2018 #3

Tema: Pæda­go­gisk fantasi

Pæda­go­gisk fantasi kan betragtes som evnen og viljen til at fore­stille sig at gøre tingene ander­le­des, at tænke uden om sæd­van­lige og domi­ne­rende pæda­go­gi­ske prak­sis­for­mer; en nægtelse af det aktuelle som uund­gå­e­lig nød­ven­dig­hed og skæbne, og en protest mod resig­ne­rende under­ka­stelse, som hævder at der ’ikke er noget at gøre’. I den forstand handler pæda­go­gisk fantasi om at fore­stille sig det usæd­van­lige og kaste sig ud i alter­na­ti­ver til det bestående.

  • Marianne Brodersen, Christian Sandbjerg Hansen & Søren Langager
    Redak­tio­nel indledning
  • Sune Jon Hansen & Josefine Weng
    Pæda­go­gisk fantasi og markedet – om utopier til salg og gen­ken­de­lige revolutioner
  • Christian Sandbjerg Hansen
    Fantasi om kol­lek­tive børne- og ung­doms­mil­jøer. En montage
  • Søren Langager
    Mod på mere. Akademiet for Utæmmet Kre­a­ti­vi­tet (AFUK). En beretning
  • Lene Gutzon Münster
    Kunsten at skabe rum for det æstetiske i pæda­go­gisk praksis
  • Kirsten Hyldgaard
    For en fan­ta­si­løs tænkning og en mulig nihi­li­stisk pædagogik

Pæda­go­gik­kens glemmebog

  • Intro­duk­tion til Pæda­go­gik­kens glemmebog
  • Søren Langager
    Til forsvar for ghettoen eller hvor tæt et samfund? – intro­duk­tion til Nils Christie og glemmebogen
  • Nils Christie
    Bortenfor anstalt og ensomhet – om landsbyer for used­van­lige mennesker (uddrag)

Artikler

  • Preben Buchholt, Henning Jørgensen, Mads Peter Klindt, Morten Lassen og Villy Hovard Pedersen
    Mere uddan­nelse til dem, der fik mindst
    Bliver kom­pe­ten­ce­ud­vik­lin­gen af de kortud­dan­nede styrket med Tre­part­s­af­tale om styrket og mere fleksibel voksen‑, efter- og vide­reud­dan­nelse (2018‑2021)?
  • Niels Jakob Pasgaard & Uffe Lyngdal
    Tings-ori­en­te­ret undervisning
  • Steen Nepper Larsen
    En replik til artiklen “Tings-ori­en­te­ret undervisning”

Redak­tio­nel indledning

Tema: Pæda­go­gisk fantasi

Pæda­go­gisk fantasi kan betragtes som evnen og viljen til at fore­stille sig at gøre tingene ander­le­des, at tænke uden om sæd­van­lige og domi­ne­rende pæda­go­gi­ske prak­sis­for­mer; en nægtelse af det aktuelle som uund­gå­e­lig nød­ven­dig­hed og skæbne, og en protest mod resig­ne­rende under­ka­stelse, som hævder at der ’ikke er noget at gøre’. I den forstand handler pæda­go­gisk fantasi om at fore­stille sig det usæd­van­lige og kaste sig ud i alter­na­ti­ver til det bestående.

Som kilde til reflek­sion over fænomenet pæda­go­gisk fantasi kan man søge inspira­tion i den ame­ri­kan­ske sociolog C. Wright Mills’ bog Den socio­lo­gi­ske fantasi fra 1959. For Mills var socio­lo­gisk fantasi evnen til at forstå ”den større histo­ri­ske scene i lyset af, hvad den betyder for for­skel­lige indi­vi­ders indre liv og ydre livs­for­løb”; det var evnen til per­spek­tivskifte mellem det mest uper­son­lige og det mest intime, til at se for­bin­del­sen mellem disse to planer, og behovet for at ”kende indi­vi­dets sociale og histo­ri­ske betydning i det samfund og den periode, hvor ved­kom­men­des kvalitet og eksistens kommer til udfol­delse” (s. 19). Pæda­go­gisk fantasi er her erken­del­sen af en analytisk for­bin­delse mellem den pæda­go­gi­ske praksis, den indi­vi­du­elle biografi og den sam­funds­mæs­sige historie, dvs. en for­stå­else af hvordan pæda­go­gisk praksis er sam­funds­mæs­sigt indlejret og hvordan samfundet er indlejret i pæda­go­gi­ske forhold, for hermed at kunne tænke og gøre noget andet.

