Redaktionel indledning

Tema
Pædagogikken og pengene

De senere år er det blevet mere og mere almindeligt, at forskellige private aktører og fonde stiller midler til rådighed for pædagogiske udviklingsprojekter og pædagogisk forskning, lige som firmaer udviser interesser i at udvikle pædagogiske koncepter og programmer, som kommuner eller andre offentlige institutioner kan købe. Trygfonden, Egmontfonden, Veluxfonden og A.P. Møller-fonden er fx alle fonde, der har sociale og politiske ambitioner om udvikling af samarbejder og vidensudveksling mellem forskere og aktører i praksis; det være sig udvikling af integrerede forsknings- og udviklingsprojekter inden for det sociale område, miljø- og ældreområdet eller det pædagogiske område, herunder folkeskolen og det pædagogiske arbejde med børn og unge. Samtidig udbydes offentlige udviklingsmidler, herunder satspuljemidler, i stigende grad under politisk definerede overskrifter i forbindelse med forandringstiltag, der målrettes opsøgende arbejde, særlige grupper eller særlige aspekter af pædagogikken og ofte med afsæt i (antagelser om) eksisterende ineffektivitet.

Der er således opstået et marked for at udarbejde løsninger til at erstatte eksisterende praksisformer, der siges at have demonstreret, at de ikke virkede – eller måske blot ikke kunne dokumentere deres virkning inden for de opstillede parametre. Om disse udviklinger er det ofte blevet fremført, at såvel den langsigtede almene pædagogiske udvikling ’i det offentligesinteresse’ som den langsigtede fagligt orienterede forskningsstrategi, der tør satse påuøkonomiske uprøvede og udfordrende ideer, negligeres.

Ligeledes styres forskningen i stigende grad efter økonomiske maksimeringsprincipper, konkurrenceprincipper og et resultatafhængigt bevillingssystem. Der er i stigende grad krav om, at fastansatte forskere på vore universiteter søger og hjemtager konkurrenceudsatte midler, forskningsreserven eller andre eksterne forskningsfinansieringer. Det heri indbyggede disciplineringsinstrument, når armslængdeprincippet udhules, er ofte blevet kritiseret. Desuden medfører universiteternes stadigt formindskede basisbevillinger, at forskningstid i stigende grad anvendes på forskningsansøgninger til fonde, hvor sagsbehandlingen – i lighed med tilskud fra kommune og stat – er blevet mere formalistisk. Også her er udviklingen tveægget: det skærper måske forskningen at vide i hvilken retning, den skal udvikles, men topstyring og formalisering risikerer at lukke for forskningens serendipitet; hvor det usøgte findes, og der åbnes for nye og anderledes erkendelser.

Selvom ’det offentliges interesse’ hverken er en ensartet neutral eller apolitisk størrelse, er det interessant på flere måder at drøfte, hvilken betydning pædagogikkens nye pengeflow har for pædagogikkens og den pædagogiske forsknings dynamikker og udviklingsmuligheder. Det er i udgangspunktet vigtigt at overveje hvorvidt og på hvilke måder, der evt. er hold i de ofte fremførte kritikker af denne udvikling; kritikker der bl.a. har været fremført i Dansk pædagogisk Tidsskrift. Især er det interessant at overveje, hvad det betyder, at private fonde – uden politisk og demokratisk diskussion – tiltager sig politikformulerende kraft gennem deres muligheder for at bedrive velgørenhed og give økonomisk støtte.

Hvad betyder det, at det, som Stephen Ball kalder ’voting with money’, vinder frem også i en dansk sammenhæng og unddrager sig demokratisk-politisk diskussion? ’Den der betaler, bestemmer musikken’, lyder et analogt dansk mundheld. I Dansk pædagogisk Tidsskrift forekommer det os vigtigt at undersøge, hvorvidt og på hvilke måder de nye finansieringsformer influerer på forskning og pædagogik: hvad betyder det konkret for pædagogikken ogudviklingsmulighederne; hvilke ’problemer’ er forbundet med de nye finansierings- og styreformer? Hvilken betydning har pædagogikkens økonomiske strukturer og pengestrømme?

Vi kender standardkritikkerne af New Public Management, konkurrencestaten etc., men kunne det tænkes, at de nye finansierings- og styreformer henholdsvis åbner eller lukker for også andre rum og praksisser? Hvilke andre aspekter end de rent økonomiske spiller en rolle, når pædagogikkens nye penge bliver mere synlige og får nye ansigter? Hvilke udvekslinger og værdier sættes i spil? Det er sådanne diskussioner, dette temanummer af Dansk pædagogisk Tidsskrift tager op for at bidrage til pædagogisk og politisk diskussion af, hvilken betydning det har for pædagogikken, at pengestrømmene nu ser anderledes ud.

