Redaktionel indledning

TEMA: Pædagogiske rejser

Det forlyder (Bojsen 1894), at de to seminarister, Peter Poulsen Schmidt fra Tønder og Peder Anton Møller fra Jonstrup seminarium, på ordre fra Frederik den VI rejste til Schweitz i juni 1825 ”for der at lære den fellenbergske opdragelsesmetode og senere at anvende den i Danmark” (Bojsen 1894: 5). Efter næsten 14 måneders ophold hos Fellenberg og hans medarbejder Wehrli på godset Hofwyl tæt ved Bern, hvor de siden 1804 havde oprettet og drevet en skole for ”fattige, forsømte og forbryderske børn”, vendte de to seminarister hjem til Danmark, aflagde rapport for kongen og etatsråd Jonas Collin, som herefter understøttede oprettelsen af to ”fellenbergske opdragelsesanstalter for drenge”; først Cathrinelyst ved Sorø (i 1827, nedlagt i 1849) og dernæst Schmidts oprettelse af Bøggilgaard ved Viborg (i 1830), som stadig eksisterer i dag under navnet Oustruplund. Således importeredes Fellenbergs praksisformer til Danmark og indlejredes i danske opdragelsesanstalter.

Ovenstående beretning er ikke enestående. Durkheim & Mauss (1901) bemærkede, at samfund ikke er hermetisk lukkede, men at myter og riter cirkuleres over landegrænser, at ideer og praksisformer på forskellig vis udveksles, lånes og overføres fra det ene land til det andet. Popkewitz (2005) taler om ”rejsende biblioteker” for at indkredse, hvordan pædagogiske ideer rejser og sammenfletter sig med andre ideer i netværk af pædagogiske aktører i produktionen af bestemte kulturelle måder at ”se” og handle på. På lignende vis taler Kimberly & Ochs (2004) om ”uddannelsesmæssige lån”, når skolepersoner, politikere eller embedsmænd indhenter ideer fra et eller flere udenlandske uddannelsessystemer for at overføre ideerne til en hjemlig kontekst.

Pædagogik udveksles således vedvarende på tværs af nationale grænser. Politikere og embedsmænd og pædagogiske aktører rejser ud og sender rejseberetninger hjem. Tekster opdages, oversættes og udgives, kommer på pensum og institutionaliseres. Bekendtskaber, venskaber og relationer institutionaliseres i mere eller mindre formaliserede netværk, sammenslutninger, organisationer og tænketanke og fungerer som katalysatorer for udveksling, spredning og produktion af ideer, teorier og praksisser. Standarder udvikles i overnationale institutioner og påføres medlemslande gennem politiske rammeaftaler. Koncepter indkøbes, promoveres, tilpasses, implementeres – eller omvendt sælges og eksporteres, som når såkaldt ”nordisk pædagogik” rejser til lande uden for Skandinavien.

Med dette tema fokuserer vi på, hvordan pædagogiske ideer, teorier, metoder og praksisformer rejser over landegrænser, og vi har inviteret forfattere til at adressere spørgsmål som: Hvordan opstår lånet eller overførslen, hvem producerer de konkrete ideer, udrejser og hjemtagninger? Hvilke aktører, institutioner, organisationer og netværk rejser med hvilke ideer og hvordan? Hvordan transformeres ideer og praksisformer fra den ene kontekst til den anden? Hvilke magt- og legitimeringsformer anvendes i sådanne processer? Hvilke sociale og politiske hierarkier og historiske kontekster er med til at betinge bestemte ideer og praksisformer såvel som forudsætningerne for deres cirkulation? Hvilke ideer, steder, skoler osv. dominerer forskellige sammenhænge og tidspunkter og institutioner, og hvordan bliver de pædagogisk betydningsfulde?

Temaet består af fire artikler: Maja Plum analyserer i artiklen Filantropi, finanser og fonologisk opmærksomhed: På rejse med den evidensbaserede metode Dialogisk læsning, hvordan Dialogisk læsning rejste fra USA til Danmark og i den proces blev sammensat af filantropiske investeringer, ministerier, forskere, klassifikationer såsom læsevanskeligheder og et audiologopædisk vidensfelt med en særlig fonologisk opmærksomhed. Plum forholder sig ikke til Dialogisk læsnings videnskabelighed eller til om den virker eller ej som pædagogisk metode. I stedet viser hun, hvordan Dialogisk læsning afpolitiseres på sin rejse over Atlanten og bliver til en ”mulig og legitim fremfærd i danske daginstitutioner, fordi den både er ’sjov’, en god gerning, taler ind i en PISA bekymring, lover en universel kobling mellem børn og sprog og ikke mindst har en didaktisk fremfærd, der hægter sig op på en særligt videnskabelig metode (randomiseret forsøg), der giver den pondus af sandhed”.

