/eller pårørende. Samarbejde, involvering og inddragelse italesættes som positive begreber, som praksisformer vi skal have mere af, og som noget der er godt for institutioner og godt for familier. Der opfindes forskellige koncepter, materialer, procedurer og teknologier, såsom Forældreintra, familieklasser og netværksmøder, der kan forbedre og ’hjælpe’ samarbejdet og involveringen på vej.

Det kan umiddelbart forekomme vanskeligt at være uenig i disse bestræbelser. For er det ikke godt med samarbejde og styrkede relationer mellem institution og familie? Er det ikke en fordel for alle parter – ikke mindst børn og andre brugere af pædagogiske institutioner – at det pædagogiske personale og familie og pårørende har et tæt samarbejde og hver især kan bakke op om udvikling, problemløsning og arbejde med målsætninger?

Når man går tættere på involverings- og samarbejdsbestræbelserne og den indflydelse, det har på hverdagslivet for såvel brugere som familier og pårørende, bliver det imidlertid synligt, at der, trods mange gode intentioner, kan være brug for at problematisere samarbejdet og samarbejdsformerne og rejse spørgsmål om hvorfor samarbejdet overhovedet intensiveres, og ikke mindst hvordan det sker i praksis. Spørgsmål der fx kan relatere sig til hvem der inviteres til samarbejde, hvem der sætter dagsorden for form og indhold af samarbejdet, hvem der forventes at handle anderledes som følge af samarbejdet, og hvordan forældre, pårørende og professionelle tildeles forskellige – og i nogle tilfælde nye – roller i løsningen af problemer, der opleves og formuleres i de pædagogiske institutioner, men i mange tilfælde søges løst uden for dem.

Med dette temanummer ønsker vi at kaste et kritisk blik på det intensiverede samarbejde ved på forskellige måder at belyse, hvilken betydning, samarbejdet får for de involverede, og ved at diskutere hvordan samfundsmæssige, sociale og institutionelle betingelser har betydning for samarbejdet.

Temaets artikler viser på forskellige måder og inden for forskellige pædagogiske områder, hvordan samarbejdet i nogle tilfælde synes at bidrage til at skabe nye, eller forstærke eksisterende, problemer, fx ved at repræsentere en tendens til, at de professionelle på en række punkter forventes at intervenere i familiens indre liv.

På børneområdet har forældres rolle i deres børns opdragelse og uddannelse ændret sig markant gennem de sidste 40-50 år. Med udviklingen af velfærdsstaten i det 20. århundrede blev barndommen institutionaliseret, og forholdet mellem familie og stat ændrede sig. Børns liv blev organiseret i forskellige institutioner indrettet til børn (fra daginstitutioner til skoler og SFO), med en hverdag organiseret af professionelle voksne, der overtog flere opdragelses- og uddannelsesopgaver fra familien. I samme periode er statens interesse i familien øget i forhold til sundhed og uddannelse, og familier er på nye måder blevet objekter for statslig intervention og offentlig debat. I dag ses en mangfoldighed af professionelle og eksperter der guider forældres handlinger og attituder i spørgsmål om opdragelse og uddannelse af deres børn.

I forhold til skolen afspejler denne udvikling sig i de måder, hvorpå skolen forsøger at inddrage forældre i deres børns skolegang. Her inddrages forældre både fagligt, som ’undervisningsassistenter’ der skal bistå med læring og lektier, gennem fx Forældreintra og elevplaner, og socialt, som nogle der skal facilitere børnenes trivsel i skolen, indirekte med henblik på, at god trivsel er en forudsætning for god læring. Tiltag som ’legegrupper’, ’forældrefester’ og andre ’trivselsarrangementer’, som finder sted uden for skolen, har i de senere år opnået en stigende udbredelse i Danmark. I Danmark såvel som i andre vestlige lande har forældres rolle således ændret sig betydeligt. Siden 1950’erne er forældre i større og større grad blevet involveret i skolen og især siden 00’erne forventes skoleforældre at agere som ansvarlige og aktive forældre, der støtter skolens arbejde med deres børn. Som flere af temanummerets artikler viser, er det et omfattende arbejde for alle forældre, og samtidig betyder de nye fordringer, at der skabes eller reproduceres differentiering mellem de forældre, som kan leve op til at være passende ’skoleforældre’, og de som har mere vanskeligt ved det.

