Redaktionel indledning

Tag dømmekraften tilbage – men tilbage til hvad?

Dømmekraften er traditionelt blevet opfattet som en af de vigtigste kvalifikationer hos de professionelle. Endvidere er organiseringen af bestemte erhverv som professionelt arbejde ofte blevet begrundet med henvisning til den professionelle dømmekraft: For at kunne udøve disse erhverv (f.eks. medicin, jura, pædagogisk arbejde m.m.) er det nødvendigt med en veludviklet dømmekraft, hvormed den professionelle kan oversætte abstrakt viden og generelle principper og tilpasse den til konkrete mennesker, problemer og situationer (Grimen og Molander, 2008). Der findes alternativer til denne type organisering af arbejdet, f.eks. patronage, industriel produktion, moderne management og også det, den britiske professionsforsker, Terence Johnson (1972), kaldte ”mediation”, dvs. en mere demokratisk måde at forvalte arbejdet og forholdet mellem den professionelle og hans eller hendes klient. Historisk har disse organiseringer af arbejdet dog ikke været foretrukket til lige præcis denne type ”menneskearbejde” (Hjort, 2012); enten er de usensitive over for klienten, eller også formår de ikke at varetage ”klientens bedste”, sådan som kun den professionelle på baggrund af uddannelse, viden og træning kan gøre det.

Igennem en del år er denne stærke tiltro til dømmekraften og mere generelt den professionelle organisering af arbejdet blevet udfordret fra flere sider. Modernisering, New Public Management og evaluerings- og kontrolsystemer udtrykker en generel mistillid til de professionelle og deres dømmekraft. Samtidig er spørgsmålet, hvad de senere års bestræbelser på at evidensbasere velfærdsarbejdet kan betyde for dømmekraften og professionalismen? På den ene side kan man argumentere for, at evidensbaseringen styrker dømmekraften, professionalismen og i sidste ende professionerne, fordi man får et mere sikkert grundlag at udøve sin praksis på. På den anden side kan man forestille sig, at evidensbaseringen ophæver eller unødvendiggør dele af det professionelle skøn, hvilket kunne være et argument for at organisere arbejdet på nye og mere ’effektive’ måder. Det springende punkt er, hvem der kontrollerer den viden, arbejdet udøves ved hjælp af, og hvad denne kontrol bruges til (Grimen, 2009).

Mistilliden til professionerne kan være berettiget, for professionelle er ikke altid Guds bedste børn. Ud over at være drevet af altruistiske motiver har de også (ligesom de fleste andre) strategiske interesser, er magtsøgende, stræber efter at opretholde de institutioner, de er en del af, indlader sig på kampe med hinanden og udenforstående om særligt gode (velbetalte) lunser af det samfundsmæssige arbejde osv. Alt dette er velbeskrevet i den kritiske del af professionssociologien (f.eks. hos Abbott, 1988). Imidlertid kan man diskutere, om mistilliden til professionerne er på vej til at medføre en reel deprofessionalisering af arbejdet? Endvidere hvad konsekvenserne af en sådan deprofessionalisering i givet fald kan være?

Inden for det sociale område er sådanne tendenser tydelige. Politisk meldes ud, at socialt arbejde og socialpædagogiske indsatser skal være målbare og med dokumenteret effekt og derfor må bygge på evidensbaserede koncepter. Her er udøvelsen af personlig dømmekraft og i situationen anderledes handlinger, end konceptmanualen foreskriver, potentielle fejlkilder i forhold til at opnå fuld effekt og højest mulige afkast af de investerede ressourcer.

Tages skolen og lærerne som et andet eksempel, kan de seneste reformer, arbejdstidslove og pædagogiske koncepter (bl.a. synlig læring, læringscentreret ledelse og læringsmålsstyret undervisning) tyde på, at en vis deprofessionalisering eller i hvert fald knægtelse har indfundet sig. Lov 409, som endnu ikke er erstattet af et reelt forlig, giver lederne den fulde beslutningskompetence om lærernes arbejdstid, herunder forberedelsestid, opgaveretning, tilstedeværelsespligt m.m. Som konsekvens heraf har en del lærere forladt deres profession. Andre søger over i de private skoler i håb om bedre vilkår. Endelig føler mange af de tilovers blivende sig godt og grundigt kørt over (se f.eks. Gulløv, 2015).

Spørgsmålet er, om det er det, vi ønsker som samfund? Ønskes der ikke længere en professionel organisering af arbejdet med plads til dømmekraftsudøvelse relateret til elevernes, børnenes eller klienternes bedste? Ønskes der effektivisering og standardisering med risikoen for, at velfærdsarbejdet bliver industriel produktion – eller noget, der ligner? Hvordan kan man evt. vende udviklingen og tage dømmekraften tilbage? Historien har det med at gå fremad, selvom den ind imellem også går i ring, og det betyder, at man næppe kan tage dømmekraften tilbage til de professionelle i klassisk forstand. Kunne andre og mere demokratisk baserede organiseringer af arbejdet udvikles – hvor der stadig var plads til og efterspørgsel på den professionelle dømmekraft?

Disse og lignende spørgsmål behandles i dette nummer af DpT. I alt seks artikler analyserer og diskuterer de epistemologiske, sociologiske og demokratiske rammer, hvorunder skønsudøvelse finder sted, uddannelsernes betydning for udvikling af dømmekraft, undervisningseksperimenter som alternativ til koncepter og endelig modenhed som indikator på dømmekraft.

