Redaktionel indledning

TEMA: Pædagogisk fantasi

Pædagogisk fantasi kan betragtes som evnen og viljen til at forestille sig at gøre tingene anderledes, at tænke uden om sædvanlige og dominerende pædagogiske praksisformer; en nægtelse af det aktuelle som uundgåelig nødvendighed og skæbne, og en protest mod resignerende underkastelse, som hævder at der ’ikke er noget at gøre’. I den forstand handler pædagogisk fantasi om at forestille sig det usædvanlige og kaste sig ud i alternativer til det bestående.

Som kilde til refleksion over fænomenet pædagogisk fantasi kan man søge inspiration i den amerikanske sociolog C. Wright Mills’ bog Den sociologiske fantasifra 1959. For Mills var sociologisk fantasi evnen til at forstå ”den større historiske scene i lyset af, hvad den betyder for forskellige individers indre liv og ydre livsforløb”; det var evnen til perspektivskifte mellem det mest upersonlige og det mest intime, til at se forbindelsen mellem disse to planer, og behovet for at ”kende individets sociale og historiske betydning i det samfund og den periode, hvor vedkommendes kvalitet og eksistens kommer til udfoldelse” (s. 19). Pædagogisk fantasi er her erkendelsen af en analytisk forbindelse mellem den pædagogiske praksis, den individuelle biografi og den samfundsmæssige historie, dvs. en forståelse af hvordan pædagogisk praksis er samfundsmæssigt indlejret og hvordan samfundet er indlejret i pædagogiske forhold, for hermed at kunne tænke og gøre noget andet.

I en historisk optik kan pædagogisk fantasi betragtes som en slags ’kraft’, der har tilført det pædagogiske en form for legitimitet og bidraget til, at pædagogisk tænkning har kunnet spille en rolle som samfunds-reformator. Pædagogisk fantasi har således fungeret som visioner, der har været med til at forme, ikke blot konkrete pædagogiske praksisser, men også ideer om barnet og om samfundet, der har haft videre udbredelse. Eksempelvis har ’lilleskole-pædagogik’ fungeret som en ’fantastisk’ måde at involvere og aktivere elever på, og har fungeret som inspirator for 1960’ernes og 1970’ernes skoletænkning, hvor elevcentreret undervisning og kreative og involverende metoder i det hele taget skulle skabe lyst- og meningsfyldte pædagogiske processer i skolen. Som barn af reformpædagogiske bevægelser i samfundet er ’den pædagogiske fantasi’ således også knyttet til bestræbelser på at forme samfundsborgeren på nye måder. Heri ligger også utopien om det pædagogiskes ’fantastiske’ potentiale som samfundsreformator. Betragtet således er ’pædagogisk fantasi’ at forstå som en del af ’det modernes’ projekt: Via bedre metoder, der knytter sig op på barnets skabende kraft, humanitet og livsverdens-perspektiver, kan samfundet forbedres. Set på denne måde bliver pædagogisk fantasi et vindue, hvorigennem det er muligt at betragte brydninger og besættelser af det pædagogiske over tid.

Hermed bliver det tydeligt, at pædagogisk fantasi er forbundet med bestræbelser, der tager sigte på at omforme både individer og samfund gennem nye pædagogiske former og institutioner. Pædagogisk fantasi har derfor også et kritisk ærinde, der gennem evnen til at forestille sig det anderledes sætter spørgsmålstegn ved og udfordrer det bestående, hvad enten dette er kategoriale eller sociale dominansformer og hierarkier. Man kan sige, at mens dekonstruktionen kritiserer gennem åbenbaringen af det umiddelbart naturlige – det ’sædvanliges’ – kontingens, kritiserer den pædagogiske fantasi gennem forestillingen om, eller praktiseringen af, det mulige alternativ.

Dette temanummer af Dansk pædagogisk Tidsskrift er sat sammen af fem tekster, der belyser pædagogisk fantasi dels via konkrete nedslag i aktuelle og historiske bestræbelser på at sætte nye retninger for pædagogisk virksomhed, dels via analytiske refleksioner over sådanne projekters karakter, tilblivelsesbetingelser og potentialer.

Temaet indledes med Sune Jon Hansen og Josefine Wengs artikel Pædagogisk fantasi og markedet – om utopier til salg og genkendelige revolutioner, der med udgangspunkt i pædagogiske fantasier, der historisk har kendetegnet lilleskolerne, belyser relationen mellem nye pædagogikformer og et marked, der efterspørger sådanne. Med udgangspunkt i historisk materiale fra lilleskolearkivetog fra en nystartet skole, analyseres det, hvordan en gruppe skoler, som i værdigrundlag har orienteret sig imod at repræsentere et alternativ til en traditionel måde at drive skole på, formes af det samfund, de har til hensigt at forandre. Artiklen bidrager således til en ’affortryllelse’ af lilleskolen, idet den peger på hvordan dens progressive pædagogik indoptages eller erobres af en kapitalistisk ånd.

