Redaktionel indledning

Drenge og uddannelse

’Boys Will be Boys’ er et hyppigt benyttet engelsk udtryk, når emnet er drengekultur, og det spiller med i kulissen i temaet i dette nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, som handler om drenge og unge mænd i forskellige uddannelser og institutionelle pædagogikker. Fra særlige Camps målrettet drenge ’på kanten’ i forhold til skolen til unge mænd under erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Gennem mange år har der været en fremtrædende diskurs om skole- og uddannelsesproblemer med drenge og en modsvarende diskurs omkring drenges problemer med skole og uddannelse. En række diagnoser og problemidentifikationer har ført til, at der er udviklet politikker, redskaber, indsatser og organiseringer af de pædagogiske rum, som under et kan kaldes for ’drengepædagogikker’. Men hvad er det egentlig for problemer med maskulinitet, som disse pædagogikker skal løse, og hvilke relationer skaber det mellem drenge og piger, børn og voksne, elever og lærere i disse pædagogiske institutioner og hvad har det af konsekvenser for (de enkelte) drenge?

Temanummeret ønsker at give bud på forskellige dimensioner af drenge og unge mænds liv og møde med institutionelle pædagogikker og derigennem at bidrage til øget forståelse af de mange forskelligartede pædagogiske praksisser som drenge deltager i. Temaet består af en kommentar og tre længere artikler, der kommer omkring forskellige sider af drengeproblematikker i skole og uddannelse fra særlige indsatser målrettet drenge i skolevanskeligheder over drenge i marginaliserede positioner med særlige former for ’drengehumor’ til unge under håndværkeruddannelse og deres stolthed over at have ’sorte fingre’.

Første temabidrag er en længere kommentar fra Jan Kampmann – ’Hvad kan vi lære af DrengeAkademiet?’ Her er fokus på et af tidens hotte pædagogiske emner; intensive korterevarende læringsforløb, der på samme tid skal styrke selvværd mv. og højne deltagernes skolefaglige niveau via indsatser uden for skolens matrikel. Ideen er typisk at bidrage til optimering af det ene af folkeskolereformens tre overordnede mål – at ”mindske betydningen af social baggrund for de faglige resultater”. KøbenhavnerAkademiet og DrengeAkademiet er eksempler på sådanne projekter med stor mediebevågenhed og eksklusivt for drenge, og sidstnævnte er case i Kampmanns kommentar. Med en tidligere jægersoldat som idémand bag DrengeAkademiet kunne det lede tankerne hen mod udpræget korpsånd og stram gruppedisciplin her tæt på hundredeåret for Baden-Powells grundlæggelse af spejderbevægelsen i 1907, men kommentaren tager en anden vinkel. Her drages paralleller mellem DrengeAkademiets grundlæggende pædagogiske forståelse og forrige århundredes reformpædagogiske traditioner og progressive skoler som Neill’s Summerhill School, som oprettedes i 1921.

Næste artikel af Mona Kjær Ditlevsen og Søren Bøjgård Schleicher med titlen ’Skolen er noget, jeg sagtens kan overleve’ har et vist tematisk slægtsskab med nogle af overvejelserne i foregående kommentar; nemlig nogle ’på kanten’ drenges interesse for at deltage pædagogiske forløb med mere ’bløde værdier’. Artiklen bygger på et projekt omkring 8. klasse drenges deltagelsesmuligheder med inklusion som undertema. Drenge, der kommer fra et særligt udsat boligområde i en provinsby, og et af forskningsmålene var at komme ned under voksenverdenens ’radarhøjde’. En stor del af artiklen handler herom via tilrettelæggelse af en ’Weekend Skrivecamp’ (endnu en Camp!) med deltagelse af tyve drenge. En camp, som at dømme ud fra artiklen skabte stort engagement og fortællelyst om blandt andet dagligdagens små trakasserier og forskellige positioner i skolefællesskabet blandt de deltagende drenge, og som også bød på mere fortrolige natlige snakker med nogle af de unge om livet, som de oplevede, det formede sig for dem.

I artiklen citeres en af drengene for at ”Pigerne er en del af vi drenges liv, og uden dem ville skolen ikke være det samme. Det ville være mere kedeligt end normalt.” Et sådant statement vil være svært at finde i den næste artikel, ’Om drenges humor, intimitet og modstand i ungdomsuddannelse’ forfattet af Kevin Holger Mogensen, selvom et centralt tema også her er at ’overleve skolen’; nu i form af en erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Med afsæt i teoretiske sonderinger omkring maskulinitets- og kønsforskning trækker artiklens empiriske del især på tre interviews med unge handelsskoleelever, som oplever uddannelsen som påtvunget, og i artiklen beskrives og analyseres, hvilke former for modstand eller antiskolekulturer, der konkret udtrykkes gennem disse unges humor, sjov og ballade.

Christian Helms Jørgensen slutter temasektionen af med en længere artikel med titlen ’Jeg er født med det i blodet – drenges traditionelle uddannelsesvalg i en senmoderne tid’ af. Artiklen bygger på samme forskningsprojekt – Drible – som Mogensens, men de to artikler har forskellige empiriske nedslag og analytiske tilgangsvinkler og vidt forskellige konklusioner. Sammenlignet med de foregående artikler Helms’ et mere klassisk anlagt sociologisk studie med fokus på en Teknisk Skoles automekanikerlærlinges syn på deres uddannelse, som kan sammenfattes i selvfølgelighed i uddannelsesvalget (til forskel fra mange elever på Handelsskolen og Levnedsmiddelskolen) og stolthed over at være i gang hermed. Disse unges uddannelsesvalg har ofte baggrund i familietraditioner, og der er ikke meget social mobilitet at spore i en senmoderne tid, for i artiklen beskrives, hvorledes en sådan traditionalisme kan ses som et resultat af en særlig kombination af køn, klasse og institutionel arkitektur. De mange interviewede mekanikerlærlinge er alle unge mænd, og undervejs italesættes maskulinitet, håndværkerkultur og jargon og glæden ved at lave noget med hænderne og få ’sorte fingre’. En i statistisk henseende eksklusiv maskulin kultur med meget få unge kvinder i erhvervet, men undervejs i interviewene erklærer alle de mandlige lærlinge, at piger kan være meget dygtige mekanisere, men de fremhæver nødvendigheden af, at de skal være lidt ’drenge-pige-agtige’.

Samlet er der stor spændvidde i temasektionens beskrivelser og analyser af drenge og uddannelse, men ’boys will be boys’ er en slags fælles forventning, hvor overraskelsen kommer til udtryk i artiklerne, når drengene ikke helt følger forventningsmønstrene. De indledende bemærkninger kan således passende slutte af med den sidste strofe i ’The Ordinary Boys’’ (som ikke må forveksles med ’Backstreet Boys’) version af deres sang med titlen ’Boys Will be Boys’ fra 2005:

“Well it’s under my skin so I can never win,
Oh thanks a lot
We cheat and we lie and we fight
We don’t cry while we try
“boys will be boys’”
(The Ordinary Boys: ‘Boys Will Be Boys’. MetroLyrics 2005)

Jan Kampmann, Kevin Holger Mogensen (gæsteredaktører), Tekla Canger og Søren Langager