Udviklingen er ikke ny. Etnolog Henriette Buus har tidligere beskrevet, hvordan RockefellerFoundation fra begyndelsen af 1920’erne påvirkede formningen og uddannelsen af den danske befolkning gennem sin strategiske filantropiske støtte til oprettelsen af den danske velfærdsstats sundhedsplejerskeinstitution og socialforskning (Buus 2008). En erhvervsmagnat som Rockefeller blev allerede i sin amerikanske samtid kritiseret for at bruge velgørenhed som et ideologisk forsvar for en håndfast og fagforeningskritisk måde at drive forretning på. Og internationalt er det påpeget, at filantropers indtog på uddannelsesmarkedet og deres stræben efter profit kan ses som udtryk for, at nye (globale) politiske aktører implementerer en markedsmodel inden for pædagogik og uddannelse – uden politisk diskussion (Ball 2007, 2012). En markedsmodel, dergenerelt kalkulerer med, at en hel del ikke lykkes for blot at investere i nye markeder, hvor ’ideerder virker’ evt. lønner sig bedre. I Danmark har vi endnu ikke set hverken kortlægninger eller egentlige kritikker af fondenes tilstedeværelse i velfærdsproduktionen. Men det er beskrevet, hvordan det danske skattesystem længe har været særligt venligt stemt for skattereduktion, når fonde støtter forskning, kunst og almennyttige formål (Lund & Berg 2016). Hvad det betyder for pædagogikkens ideudvikling og det pædagogiske arbejde er uklart. Her er det værd at bemærke, at fondes øgede betydning i Danmark i dag sker samtidig med, at den offentlige velfærdsproduktion opleves at være trængt, hvorfor fondenes velgørenhed under alle omstændigheder kan falde på et tørt sted, også i pædagogikken.

Dette temanummer af Dansk pædagogisk Tidsskrift stiller sig undersøgende og nysgerrigt an i fht. pædagogikkens nye pengestrømme. Vi ønsker med nummeret at blive klogere på de nye og forskelligartede politiske aktører; at udvikle indsigt i deres hensigter med involvering i det pædagogiske og velfærdspolitiske felt og de dynamikker og betydninger, de understøtter. Og ikke mindst, ønsker vi at nærme os en forståelse af hvilke pædagogiske og forskningsmæssige ideer og praksisformer, der muliggøres hhv. besværliggøres ved udviklingen.

Temanummeret indeholder 5 artikler.

I den første artikel Fra lektiehjælp til læringsindustri? Privatundervisning i Singapore under forvandling, beskriver Søren Christensen med udgangspunkt i det pædagogiske felt i Østasien, hvordan den private supplerende lektiehjælp i nogen grad har skiftet karakter. Tidligere tiders privatundervisning i form af ’skyggeundervisning’, hvis primære funktion var at forbedre eleverspræstationer indenfor det formelle uddannelsessystems præmisser, er i dag suppleret og – i en bestemt betydning – overhalet af anderledes fokuserede læringscentre. Disse læringscentre udbyder deres egne curriculum med en selvstændig pædagogisk dagsorden med fokus på ’helepersonen’ og gør ’livet’ snarere end ’skolen’ til sin mester-betegner. Hermed vendes potentielt skolens traditionelle målrettede indlæring af fagligt stof på hovedet med et koncept, der sigter på at forberede børnene på livets udfordringer hinsides eksamenssituationen. Det lyder forjættende, men også dette fokus på livet risikerer at gøre (ekstra)indsatsen til et tyveri af barndom og det’virkelige livs unyttige og spontane kreativitet’.

Også i Danmark eksperimenteres der måske mere og anderledes med pædagogik og uddannelse end vi umiddelbart tænker over. Anna-Lea Byskov Andersen peger nemlig i artiklen Et forældreperspektiv på MentorDanmark: Fortællinger om forældres brug af lektiehjælp på, at der også i Danmark synes at være en stigende tendens til brug af tilkøbt lektiehjælp i et konkurrenceminded samfund, hvor der er store forventninger til børn og unge. Forældre kan dermed få en magtposition fordi de kan til- og fravælge offentlige eller private aktører på uddannelsesmarkedet. I Danmark ser det ud til, at det i udgangspunktet er børn og unges faglige udfordringer, der søges hjælp til, således at deres veje videre i uddannelsessystemet holdes åbne. Men ønsket om faglig hjælp ledsages af, og har som væsentlig sidegevinst, et trivselsperspektiv for børn og unge: forældrene søger lektiehjælp for at styrke børnenes selvtillid og trivsel. Artiklen diskuterer således, hvorvidt overskudsforældre primært kan findes blandt sådanne forældre, som’magter opdragelsesopgaven med alt, hvad den indebærer’ og peger på, at overskudsforældre ikke selv behøver at påtage sig alle opgaver; de findes også blandt forældre, der vælger at få hjælp udefra.