I en historisk optik kan pæda­go­gisk fantasi betragtes som en slags ’kraft’, der har tilført det pæda­go­gi­ske en form for legi­ti­mi­tet og bidraget til, at pæda­go­gisk tænkning har kunnet spille en rolle som samfunds-refor­­ma­tor. Pæda­go­gisk fantasi har således fungeret som visioner, der har været med til at forme, ikke blot konkrete pæda­go­gi­ske prak­sis­ser, men også ideer om barnet og om samfundet, der har haft videre udbre­delse. Eksem­pel­vis har ’lil­­leskole-pædagogik’ fungeret som en ’fan­ta­stisk’ måde at involvere og aktivere elever på, og har fungeret som inspira­tor for 1960’ernes og 1970’ernes sko­le­tænk­ning, hvor elev­cen­tre­ret under­vis­ning og kreative og invol­ve­rende metoder i det hele taget skulle skabe lyst- og menings­fyldte pæda­go­gi­ske processer i skolen. Som barn af reform­pæ­da­go­gi­ske bevæ­gel­ser i samfundet er ’den pæda­go­gi­ske fantasi’ således også knyttet til bestræ­bel­ser på at forme sam­funds­bor­ge­ren på nye måder. Heri ligger også utopien om det pæda­go­gi­skes ’fan­ta­sti­ske’ poten­ti­ale som sam­funds­re­for­ma­tor. Betragtet således er ’pæda­go­gisk fantasi’ at forstå som en del af ’det modernes’ projekt: Via bedre metoder, der knytter sig op på barnets skabende kraft, humanitet og livs­ver­­dens-per­spek­ti­ver, kan samfundet forbedres. Set på denne måde bliver pæda­go­gisk fantasi et vindue, hvori­gen­nem det er muligt at betragte bryd­nin­ger og besæt­tel­ser af det pæda­go­gi­ske over tid.

Hermed bliver det tydeligt, at pæda­go­gisk fantasi er forbundet med bestræ­bel­ser, der tager sigte på at omforme både individer og samfund gennem nye pæda­go­gi­ske former og insti­tu­tio­ner. Pæda­go­gisk fantasi har derfor også et kritisk ærinde, der gennem evnen til at fore­stille sig det ander­le­des sætter spørgs­måls­tegn ved og udfordrer det bestående, hvad enten dette er kate­go­ri­ale eller sociale domi­nans­for­mer og hie­rar­kier. Man kan sige, at mens dekon­struk­tio­nen kri­ti­se­rer gennem åben­ba­rin­gen af det umid­del­bart naturlige – det ’sæd­van­li­ges’ – kon­tin­gens, kri­ti­se­rer den pæda­go­gi­ske fantasi gennem fore­stil­lin­gen om, eller prak­ti­se­rin­gen af, det mulige alternativ.

Dette tema­num­mer af Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift er sat sammen af fem tekster, der belyser pæda­go­gisk fantasi dels via konkrete nedslag i aktuelle og histo­ri­ske bestræ­bel­ser på at sætte nye retninger for pæda­go­gisk virk­som­hed, dels via ana­ly­ti­ske reflek­sio­ner over sådanne pro­jek­ters karakter, til­bli­vel­ses­be­tin­gel­ser og potentialer.

Temaet indledes med Sune Jon Hansen og Josefine Wengs artikel Pæda­go­gisk fantasi og markedet – om utopier til salg og gen­ken­de­lige revo­lu­tio­ner, der med udgangs­punkt i pæda­go­gi­ske fantasier, der historisk har ken­de­teg­net lil­lesko­lerne, belyser rela­tio­nen mellem nye pæda­go­gik­for­mer og et marked, der efter­spør­ger sådanne. Med udgangs­punkt i historisk materiale fra lil­lesko­lear­ki­vetog fra en nystartet skole, ana­ly­se­res det, hvordan en gruppe skoler, som i vær­di­grund­lag har ori­en­te­ret sig imod at repræ­sen­tere et alter­na­tiv til en tra­di­tio­nel måde at drive skole på, formes af det samfund, de har til hensigt at forandre. Artiklen bidrager således til en ’affor­tryl­lelse’ af lil­lesko­len, idet den peger på hvordan dens pro­g­res­sive pædagogik ind­op­ta­ges eller erobres af en kapi­ta­li­stisk ånd.

Med inspira­tion fra Walter Benjamins mon­ta­ge­stil gen­be­sø­ger Christian Sandbjerg Hansen herefter historien om de kol­lek­tive børne- og ung­doms­mil­jøer, som i slut­nin­gen af 1960erne og starten af 1970erne opstod som alter­na­ti­ver til anbrin­gelse af børn og unges i fami­liepleje og på døg­nin­sti­tu­tion. I montagen belyses ”mil­jø­er­nes” pæda­go­gi­ske fantasi om et afin­sti­tu­tio­na­li­se­ret, afkli­en­ti­se­ret arbejds- og leve­fæl­les­skab, som ikke bare kunne skabe et menings­fuldt liv for beboerne, men også bidrage til en omform­ning af samfundet i større målestok.