I den første artikel Har den evidensbaserede videnskab taget magten over den professionelle dømmekraft?diskuterer Thomas Engsig, om videnskaben har taget magten over den professionelle dømmekraft. Med ”videnskaben” menes mere præcist den evidensbaserede og pædagogiske af slagsen, repræsenteret ved bl.a. John Hattie og David Mitchell. Gennem en beskrivelse af bevægelser i det pædagogiske videnshierarki viser Engsig, hvordan den evidensbaserede pædagogiske videnskab, med støtte fra policyniveauet, potentielt udgrænser andre former for viden i det pædagogiske felt, bl.a. praktikernes kropslige erfaringer. Engsig argumenterer for en revitalisering og reformulering af dømmekraftsbegrebet baseret på Hannah Ahrendt, hvor ud fra dømmekraft må forstås som en ”dialog med mange”.

I den næste artikel Effektfuld pædagogisk praksis. ”Fremtidens dagtilbud” som casegår Annegrethe Ahrenkiel, Lars Holm og Fina Lewenhaupt Vilholm tæt på projektet ”Fremtidens Dagtilbud”. Med dette projekt som case analyserer og diskuterer de nye typer af effektforskning, som begynder at trænge ind i den pædagogiske praksis og dér spille en rolle for skønsudøvelsen. Deres analyse peger på, at effektstudier som Fremtidens Dagtilbud kan lede den pædagogiske dømmekraft i retning af projektets im- og eksplicitte værdier, bl.a. at der skal måles det, der kan måles (fx matematiske kompetencer), frem for det, der bør måles (fx matematisk problemløsning). Med andre ord synes projektets mål om at skabe ”sikker og generaliserbar viden” at overskygge andre og mere normativt funderede aspekter af den pædagogiske dømmekraft.

Den tredje artikel Hvem kan definere brugerens behov? Pædagogiske koder i vejledningssamtaler med sygeplejestuderende og afledte betydninger for professionelle skøn og brugerinddragelseaf Janne Bryde Laugesen fokuserer på sygeplejerskeuddannelsen og dens betydning for udvikling af dømmekraft blandt de studerende, herunder evner til brugerinddragelse. Laugesen spørger, i hvilket omfang og hvordan uddannelsen ruster de studerende til at udøve dømmekraft i overensstemmelse med nye politiske målsætninger om bedre brugerinddragelse. På baggrund af analyser af vejledningssamtaler mellem sygeplejestuderende og kliniske vejledere konkluderes det, at uddannelsen, sådan som den her er undersøgt, prioriterer biomedicinsk behandlerviden samt et praktisk mål- og handlingsrationale over mere humanistiske former for viden, afprøvende og patientinddragende tilgange. Det kan i sidste ende betyde, at uddannelsen faktiskikke lærer de studerende at udvikle dømmekraft. I hvert fald ikke på en patientinddragende måde.

Næste artikel Dømmekraft i læreruddannelse: Et spørgsmål om personlig-professionel tilblivelse?af Kari Kragh Blume Dahl fortsætter i samme spor, men med fokus på læreruddannelsen. Dahl interesserer sig især for livshistorie og den personlige side af professionalismen. I artiklen analyseres interview med lærerstuderende samt færdiguddannede lærere. Gennem deres narrativer gives indblik i de personligt-professionelle refleksioner, som har fundet sted i løbet af uddannelsen, og som synes at have medvirket til at forbinde undervisningens teori med pædagogiske valg i praksis. Artiklen sluttes af med en opfordring om at etablere læringsrum i læreruddannelse, som i højere grad end i dag sigter mod at inddrage de studerendes kritiske refleksioner over dem selv i relation til professionen.

I den følgende artikel Dømmekraft i læreruddannelse: Et spørgsmål om personlig-professionel tilblivelse?diskuterer Dorrit Sørensen hvordan undervisningseksperimenter kan være udgangspunkt for udviklingen af professionel dømmekraft. Hun tager afsæt i en række udviklingsprojekter blandt lærere på erhvervsskoler, som hun har været ansvarlig for og siden udforsket. Her viser hun hvordan lærere oplever, at disse kan være et frugtbart og professionsudviklende alternativ til den standardiserede konceptpædagogik som udrulles fra centralt hold.

Den afsluttende artikel En ekstra dimension til dømmekraften vender på flere måder perspektiverne fra de øvrige artikler om. I stedet for at stille spørgsmålet om hvordan dømmekraften kan udvikles, spørger Martin Petersen, hvad det overhovedet er for en dømmekraft, der er tale om. Det gør han med afsæt den kognitive psykologi. Ud fra denne foreslår han at skelne mellem en vandret dimension og en højdedimension i dømmekraften. Artiklen beskæftiger sig særligt med ”niveauerne” i højdedimensionen. Hermed ønsker han at pege på, at vurdering af professionel dømmekraft ikke alene er et spørgsmål om mere eller mindre; men også om hvilke forhold i opgaverne den professionelle dømmekraft adresserer.

Jacob Ditlev Bøje & Tomas Ellegaard

Referencer

Abbott, A. (1988). The System of Professions. Chicago: The University of Chicago Press.

Grimen, H. (2009). Debatten om evidensbasering. I: H. Grimen og L. I. Terum: Evidensbasert profesjonsutøvelse. Oslo: Abstrakt Forlag.

Grimen, H. og Molander, A. (2008). Profesjon og skjønn. I: A. Molander og L. I. Terum: Profesjonsstudier. Oslo: Universitetsforlaget.

Gulløv, J. M. (2015). Dømmekraft i praksis. Et antropologisk studie af professionelle på en skole. Ph.d.-afhandling ved Roskilde Universitet.

Hjort, K. (2012). Det affektive Arbejde. København: Samfundslitteratur.

Johnson, T. (1972). Professions and Power. London: Macmillan.