Redaktionel indledning

Tema: Aktionsforskningen i den anvendelsesorienterede horisont – udvikling eller afvikling?

Aktionsforskning var fra sin start tænkt som en måde at involvere forskningen direkte i forandringsprocesser i samarbejde med de udforskede. Grundlæggende kan aktionsforskningen siges at have et dobbelt sigte: På den ene side søger aktionsforskningen at distancere praktikeren fra sin egen praksis i refleksiv-kritisk forstand, på den anden side har aktionsforskningen som ambition at forarbejde og udvikle selv samme praksis, som den har som sin genstand.

Aktionsforskningen har som forskningstradition og som socialt eksperiment altid stået til diskussion – også inden for det pædagogiske felt. Denne diskussion er ikke blevet mindre påtrængende i forbindelse med, at aktionsforskning i dag tilsyneladende opsuges i et stadigt mere dominerende nationalt og internationalt forskningspolitisk imperativ om, at den pædagogiske forskning skal gøre nytte.

Ikke mindst på professionshøjskolerne er aktionsforskning blevet populær – og ses umiddelbart som et mere deltagerorienteret svar på krav om praksisanvendelighed. Men i forlængelse heraf melder spørgsmålet sig, om aktionsforskningens popularitet og udbredelse i det pædagogiske forsknings- og udviklingsarbejde, måske især på professionshøjskolerne, er en konsekvens af en dominerende anvendelsesorienteret diskurs. Skal man forstå aktionsforskningens udbredelse indenfor pædagogikken som en forbedret social integrationsbestræbelse – eller som et resilient modsvar til den herskende anvendelses- og nyttediskurs? Eller måske begge dele?

De seneste tiårs modernisering og transformation af den danske velfærdstat – herunder vore forsknings- og uddannelsesinstitutioner – har sat øget anvendelsesorientering på det ”nødvendige” og ”tvingende” i forhold til forbedret international konkurrenceevne i fokus. Som Martin Blok Johansen, Lene S. K. Schmidt & Peter Østergaard Andersen peger på i dette nummer, er der tale om ændret økonomisk rammesætning for forskningen, hvor forskerne i stigende grad ”må rette forskningen derhen, hvor midlerne er”. Hermedanspores forskerne til at (med)producere de strukturer og normer, der er involveret i forandringsprocessen. Den politiske styring af forskningen er ikke direkte, men foregår i form af politiske prioriteringer af satsningsområder, omfordeling af midler og manglende grundfinansiering af bestemte hovedområder; hovedsageligt humaniora og samfundsvidenskab. Denne manglende grundfinansiering ser ud til at blive intensiveret i de kommende år. I EU er intentionen, at forsknings- og udviklingsmidlerne efterhånden skal nå op på 3 % af BNP, (hvoraf blot en 1/3 skal finansieres af det offentlige). En ikke-offentligt finansieret forskning vinder frem. I det omfang de offentlige basisbevillinger og fonde formindskes, og midler til fordybelse og projekter må søges i andre fonde, vil forskningen i højere grad styres af disse interesser frem for sådanne, som på godt og ondt har kendetegnet den fri forskning (Elle, 2016).

Der har været tradition for at skelne analytisk mellem forskningstyperne ”grund- eller anvendt forskning” (en opdeling, som kan og bør diskuteres). Her synes der år for år at lægges øget vægt på den anvendelsesorienterede forskning. Universiteterne er i de sidste tiår i stigende grad blevet forpligtede på samarbejde med det omgivende samfund og på at gøre den nyeste viden inden for relevante fagområder ”tilgængelig for videregående uddannelse uden forskning” (Universitetsloven; LBK nr. 652, §2,5). Også professionshøjskolerne har fået pålæg om at tilvejebringe anvendelig forskning. Således hedder det i professionshøjskolernes lovgrundlag (LBK nr. 936 af 25/08/2014 § 3), at de skal: ”varetage praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter og herigennem aktivt medvirke til, at ny viden tilvejebringes og bringes i anvendelse i såvel den private som den offentlige sektor”. I lyset af denne klare tilskyndelse til anvendelsesorienteret forskning byder aktionsforskningen sig til som en mulighed for skabelse af en sådan viden på demokratiske præmisser i samarbejde med feltets aktører (skoler, lærere, børn), som medvirker til lokale og ønskelige forandringer.

