Tema: UNGES ULIGHED I UDDANNELSE – et problem af stigende kompleksitet
Unge og uddannelse hænger i dag sammen. Sat på spidsen er de to ord nærmest synonymer for hinanden: Man er ung, når man er under uddannelse, og man er under uddannelse, når man er ung. Tidligere tænkte og talte man forholdsvist simpelt om denne gruppe. I dag er problemstillingen mere kompleks. Spørgsmålet er, hvordan og hvorledes samtidens sortering tager sig ud? Hvordan produceres restgruppen, og hvem knyttes til denne?
- Jakob Ditlev Bøje, Dion Rüsselbæk Hansen og Tekla Canger
Redaktionel indledning - Jacob Ditlev Boje
Sorteringens forglemmelse – og heraf følgende absurditeter
Galgenhumor, hykleri, benægtelse og bortforklaring - Dion Rüsselbæk Hansen
Demokratisk (ud)dannelse
– et realiserbart ideal for alle elever? - Christian Helms Jørgensen
Ungdomsuddannelsernes og enhedsskolens bidrag til social u/lighed - Rikke Brown
Subtile sorteringsprocesser i den linjedelte folkeskole - Pia Frederiksen
Drengene og skolen
Om kønskonstruktioners betydning for læringsadfærd, skolemotivation og videre uddannelse - Jens Christian Nielsen og Helle Rabøl Hansen
”Hvad vil du være?” Skolenarrativers betydning for transition - Tekla Canger og Lise Aagaard Kaas
Marginaliserede unges fortællinger om skole og fritid
Debatmøde
Pædagogikkens glemmebog
- Basil Bernstein
Pædagogiske koder og deres praksismodaliteter (uddrag) - Martin Bayer
Kommentar til Pædagogiske koder og deres praksismodaliteter
Anmeldelser
- Leif Puggaard & Brian Degn Mårtensson
Videnskab og pædagogik. En grundbog i pædagogisk videnskabsteori - David ThoreGravesen (red.)
Pædagogik i skole og fritid - Christian Horst
På ulige fod – etniske minoritetsbørn som et skoleeksempel - Ditte Dalum Christoffersen
Hvad er meningen? Om kedsomhed, angst og længsler i elevernes skoleliv - Martin Bayer
Person, pædagogik, profession og forskning - Lars Geer Hammershøj
Dannelse i uddannelsessystemet - Thomas Aastrup Rømer, L.ene Tanggaard & Svend Brinkmann
Uren pædagogik 3 - Finn Wiedemann
Uddannelse under naturlig forandring - Louise Klinge
Lærerens relationskompetence – kendetegn, betingelser og perspektiver - Bjarne Wahlgren
Voksenpædagogik
Redaktionel indledning
Tema: UNGES ULIGHED I UDDANNELSE – et problem af stigende kompleksitet
Unge og uddannelse hænger i dag sammen. Sat på spidsen er de to ord nærmest synonymer for hinanden: Man er ung, når man er under uddannelse, og man er under uddannelse, når man er ung. Ungdom og uddannelse er således blevet en livsfase, alle forventes at gå nogenlunde lige og problemløst igennem med henblik på senere vellykket udtræden på arbejdsmarkedet.
Imidlertid er det ikke alle lige forundt at gå glat igennem denne ‘normalbiografi’. På trods af velfærdsstatens lighedspolitik og efterfølgende konkurrencestatens vækstpolitik og ræsonnementer om, at det kan ‘betale sig’ at få uddannet hele arbejdsstyrken, konkretiseret ved bl.a. globaliseringsstrategier, 95 pct. målsætninger, aktiveringspolitik og brug af evidensbaserede metoder, er der stadig ca. 20 pct. af en ungdomsårgang, som ikke opnår en kompetencegivende uddannelse, og som i forlængelse heraf har en svag eller usikker tilknytning til arbejdsmarkedet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2013).En såkaldt restgruppe, man har kendt til siden 1970’erne, og som ikke synes at kunne inkluderes, uanset hvad der forsøges.
Tidligere tænkte og talte man forholdsvist simpelt om denne gruppe. Man regnede med den som den gruppe af individer, der ikke var plads til på arbejdsmarkedet, og man indkalkulerede den følgelig som en del af bistandspolitikken. Samtidig tænkte og talte man forholdsvis simpelt – eller nogen vil måske sige klart – om skolens medvirken til at skabe denne restgruppe. Dvs. skolens sorterende funktion.
I dag er problemstillingen mere kompleks. Spørgsmålet er, hvordan og hvorledes samtidens sortering tager sig ud? Hvordan produceres restgruppen, og hvem knyttes til denne? Sådanne spørgsmål lader sig ikke entydigt besvare. Sortering og eksklusion af noget/nogen finder sted i skolen på mange, ofte ubemærkede og subtile måder.