Tilsvarende opleves aktuelt en bølge på voksenområdet, hvor pårørende beskrives som en ressource og i stadigt stigende grad søges inddraget i såvel behandling som pædagogiske interventioner. Igen hensigtserklæringer som på alle måder kan synes positive og progressive ved fx at fokusere på relationer og sociale sammenhænge frem for (alene) på det enkelte individ. Men samtidig rummer inddragelsesiveren en risiko for at forskyde ansvaret til de pårørende, som i værste fald på vegne af institutionen pålægges at påtage sig en pædagogisk, socialfaglig eller sundhedsfaglig dagsorden og formynderrolle over for sine nærmeste – i den effektiviserede velfærdsstats tjeneste.

Flere af artiklerne i dette temanummer viser netop, at der er risiko for, at pårørende eller forældre ender med at blive udpeget som både årsagen til, og bærerne af løsningen på, problemer, der udspiller sig i de pædagogiske institutioner. Denne ansvarsforskydning kan samtidig forstærkes af andre bevægelser i de pædagogiske professionsområder. Kombinationen af øget fokus på individuelle målsætninger – for alt fra vuggestuebørn til voksne med særlige behov – og stadigt færre ressourcer til at arbejde pædagogisk med indsatser, der kan hjælpe barnet eller den voksne med at indfri målene, kan i sig selv forskyde ansvaret i retning af individet. Når der hertil lægges den øgede inddragelse af pårørende og forældre, ses konturerne af et fremtidsscenarie, hvor de professionelles rolle er reduceret til at definere målsætninger og instruere og vejlede forældre, pårørende og børn/brugere i, hvordan de selv arbejder for at nå målene. Dette fremtidsscenarie er givetvis et stykke fra den aktuelle praksis, blandt andet fordi de professionelle kæmper for at levere pædagogiske indsatser og tilbud, der faktisk understøtter deres målgrupper og skaber rummelige pædagogiske miljøer. Ikke desto mindre mere end antyder dette temanummers artikler, at der alligevel sker en ret tydelig ansvarsforskydning – trods de professionelles intentioner om det modsatte.

Både den ændrede professionelle rolle i forhold til forældre og pårørende og de øgede krav fra forældre og pårørende til de pædagogiske institutioner påvirker de professionelles arbejdsvilkår og handlemuligheder. Et nyt norsk studie af lærerens perspektiver på samarbejde viser fx, at lærerne selv udtrykker, at de mangler tid til samarbejdet med forældrene, men at de ser stor værdi i det. Dette betyder, at lærerne oplever, at de ikke slår til. De skal håndtere krav og forventninger fra forældre, som de i praksis ikke kan efterleve på grund af mange nye krav til deres professionsudøvelse (Bæck, 2015). Placeret i en så presset situation kan professioner som lærere og pædagoger blive nødt til at udvikle strategier for at beskytte sig selv, hvor de holder forældrene ude i en armslængde og værner om deres egen professionalitet. Strategier som nemt risikerer at skabe grobund for konflikter mellem professionelle og forældre.

De professionelles perspektiver på samarbejdet og betydningerne for de professionelle er ikke fokus for dette temanummer, men naturligvis har forandringerne betydning for de pædagogiske professioner, og naturligvis er der bagvedliggende grunde til, at professionerne i nogle tilfælde kommer til at sende problemet videre til forældre, pårørende og brugere, selv i tilfælde hvor problemerne er opstået og udfolder sig i de pædagogiske institutioner, fx som følge af et øget antal af børn i skoleklasserne eller som følge af fejlslagne inklusionsbestræbelser.

Præsentation af artiklerne

I et forsøg på at give en anderledes vinkel på samarbejdsbestræbelserne starter temanummeret ud med to artikler, der belyser, hvordan samarbejdet opleves i det sidste led af kæden – hos de børn og voksne som ’udsættes’ for inddragelsesiveren.

I den første artikel Forældre som ambassadører? sætter Karen Ida Dannesboe fokus på børns forståelser af gode skoleforældre. Børns perspektiver på skoleforældre tydeliggør, hvordan intensiverede relationer mellem skole og familie griber ind i børn og forældres hverdagsliv og indbyrdes relationer. Artiklen peger bl.a. på, at børns idealer om den gode skoleforælder udfordrer skolens idealer om gode skoleforældre, da børnene ønsker sig at forældrene agerer som ambassadører for dem, og i øvrigt kun i begrænset omfang er involveret i skolelivet.

I en helt anden kontekst sætter Nanna Koch Hansen med sin artikel Når far lige skal spørge de voksne – Paradoksale positioneringer i forbindelse med intensiveret familieinddragelse under udslusning fra fængsel fokus på, hvordan afsonere og medarbejdere italesætter familiens betydning i forbindelse med udslusning fra fængsel. Afsoneren søges ansvarliggjort over for sin familie som et led i en kriminalpræventiv indsats, der retter sig mod ham selv. Artiklen viser bl.a. et dilemma, der kan opstå, når en afsoner italesættes som et ansvarligt forbillede for sine børn – under institutionelle rammer, der frihedsberøver ham.