Montagen sam­men­styk­ker tekstklip, der følger vejen fra etab­le­rin­gen af kol­lek­ti­ver som revo­lu­tio­ne­rende ’fantasier’ i 1970erne, over 1980’ernes bryd­nings­tid, hvor kol­lek­ti­vet blev til en statsa­n­er­kendt anbrin­gel­ses­form og via 1990’erne frem til i dag, hvor mar­kedsprin­cip­per går hånd i hånd med ide­a­li­se­rin­ger af fami­lieplejen, og hvor såkaldt objektive kriterier skal sikre kunderne mulig­he­der for at træffe bedst mulige valg.

Den følgende artikel Mod på mere – Akademiet for Utæmmet Kre­a­ti­vi­tet (AFUK)er også holdt i en utra­di­tio­nel genre, beret­nin­gen. Søren Langager har i flere perioder været forsk­nings­ak­tiv i det musisk-kreative miljø AFUK, hvor dag­lig­da­gen er præget af en række fan­ta­si­fulde og spek­taku­lære ’over­ra­skel­ser’ ud fra erfaring om, at mange af stedets sårbare og udsatte unge møder ufor­ud­sete for­an­drin­ger med modstand, angst, råd­vild­hed og pas­si­vi­tet. Beret­nin­gen søger at indfange miljøets puls og hvorfor det lykkes med at give mange af de unge ”mod på mere”. I beret­nin­gen indgår over­vej­el­ser over, hvordan det er lykkedes et pæda­go­gisk miljø som AFUK at holde den kreative energi og opfindsom­hed intakt i mere end tredive år.

Lene Gutzon Müller er også inde omkring det musisk-kreative i artiklen Kunsten at skabe rum for det æstetiske i pæda­go­gisk praksis, men i bør­ne­højde og med fokus på det æstetiske som kom­mu­ni­ka­tivt rum. Et rum hvor børn gennem æstetiske praksis træder frem for hinanden som unikke personer med for­skel­lige hand­lin­ger, per­spek­ti­ver og udtryk. Gennem egne forsk­nings­pro­jek­ter illu­stre­res med eksempler børns æstetiske praksis, men ærindet er i høj grad teoretisk ved at undersøge æstetik i et ”hannah arendtsk” per­spek­tiv. Andre teo­re­ti­ske per­spek­ti­ver inddrages, og det over­ord­nede ana­ly­ti­ske fokus er et kritisk blik på den frem­her­skende pæda­go­gi­ske æste­tik­til­gang, der først og fremmest forstår æstetik som en pro­duk­t­o­ri­en­te­ret arbejdsproces.

Hvor de fire fore­gå­ende tekster har betragtet pæda­go­gisk fantasi som et kritisk alter­na­tiv til de bestående opdra­­gel­­ses- og uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner, vender Kirsten Hyldgaard forholdet på hovedet i temaets afslut­tende artikel med titlen For en fan­ta­si­løs tænkning og en mulig nihi­li­stisk pædagogik. Med udgangs­punkt i Lacan og Heidegger argu­men­te­rer Hyldgaard for, at ”fantasi også kan betragtes som en hindring for at tænke nyt, ja, som en beskyt­telse mod at skulle tænke over­ho­ve­det”. Hermed udgør artiklen et korrektiv til ideen om, at fantasi, herunder pæda­go­gisk fantasi, nød­ven­dig­vis skal dis­ku­te­res med reference til begreber som ’frihed’, ’det ’ander­le­des’, ’det nye’, ’det alter­na­tive’ og ’det kritiske’.

Samlet belyser tema­num­me­ret pæda­go­gisk fantasi som et konkret, empirisk iagt­ta­ge­ligt fænomen, der netop i kraft af at repræ­sen­tere det ’alter­na­tive’ synes at udgøre en slags social energi – eller magi – i pæda­go­gisk virk­som­hed. Flere af teksterne viser, hvordan pæda­go­gi­ske fantasier har karakter af en idealisme, der bevirker at pæda­go­gi­ske aktører får noget (nyt) til at tage form. Men også, hvordan sådanne fantasier efter­stræ­bes af fremmede inter­es­ser og kommer til at indgå i vel­færds­stats­lige bestræ­bel­ser på at moder­ni­sere pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner. Pæda­go­gi­ske fantasier træder således her frem som nogen, der er i fare for at blive ofre for en instru­men­ta­li­se­ring og indsnæv­ret nyt­te­tænk­ning – men også som ’over­le­vere’, der fortsat udgør et brændstof i pæda­go­gik­ken. Sådanne for­stå­el­ser af pæda­go­gi­ske fantasier for­styr­res dog i den afslut­tende artikels analyse, hvis kon­se­kvens foreslås at være en ’nihi­li­stisk pædagogik’.

Marianne Brodersen, Christian Sandbjerg Hansen og Søren Langager