Med inspiration fra Walter Benjamins montagestil genbesøger Christian Sandbjerg Hansen herefter historien om de kollektive børne- og ungdomsmiljøer, som i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne opstod som alternativer til anbringelse af børn og unges i familiepleje og på døgninstitution. I montagen belyses ”miljøernes” pædagogiske fantasi om et afinstitutionaliseret, afklientiseret arbejds- og levefællesskab, som ikke bare kunne skabe et meningsfuldt liv for beboerne, men også bidrage til en omformning af samfundet i større målestok.

Montagen sammenstykker tekstklip, der følger vejen fra etableringen af kollektiver som revolutionerende ’fantasier’ i 1970erne, over 1980’ernes brydningstid, hvor kollektivet blev til en statsanerkendt anbringelsesform og via 1990’erne frem til i dag, hvor markedsprincipper går hånd i hånd med idealiseringer af familieplejen, og hvor såkaldt objektive kriterier skal sikre kunderne muligheder for at træffe bedst mulige valg.

Den følgende artikel Mod på mere – Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK)er også holdt i en utraditionel genre, beretningen. Søren Langager har i flere perioder været forskningsaktiv i det musisk-kreative miljø AFUK, hvor dagligdagen er præget af en række fantasifulde og spektakulære ’overraskelser’ ud fra erfaring om, at mange af stedets sårbare og udsatte unge møder uforudsete forandringer med modstand, angst, rådvildhed og passivitet. Beretningen søger at indfange miljøets puls og hvorfor det lykkes med at give mange af de unge ”mod på mere”. I beretningen indgår overvejelser over, hvordan det er lykkedes et pædagogisk miljø som AFUK at holde den kreative energi og opfindsomhed intakt i mere end tredive år.

Lene Gutzon Müller er også inde omkring det musisk-kreative i artiklen Kunsten at skabe rum for det æstetiske i pædagogisk praksis, men i børnehøjde og med fokus på det æstetiske som kommunikativt rum. Et rum hvor børn gennem æstetiske praksis træder frem for hinanden som unikke personer med forskellige handlinger, perspektiver og udtryk. Gennem egne forskningsprojekter illustreres med eksempler børns æstetiske praksis, men ærindet er i høj grad teoretisk ved at undersøge æstetik i et ”hannah arendtsk” perspektiv. Andre teoretiske perspektiver inddrages, og det overordnede analytiske fokus er et kritisk blik på den fremherskende pædagogiske æstetiktilgang, der først og fremmest forstår æstetik som en produktorienteret arbejdsproces.

Hvor de fire foregående tekster har betragtet pædagogisk fantasi som et kritisk alternativ til de bestående opdragelses- og uddannelsesinstitutioner, vender Kirsten Hyldgaard forholdet på hovedet i temaets afsluttende artikel med titlen For en fantasiløs tænkning og en mulig nihilistisk pædagogik. Med udgangspunkt i Lacan og Heidegger argumenterer Hyldgaard for, at ”fantasi også kan betragtes som en hindring for at tænke nyt, ja, som en beskyttelse mod at skulle tænke overhovedet”. Hermed udgør artiklen et korrektiv til ideen om, at fantasi, herunder pædagogisk fantasi, nødvendigvis skal diskuteres med reference til begreber som ’frihed’, ’det ’anderledes’, ’det nye’, ’det alternative’ og ’det kritiske’.

Samlet belyser temanummeret pædagogisk fantasi som et konkret, empirisk iagttageligt fænomen, der netop i kraft af at repræsentere det ’alternative’ synes at udgøre en slags social energi – eller magi – i pædagogisk virksomhed. Flere af teksterne viser, hvordan pædagogiske fantasier har karakter af en idealisme, der bevirker at pædagogiske aktører får noget (nyt) til at tage form. Men også, hvordan sådanne fantasier efterstræbes af fremmede interesser og kommer til at indgå i velfærdsstatslige bestræbelser på at modernisere pædagogiske institutioner. Pædagogiske fantasier træder således her frem som nogen, der er i fare for at blive ofre for en instrumentalisering og indsnævret nyttetænkning – men også som ’overlevere’, der fortsat udgør et brændstof i pædagogikken. Sådanne forståelser af pædagogiske fantasier forstyrres dog i den afsluttende artikels analyse, hvis konsekvens foreslås at være en ’nihilistisk pædagogik’.

Marianne Brodersen, Christian Sandbjerg Hansen og Søren Langager