I temaets tredje artikel Fondenes betydning i velfærdsproduktionen – fra donation til definitionsmagt? analyserer Mathias Hulgård Kristiansen ændringer i fondes uddelingspraksis. Artiklen viser, hvordan fonde nu på strategisk vis står for en såkaldt katalytisk filantropi, som indebærer, at de forstår sig selv som en aktør, der prioriterer skabe sociale forandringer, og hvor’overgangen fra magt over til magt med’ formuleres som en central nutidig ændring i fondenes praksis. Fondene mener, at de nu faciliterer partnerskaber; at de er en ’datingside for social changemakers’, som en interviewet fondsdirektør udtrykker det. Det viser sig at være en’datingside med en skæv magtfordeling, da fondene har magten: I projekterne har de ikke blot magten sammen med deres partnere, de har også magten over, hvem der er med i projekterne, og hvilke projekter, der skal etableres’ og inden for hvilke områder. ’Men når fondene uddeler langt større midler end tidligere og går meget mere aktivt ind i samfundsproblemer, så de kan skabe en større forandring, hvad er så problemet med, at de vælger, hvem der skal inkluderes’? Artiklens analyser viser, hvordan fondenes nye og mere aktive strategiske stillingtagen til velfærdsspørgsmål, herunder hvor og hvordan deres midler skal bruges, har indflydelse på den position, de indtager i udviklingen af velfærd og dermed hele velfærdsudviklingen. Det at være bedre til at udnytte sine ressourcer er fornuftigt for fondene; men analysen rejser spørgsmålet om, hvorvidt det også er fornuftigt for velfærdssamfundet? Skaber det bedre langsigtede løsninger på samfundsmæssige problemer, når fondene selv identificerer problemer fremfor at donere til de projekter, der kommer i deres indbakke? Eller skævvrides udviklingen af velfærd, når fonde bliver tungere spillere i velfærdsproduktionen og mere strategiske i deres udpegning af hvilke områder, de ønsker at hjælpe?

I den fjerde artikel Bliv kandidat på deltid og medarbejder på fuldtid: Om universitetets forandrede position uden politisk diskussion undersøger Anna Kristine Boulund og Anna J. K. Lindqvist de konceptuelle logikker, som har formet indførelsen af den nye erhvervskandidatuddannelse. Artiklen peger på, at politiske beslutningstagere i denne sammenhæng har fokuseret på, at der skal etableres bedre sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsmarked, men på den utematiserede præmis, at det er arbejdsmarkedet logik og praksis, der er omdrejningspunktet for initiativet. Arbejdspladsen og medarbejderkategorien som klar aktør i kandidatuddannelsen er hermed synliggjort, og uddannelsen præges på den måde af økonomiske elementer på en ny måde. Artiklen peger på, at universitetets egenværdi og -praksis dermed uden egentlig diskussion står i fare for at ændre karakter.

Katrin Hjort og Martin Blok Johansens artikel Taktisk prioriteret og strategisk kommercialiseret –om udviklingen i pædagogisk forskning runder temaet af med et overblik over udviklingen i toneangivende positioner i den pædagogiske forskning, der har anknytning til professionsuddannelserne. Artiklen tager udgangspunkt i en ’modustænkning’, og den diskuterer hvilke betydninger, de forskellige positioner har for professionelles muligheder for at stifte bekendtskab med forskellige vidensformer, mens de er under uddannelse. Artiklen betoner, at Modus 2-forskningens relevans- og anvendelsesorienterede fokus radikalt har ændret vidensproduktionens karakter i retning af at ville overbevise snarere end vise og eftervise, men også søge efter nye samspil og samarbejder i professionelt velfærdsarbejde og pædagogisk forskning. Forfatterne benævner desuden den toneangivende aktuelle pædagogiske forskning som’Modus 3’. Dens centrale træk er kommercialiseringen af forskningen samt en bevægelse, der dels søger at re-centralisere nogle af de decentrale ambitioner, der var forbundet med Modus 2, dels indebærer risiko for en konserverende og kortsigtet forskning, der aldrig finder noget, den ikke havde søgt efter. Artiklen afsluttes med at spekulere i en fremtidig ’Modus 4’, hvor den pædagogiske forskning produceres i netværk og viser sit værd for professionsuddannelserne gennem sin sociale overbevisningskraft, snarere end gennem sin styrke til at markedsføre sig og i øvrigt gøre sig gældende på et økonomisk marked.

Birgitte Elle og Trine Øland

Referencer

Ball, S. (2007): Education Plc. Understanding private sector participation in public sector education. London & New York: Routledge.

Ball, S. (2012): Global Education Inc. New policy networks and the neoliberal imaginary. London & New York: Routledge.

Buus, H. (2008): Indretning og efterretning: Rockefeller Foundations indflydelse på den danske velfærdsstat, 1920–1970. København: Museum Tusculanums Forlag.

Lund, A. B. & C. E. Berg (2016): Dansk fondshistorie. København: Djøf-forlag.