Redaktionel indledning

FRIVILLIGHED OG VELFÆRDSARBEJDE

Bedstemødre inviteres ind som ’ekstra støtte’ i folkeskolens klasser som led i den åbne skole. Kommunale frivilligpolitikker afkræver dagtilbud at samarbejde med frivillige borgere. Frivillige med egne erfaringer som fx tidligere hjertepatienter giver støtte og rådgivning til nuværende patienter på (u)lige fod med fagprofessionelle. Udviklingskonsulenter i kommunale og regionale forvaltninger definerer samskabelsesprojekter, hvor brugere, frivillige organisationer og professionelle hidkaldes for at udvikle nye måder at samarbejde om at producere velfærd.

Dette er blot nogle af utallige eksempler på, hvordan frivillige aktører og civilsamfundsorganisationer i dag inviteres ind i både udkanten og kernen af velfærdsprofessionelle arbejdsområder. Med lanceringen af en ny civilsamfundsstrategi afsatte den nuværende regering i 2017 112 mio. kr. over en fireårig periode til styrkelse af civilsamfundet og særligt den såkaldte ’frivillige sociale sektor’. Men det er langt fra en ny tendens.

Det moderne filantropiske arbejde tog form blandt den voksende arbejderbefolkning i de hastigt industrialiserende byer i slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet (Donzelot, 1997). Med opkomsten og udbygningen af velfærdsstaten, som vi kender den i dag, blev det filantropiske arbejde statsliggjort og institutionaliseret.

Men med det voksende offentlige bureaukrati, voksede også en kritik af det offentlige velfærdsarbejde op gennem 1980’erne og 1990’erne (Villadsen, 2000), hvor den frivillige indsats blev fremhævet som mere autentisk og menneskelig. Denne kritik er siden blevet spændt for såvel neoliberale som neodemokratiserende dagsordener, hvor samfundets frivillige ressourcer søges mobiliseret for hhv. at effektivisere og økonomisere statens velfærdsydelser eller revitalisere det aktive medborgerskab og borgerinitiativet i lokalsamfundene (Dean & Villadsen, 2012).

I dette temanummer indkredser og problematiserer vi de sidste 30-40 års tendenser til på ene side at udfordre velfærdsprofessionelle domæner ved at åbne op for frivillige aktørers bidrag til løsning af sociale udfordringer, og på den anden side at omdirigere økonomiske ressourcer fra den offentlige til den frivillige sektor – fx ved at afkræve tværsektorielle partnerskaber ved fonds- og puljeansøgninger. Vi spørger således til, hvilke effekter disse bevægelser har haft på såvel socialt frivilligt arbejde som på offentligt velfærdsprofessionelt arbejde?

En væsentlig del af dette spørgsmål angår de dynamikker, der udfolder sig, når frivillige aktører og civilsamfundsorganisationer bliver del af eller konkurrerer med offentligt velfærdsprofessionelt arbejde. Hvilke magt- og positioneringskampe udspiller der sig i det iværksatte samarbejde mellem frivillige og velfærdsprofessionelle? Det giver Bjarne Ibsen et al. en vinkel på, når de i artiklen, Forståelse af de frivilliges faglighed på forskellige velfærdsområder, undersøger forskellige forståelser af de frivilliges opgaver og roller på de velfærdsprofessionelle domæner.

På Pædagoguddannelsen underviser man ligefrem de studerende i, hvordan man som professionel pædagog indgår i samarbejdet med frivillige. Så for fremtidens pædagoger vil det måske slet ikke være et spørgsmål om magt og positionering – men om styring og ledelse? I dette temanummer forfølger vi altså spørgsmålet om, hvordan frivillige aktører har indflydelse på formgivningen af det velfærdsprofessionelle arbejde og velfærdsprofessionelles faglige selvforståelser. Det sætter Birgitta Frello og Astrid Kidde Larsen fokus på med udgangspunkt i hhv. peer-medarbejderens position i psykiatrien og samskabelsesprojekter i børnehaven.

På denne måde tematiserer dette temanummer også mere overordnede socialpolitiske projekter, der netop udfolder sig ideologisk og pædagogisk i spændet mellem neoliberalisering og neodemokratisering, og temanummeret omhandler ligeledes de politiske, faglige, kulturelle og sociale ambitioner, der investeres i disse projekter. Mathias Hein Jessen bidrager hertil med en policy-analyse af den herskende diskurs om civilsamfundet som værdi og ressource for socialpolitiske projekter.

Heraf rejser sig en interessant diskussion af spændingsfeltet mellem frivillighedens uegennyttige hjælpende etos og frivillighedens professionalisering på markedsgjorte vilkår. En diskussion som Ane Grubb tager op i sin etnografiske analyse af en strømlinet og effektiviseret frivillig online lektiehjælp.