På den ene side lægges forskellige slør over sorterings- og ulighedsproblematikken i skolen. De førnævnte politikker og pædagogiske metoder betyder, at man taler anderledes eller endog vildledende om sagen. At der ikke er plads til alle, bliver til diskussioner om, hvilken gulerod eller pisk der er mest effektiv i det, der i dag på en og samme tid er en beskæftigelses‑, social‑, integrations og uddannelsespolitik. At skolen sorterer gøres til diskussioner om frafald, uddannelsesparathed, inklusion, synlig læring, Big data osv. Kort sagt har man særdeles travlt med at komme op med løsninger på et problem, som man ikke for alvor forstår endsige forsøger at forstå beskaffenheden af. Det betyder, at mange af de løsninger, man tyer til, ikke løser problemet. Snarere – og på paradoksal vis – forstærker mange af løsningerne problemet, fordi de simpelthen bliver en iboende del af problemet.
På den anden side kompliceres ulighedsproblematikken af det forhold, at stadig større dele af middelklassen er i risiko for at synke ned i det, Guy Standing (2017) har kaldt prekariatet: En ‘farlig’ klasse bestående af bl.a. tidligere industriarbejdere, migrantarbejdere og højt uddannede akademikere uden et tilsvarende arbejdsmarked. Hvor man før kunne hævde, at skolens ulighedsproblematik kunne knyttes entydigt sammen med elevernes socioøkonomiske baggrund, eventuelt med køn, tager det sig anderledes ud i dag. Udsathed og ulighed er nu noget, alle kan rammes af, fordi det sociale sikkerhedsnet er blevet mere gennemhullet. Politiken referer bl.a. en nyere undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter (Vive), der viser, at halvdelen af børn og unge, der kategoriseres som udsatte, ikke kommer fra socioøkonomiske udfordrede familier (Jakobsen 2018). Dermed er skolen ikke bare en stige til social mobilitet, men et hjul, man nødvendigvis må træde rundt i, hvis man ønsker at undgå social deroute. Således kan samtidens unge ikke “learn to labor”, som unge på Paul Willis’ (1977) tid havde mulighed for. Dvs. sige fra over for skolen og i stedet blive ufaglært arbejder – ligesom deres fædre og/eller mødre typisk var det. På godt og ondt er der ingen i dag, som kan undsige sig skolen. Alle er nødsaget til at underlægge sig imperativet: “Uddannelse til alle” og dermed indgå i de identitetspolitiske og følelsesmæssige spil, der finder sted i skolen på godt og ondt.
Med dette nummer af DPT sættes fokus på den måde, ulighed og udsathed i dag skabes i et uddannelsessystem, hvor en del af sorteringen er rykket opad til udskolingen og ungdomsuddannelserne, og hvor den tilsløres af nye ‘velmenende’ politikker, pædagogikker og organiseringer i og af skolen. Endvidere beskrives unges reaktioner og handlinger i dette skolesystem i form af f.eks. ambivalenser, skærmning, udstilling, marginalisering, in- og eksklusion m.m.
Artiklerne i temanummeret afspejler den oven for omtalte kompleksitet og bidrager samlet set til at belyse denne gennem forskellige perspektiver og indfaldsvinkler. De første tre artikler af henholdsvis Jakob Ditlev Bøje, Dion Rüsselbæk Hansen og Christian Helms Jørgensen falder i en sektion, vi kalder overordnede perspektiver på skolens sorterings- og dannelsesfunktion. Jakob Ditlev Bøje kommer i sin artikel ind på det, der i dag synes at være skolens glemte sorteringsfunktion. Denne funktion er for længst erkendt, hvilket den kritiske uddannelsessociologi, reform- og erfaringspædagogikken og mange nyere forsknings- og udviklingsprojekter er tydelige tegn på. Alligevel synes der ikke at være draget de nødvendige konsekvenser af denne erkendelse, og i dag synes funktionen nærmest at være glemt eller fortrængt af en ny tale om og bestræbelser på at bekæmpe frafald og skabe inklusion for alle. Det fører til en række absurditeter i skolen, fordi sorteringen opretholdes, samtidig med at den forties, tabuiseres og glemmes. I næste artikel peger Dion Rüsselbæk Hansen på, hvordan der er en uddannelsessociologisk og –didaktisk tendens i samtiden til at gå neoliberalismens ærinde og dermed forstærke ulighedsproblematikken i skolen. Dette ved at man tilskriver visse elever bestemte identiteter og klassificerer dem på forskellige måder. Således antages det, at demokratisk (ud)dannelse ikke er for alle elever, men derimod kun er nogle elever forundt. Visse elever synes således bedre tjent med kun beskæftige med det, der forekommer at have en instrumentel nytteværdi, og som kan forøge hin enkeltes arbejdsduelighed. På den måde fastholdes og produceres ulighed i skolen. Den tredje artikel af Christian Helms Jørgensen sammenligner ungdomsuddannelserne i Danmark og Sverige og beskriver derigennem en modsætning mellem at sikre lighed i adgang til de videregående uddannelser (Sverige) og at sikre lighed ved at give alle unge mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse og få adgang til beskæftigelse (Danmark). Dette formuleres også som et uddannelsespolitisk dilemma mellem at sikre lighed i toppen af uddannelsessystemet (‘lige adgang til videregående uddannelser’) og lighed i bunden af uddannelsessystemet (‘uddannelse til alle’). Gennem sit historiske og komparative snit beskriver artiklen endvidere nogle af de mangfoldige, utilsigtede og modsatrettede effekter af politiske reformer i de to landes ungdomsuddannelsessystemer.