Det er bl.a., denne lovmæssige pligt til at levere praksisnær forskning som Mette Bladt, Mia Husted og Ditte Tofteng tager afsæt i. De diskuterer aktionsforskningens rolle på professionsuddannelserne og argumenterer for, at den ikke per se er det samme som en anvendelsesorienteret forskning. På den baggrund udvikles et perspektiv på ’kritisk utopisk aktionsforskning’, dvs. en ”erfaringsbunden feltsensitiv kritik udviklet i fællesskab med praksisfeltet, der knytter lokale analyseperspektiver til samfundsmæssige betingelser. Samstemmende med den immanente kritik, der til stadighed aktivt arbejder for en demokratisering af selve forskningen og vidensproduktionen.”

Aktionsforskningens historiske ambition om at skabe demokratiske praksisfællesskaber mellem forskere og praktikere synes dog at være udfordret af, at initiativet til aktionsforskning som oftest kommer fra forskningsverdenen. Og med initiativet følger ofte magten til at definere det fokus, som skal guide forskningssamarbejdet mellem forskeren og praktikerne. I sin artikel, ’Et aktionsforskningsprojekt i en presset daginstitutionskontekst – kritisk eftertanke’, inviterer Unni Lind læseren ind i sit forskningsværksted, hvor hun kritisk bearbejder samarbejdsrelationen mellem hende som aktionsforsker og pædagogerne/dagtilbudslederne i en presset hverdag. Lind påpeger, at aktionsforskningens demokratiske aspirationer let kan slå om i umyndiggørelse og dermed virke kontraproduktiv, ”når det daglige pres i form af omstruktureringer, sygdom, mange nye arbejdsopgaver og krav fra kommunen bliver den ramme, under hvilke medarbejderne skal indgå i et aktionsforskningsprojekt”. Lind afskriver dog ikke det demokratiske forandringspotentiale i den kritisk-utopiske aktionsforskning, men argumenterer for, at den ikke kan/bør reduceres til et spørgsmål om effekt i praksis.

Når dette temanummer således søger at adressere og problematisere aktionsforskningen i den anvendelsesorienterede horisont, handler det også om at afsøge, hvorvidt aktionsforskningen risikerer at blive spændt for et økonomistisk styringsregime, der afkræver ”evident” forandring i og af praksis. Spørgsmålet er, om aktionsforskningens historisk betingede samfundsmæssige forandringsimperativ befinder sig i et misforstået nutidigt gestalt, hvor samfundsmæssigheden i forandringsarbejdet erstattes af pædagogiske ’quick fixes”. I sin artikel, ”Aktionsforskning: Dialog eller disciplinering?”, synes Mette Molbæk at være på sporet af denne mulige misforståelse, som den tager sig ud blandt lærere, der deltager i et aktionsforskningsprojekt. Her identificerer Molbæk modsætningsfyldte forståelser af (og måske også forventninger til) aktionsforskningen blandt lærerne. Disse modsætninger fremkaldes i mødet mellem aktionsforskerens ambitioner og lærernes forventninger og oplevelser og identificeres af Molbæk som lærernes divergerende oplevelser af aktionsforskningen som ”udvikling eller kontrol, som en ret eller pligt, som en øjenåbner eller spændetrøje, som stressende eller givende og som et trygt eller afslørende rum for udvikling”. Disse modsætningsfyldte forståelser leder Molbæk frem til at problematisere magtforholdet mellem forsker og praktikere – ikke mindst når aktionsforskningens forandringsimperativ gestalter sig som kompetenceudviklingstvang frem for kompetenceudviklingstrang.