På denne måde tematiserer temanummeret frivillighedens styrings- og selvledelseslogikker, såvel som disses udfordring af det offentlige velfærdsarbejdes iboende faglige kodeks og professionelle standarder.

Temanummeret indledes med to artikler, der på hver sin måde belyser, hvordan velfærdsarbejdernes faglighed kommer i spil og på nogle måder udfordres, når ikke-professionelle bliver en del af eller skal supplere arbejdsindsatsen. I artiklen Peermedarbjderen som grænsefigurbeskriver Birgitta Frello, hvordan en ny type af medarbejdere (frivillige eller lønnede) træder frem i psykiatrien. De rekrutteres i kraft af deres erfaringer som (tidligere) brugere i psykiatrien og indtager dermed en position mellem medarbejdere og brugere, som kommer til at udfordre medarbejderkategorien. I kraft af denne nye ’grænsefigur’ træder uenigheder og udfordringer, som i forvejen eksisterede, frem i medarbejdernes praksis, men de får nu en mere eksplicit opmærksomhed i medarbejdernes bevidsthed og faglige positionering.

I artiklen Forståelse af de frivilliges faglighed på forskellige velfærdsområdertegner Bjarne Ibsen, Klaus Levinsen, Lise Specht Petersen, Evald Bundgaard Iversen og Michael Fehsenfeld et bredere billede af, hvordan inddragelsen af frivillige udfolder sig forskelligt inden for forskellige velfærdsområder, konkret sundheds- og skoleområderne. Der stilles skarpt på to forskellige forståelser af de frivilliges opgave og rolle – og dermed forventede ’faglighed’: På skoleområdet forstås det frivillige arbejde som et ikke-fagligt supplement til det faglige arbejde, hvor det på sundhedsområdet forstås som en særlig erfaringsbåren ekspertise. Artiklen diskuterer, hvorvidt denne forskel kan forklares ved de to velfærdsprofessioners forskellige historisk oparbejdede grader af social og kulturel autoritet.

Herefter sætter temanummerets næste tre artikler på forskellig vis fokus på styring og ledelsesformer og de dynamikker, som de afstedkommer i spændingsfeltet mellem frivilligt socialt arbejde og professionelt velfærdsarbejde.

Gennem en policyanalyse viser Mathias Hein Jessen i artiklen Civilsamfund og frivillighed som værdi og ressource, hvordan diskursen om civilsamfundet som en særlig sfære med iboende gode værdier bliver brugt til at legitimere strategier om, at staten skal trække sig tilbage og i stedet give plads til innovative og samskabende processer i civilsamfundet.

I artiklen Hvad er meningen med samskabelse beskriver Astrid Kidde Larsen efterfølgende et konkret kommunalt samskabelsesprojekt, som har til hensigt at ny-udvikle måderne en daginstitution interagerer med lokalsamfundet på.Med udgangspunkt i en konkret børnehave-praksis synliggør Larsen, hvordan betydningen af den allerede eksisterende inddragelse af forældre i opgaver i daginstitutionen er i fare for at blive underkendt af ønsket om at skabe helt nye samarbejdsformer – hvor lokalsamfundets frivillige skal inddrages. Samtidig viser samskabelsesprojektet sig at falde til jorden, da der ganske enkelt ikke møder nogen op fra lokalsamfundet, trods gode intentioner og gentagne invitationer.

Endelig beskriver Ane Grubb i artiklen Når baggrunden er ude af syne og aktiviteten er i centrum, hvordan mødet mellem frivillige og skoleelever i en virtuel lektiecafe folder sig ud. Disse virtuelle møder med lektiehjælp som genstand for mødet synes at være stramt styret med tidsafgrænsning og indholdsbestemte emner. I modsætning til andre forskeres problematisering af tendensen til effektivisering, standardisering og evaluering af det frivillige arbejde, viser Grubbs analyse, at den stramme og effektive styring tilsyneladende værdsættes af frivillige såvel som brugere i den virtuelle lektiecafe.

Marta Padovan-Özdemir, Trine Øland og Bodil Øster

Referencer

Dean, M., & Villadsen, K. (2012). Statsfobi og civilsamfund: Foucault og hans arvingers blik på staten. Frederiksberg: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Donzelot, J. (1997). The policing of families. Baltimore: Johns Hopkins University Press.

Villadsen, K. (2000). Frivillige organisationers rolle på alkohol- og narkotikaområdet – Rummer disse organisationer en særlig rationalitet og særlige arbejdsmetoder? Sosiologisk tidsskrift, (2), 159–186.