De to næste artikler af henholdsvis Rikke Brown og Pia Susanne Frederiksen trænger dybere ind i skolens praksisog beskriver, hvordan ulighed stadig skabes omkring de klassiske kategorier: klasse og køn. Dette sker dog på nye og subtile måder, hvor blandt andet en ny tendens til at organisere folkeskolens udskoling i valgfrie linjer ser ud til at have betydning for de unges måde at gøre klasse og dermed genskabe den ulighed, der findes uden for skolen. Således beskriver Rikke Brown i sin artikel, hvordan unge fra relativt velstillede familier på ‘magisk’ vis er i stand til at orientere sig mod og vælge den valgfrie linje, der er forbundet med højest symbolsk kapital (og karaktergennemsnit), nemlig den internationale linje. Omvendt orienterer unge fra svagere familier sig typisk mod Arts-linjen, der er forbundet med lavere symbolsk kapital (og karaktergennemsnit). På den måde medvirker begge grupper til en effektiv selv-sortering, der reproducerer uligheden uden for skolen. Pia Susanne Frederiksen supplerer klasseperspektivet med kønsperspektivet og tager afsæt i den såkaldte drengeproblematik, der har fået særlig bevågenhed i de senere år. Denne problematik handler kort fortalt om, at drenge generelt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end piger. De får lavere karakterer, er længere tid om at komme i gang med en videregående uddannelse, vurderes som vanskelige at undervise af lærerne osv. Artiklen peger på en væsentlig grund til dette, nemlig at ‘boys will be boys’. Mere præcist vil drenge, som trækker på stærke versioner af maskulin identitet, ofte forbinde populær maskulinitet med kropslige kompetencer frem for boglige, hvorfor de udvikler en læringshæmmende adfærd og en modstand mod skolens læringsdagsorden.
I den tredje og sidste sektion går artiklerne af henholdsvis Jens Christian Nielsen og Helle Rabøl Hansen samt Tekla Canger og Lise Aagaard Kaas tættere på de unges kultur, deres møder med ‘systemet’, individuelle livshistorier og marginaliseringsprocesser. Artiklerne påpeger, at der bagom fænomener såsom frafald, sortering og ulighed altid findes individuelle, komplekse og levede liv, som skolen også må forholde sig til. Her peger Tekla Canger og Lise Aagaard Kaas i deres artikel blandt andet på, at et blik på unges komplekse livshistorier kan bidrage til enforståelse af unges marginaliseringsprocesser i det almene skoletilbud. De viser, hvordan skolen, set fra de unges perspektiv, kan fremstå som utryg og farlig, og dermed også som marginaliserende. Med henvisning til den livshistoriske kompleksitet illustrerer de ligeledes, hvordan forskellige arenaer udgør forskellige rammer for unges oplevelser af mestring og inklusion, og hvordan disse arenaer er betinget af hinanden. Jens Christian Nielsen og Helle Rabøl Hansen diskuterer i deres artikel, hvordan dansk og international ungdomsforskning, samt egen forskning i sårbare unge, kan bidrage til at skabe viden om, hvordan krav til og betingelser for unges deltagelse i skole og uddannelse kan medvirke til at producere og reproducere sociale forskelle og udenforskab.
Jakob Ditlev Bøje, Dion Rüsselbæk Hansen og Tekla Canger
Referencer
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2013). Størstedelen af unge uden uddannelse har en svag hjemmebaggrund. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Jakobsen, D.R. (2018, 26. Februar). Halvdelen af forældrene til udsatte unge har både uddannelse og job. Politiken.
Standing, G. (2017). Prekariatet. København: Informations Forlag.
Willis, P. (1977). Learning to labour. How Working Class Kids Get Working Class Jobs. New York: Columbia University Press.