Ét er, at aktionsforskningens kritiske forandringspotentiale risikerer at blive amputeret, når samfundsmæssigheden erstattes af individualiseret kompetenceudvikling og pædagogisk problemløsning i en hurtig vending. Noget andet er, at kigger vi nærmere på aktionsforskningen i den anvendelsesorienterede horisont, så må vi nødvendigvis også spørge til, hvilken slags forskning, der bliver mulig. Historisk set udspringer aktionsforskningen af et opgør med elitær og verdensfjern forskning og autoritær samfunds- og organisationsledelse. Men spørgsmålet er måske nu, om den demokratiseringsorienterede aktionsforskning er blevet blind for sin egne faldgruber, kontraproduktivitet og forsknings- udviklingspolitiske forviklinger – og dermed risikerer at være blind for, hvilke erkendelsesmæssige udfordringer aktionsforskningen skaber. I sin artikel, ’Aktionsforskning som koncept’, problematiserer og diskuterer Lars Jakob Muschinsky, hvilken betydning den demokratiske involvering af praktikere har for produktionen af ny viden og kritiske erkendelser: Hvilke erkendelser kan opnås, når kritisk objektivering opleves mindre påtrængende end lokal problemløsning af de involverede praktikere? Hvad er egentlig forskningsobjektet, når aktionsforskeren intervenerer i og med praksis? Hvordan udfordrer man, at aktionsforskningsprojekter involverer sig så dybt i praksisfeltet, at forskningen lukker sig om projektet og glemmer den kritiske dialog med den øvrige forskning? Og hvordan demokratiserer man forholdet mellem praktikere og forsker uden samtidig at underkende, ”at forskning er et håndværk, som man erobrer kompetence til gennem års møjsommelige studier og øvelse, som er intellektuelt strabadserende og ikke uden videre kan praktiseres med venstre hånd sideløbende med andre aktiviteter”?

I dette nummer af DpT bringes også en artikel i vores nye Glemmebogsserie, som bærer overskriften Pædagogikkens glemmebog – Reaktualisering af pædagogiske tanker. Den kommenterede ”glemte” artikel er denne gang Feuerbach-teserne, skrevet af Karl Marx i 1845 og offentliggjort af Friedrich Engels i 1888. Teserne forekommer forbløffende aktuelle i dag, hvor vi også diskuterer (præmisser for) ”sandhed og erkendelse, teori og praksis, hvad et menneske er”. Teserne diskuteres af Birger Steen Nielsen, som især retter fokus på den 11. Feuerbach-tese, som lyder: ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den”. Denne diskussion er aktuel i forhold til aktionsforskningstemaet – for hvad er ”aktion”, ”forskning”, ”forandring” – for hvem, hvad, hvorfor og hvordan? Historisk har Marx’ skrifter og teori dannet grundlag for inspiration, modstand og ikke mindst analyse af betingelser for politisk praksis. Men teorien har også været brugt som legitimering af regimer, som ikke har skabt hverken frigørelse, lighed eller erkendelse. Nielsen argumenterer i stedet for, at såfremt den ”udbredte afmagt og resignation skal brydes, må den historiske mulighedshorisont åbnes’ – ikke som en fikseret utopi, der skal ”realiseres”, men i form af at ”udvikle menneskelige målestokke for en kortlægning af feltet mellem det faktiske og det mulige, i en vedvarende demokratisk diskussion – og bedømme alternativer og forandringsinitiativer derfra”. Netop sådanne spørgsmål og ledetråde kan aktionsforskningen forholde sig til og udvikle sig ud fra.

Birgitte Elle, Tomas Ellegaard og Marta Padovan-Özdemir

Referencer:

Elle, B. (2016). Universitetets Forandring, Dansk pædagogisk Tidsskrift, 2.