I de efterfølgende artikler flyttes fokus til den omtalte ansvarsforskydning og forskellige forældreperspektiver på hvordan inddragelse og samarbejde udfoldes og får betydning.

Maria Ørskov Akselvoll synliggør i artiklen Det digitaliserede skole-hjem-samarbejde i et forældreperspektiv – om forældres forskellige involveringsstrategier på Forældreintra, hvordan Forældreintra som ny teknologi har muliggjort, at skolen i langt større grad end tidligere kan inddrage forældre i barnets hverdagslige skoleliv. Med Forældreintra er skolens krav og forventninger om involvering således altid nærværende i familien. Det vises hvordan forældre anvender forskellige strategier i brugen af Forældreintra, og hvordan det får forskellige betydninger for forældrene. Det er en mulighed og en hjælp for nogle, for andre nærmest en forhindring og noget som vanskeliggør skole-hjem forholdet, og det kan dermed medvirke til at reproducere eller ligefrem forøge sociale forskelle.

To artikler sætter efterfølgende fokus på, hvordan forældre inddrages i forbindelse med inklusionsbestræbelser i skole og daginstitutioner gennem analyser af det, man kan kalde ’problemsamtaler’, hvor forældre (og i nogle tilfælde børn) inviteres til samtaler, hvor en række eksperter giver hver deres syn på et problem hos et barn og/eller en familie. Baggrunden for den type samtaler er et ideal om tværfaglighed mellem de professionelle, så ’problemet’ kan blive belyst fra så mange ekspertsynsvinkler som muligt, og er typisk knyttet sammen med en inklusionsdagsorden.

Pernille Juhl, Mette Elmose Andersen, Solmai Sofia Mikladal og Anja Hvidtfeldt Stanek kaster i artiklen ”Jeg troede bare ikke lige, det lå ved mig…” Inddragelse af forældre i det tværfaglige samarbejde om inklusion et kritisk lys på problemsamtaler i en vuggestuekontekst, ved at vise hvordan en samtale lægger op til, at de professionelle indbyrdes skal have samme problemforståelse for at kunne iværksætte en ’målrettet indsats’ og tendentielt sætter forældrene i en afmagtsposition. Resultatet bliver at både årsagen og løsningen til problemerne placeres hos forældrene (her: moren), mens ingen af de professionelle tildeles opgaver.

I artiklen Bekymringssamtalen. Da skolen blev facilitator af forældresamarbejde om elevens selvinklusion af Iram Khawaja og Hanne Knudsen vises det tilsvarende, hvordan årsagen til de påtalte problemer udpeges hos barnet og i familien, nemlig som elevens manglende selvtillid og moderens tendens til depression. Kravet til inklusion bliver et spørgsmål om at få elev og forældre til at tage ansvar for elevens selvinklusion. Den tværfaglige og problemafsøgende samtaleform kommer på den måde til at rette sig mod at se problemer med inklusion som et spørgsmål om at få elev og forældre til at tage ansvar for elevens selvinklusion.

I den efterfølgende artikel Mellem målskemaer, opbakning og tvivl – forældres arbejde i og med familieklassen zoomer Jimmy Krab ind på begrebet familieklasse, der udgør en del af skolens nye involveringsbestræbelser af forældre, begrundet i politiske dSamtordener om inklusion, styrkelse af forældreansvaret og øget faglighed. Artiklen synliggør bl.a. hvordan individualiserede problemforståelser af børns problemer i skolen får forrang frem for problemforståelser, som knytter sig til skolens sociale liv.

Afslutningsvis zoomer Niels Kryger i den sidste artikel Det intensiverede samarbejde mellem institution og hjem under den tredje institutionalisering af barndommen ud og præsenterer et blik på hvilke dominerende tendenser, der præger forholdet mellem familie og institution inden for børneområdet. Der argumenteres for, at det intensiverede samarbejde mellem institution og hjem markerer en øget institutionalisering af barndommen, som bl.a. indebærer at familien som socialiseringsarena forventes at forpligte sig på samværsformer og -rutiner som er foreskrevet udefra, og som har lighedspunkter med dem som udfolder sig i skole- og institutionsliv.

Jimmy Krab, Karen Ida Dannesboe, Niels Kryger, Maria Ørskov Akselvoll (gæsteredaktører) samt Bodil Øster og Maria Christina Secher Schmidt

Referencer:

Bæck, U.-D. K. (2015): Beyond the fancy cakes. Teachers’ relationships to Home-School Coorporation in a study from Norway. I: International journal of parents in education. (under udgivelse).