Mens Plum har fokus på import fokuserer Ning de Coninck-Smith i Med eksperten i felten. Arkitekt Hans Henning Hansens UNESCO-mission til Jugoslavien i efteråret 1956 på eksport af dansk ekspertise til Østeuropa i kølvandet på UNESCOs etablering og i konteksten af den kolde krig. I artiklen følger de Coninck-Smith den danske arkitekt Hans Henning Hansen fra han udpeges med et både omfattende og noget uklart kommissorium over hans udsendelse og konkrete møde med de Jugoslaviske myndigheder og lokale skolefolk til hans udarbejdning af den afsluttende rapport. Artiklen viser, hvordan soft diplomacyudspillede sig konkret og blev sammensat af en række lokale tilfældigheder og personlige omstændigheder, at det med andre ord er kompliceret at være ekspert og at overføre ideer fra en kontekst til en anden.

På lignende måde kommer vi på udrejse i Tilde Juul-Wiese og Hanne Adriansens Når pædagogiske ideer rejser med lærerstuderende i udlandspraktik. Med afsæt i etnografisk feltarbejde blandt danske lærerstuderende i praktik i Filippinerne undersøger Juul-Wiese og Adriansen, hvordan geografiske forestillinger om den anden væver sig sammen med forskellige formål og interesser knyttet til et praktikophold. Artiklen viser, at de danske lærerstuderende forventede at skulle lære de filippinske lærere den ”gode måde” at undervise på, mens de filippinske lærere og skoler nok forventede at lære ”vestlig væremåde” og at forbedre deres engelske sprogkundskaber, men også havde egentlige monetære interesser i at tage imod de danske praktikanter. Forfatterne viser, hvordan relationen præges af et nord-syd magthierarki. I stedet for at være i praktik for at lære af erfarne lærere præges opholdet i højere grad af, at de danske studerende ser sig selv om repræsentanter for et overlegent ”voksent nord”, der skal lære det ”unge syd” den gode pædagogik.

Dil Bach og Helene Aarseth undersøger i Lyst til læring: Fra nordisk modkultur til transnational præstationsstrategi, hvad der sker med børnehavepædagogik når idéer om leg, lyst og læring rejser, krydser grænser og blandes sammen i nye transnationale uddannelsespolitikker. Med afsæt i et etnografisk feltarbejde i en børnehave og i dertilhørende familier nord for København argumenterer forfatterne for, at ”faglig læring” og ”lyst og leg” er vokset sammen i lokale, Nordiske såvel som i transnationale børne- og opdragelsespolitikker. Men de viser også at disse sammensmeltninger ikke sker gnidningsløst, men præges af ambivalenser fra de voksnes side og måske endda modstand fra børnenes side.

Temaet består desuden også af tre tekster, som vi har valgt at kalde rejseberetninger. De er en slags empirisk snapshot eller ”inde fra beskrivelse” af, hvordan pædagogiske ideer og praksisformer udveksles på tværs af nationale kontekster. Christian Larsen introducerer først en rejseberetning, som blev sendt til Undervisningsministeriet af skolelærer fra Kalundborg Peder Rasmussen Skouby, som i 1924 havde fået midler til en studietur til Tyskland for at se på ”nye Skoletanker”. Dernæst beskriver tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) sin rejse til og oplevelse af Ontarios skolesystem som inspiration til arbejdet med folkeskolereformen i 2012. Den sidste rejseberetning er Erika Zimmer-Brandts dagbogslignende beskrivelse af hendes undervisning i leg for børnehavepædagoger i Kina, som del af et kompetenceudviklingsforløb, som myndighederne i Dujiangyan-området i Sichuan-provinsen har købet af den danske professionshøjskoleVIA.

Den sidste tekst i temaet om pædagogiske rejser er en del af den artikelserie, vi kalder ”pædagogikkens glemmebog”. Her introducerer Stig Brostrøm til den russisk-sovjetiske pædagog Anton Makarenkos Vejen til livet, som blev oversat til dansk i 1955, genudgivet flere gange og ikke mindst i 1970erne cirkulerede den i forskellige pædagogiske sammenhænge. Brostrøm beskriver dels tekstens forhistorie, dels de pædagogiske principper i en række nøgleuddrag, og til sidst aktualiserer han Makarenko i lyset af et nutidigt behov for ”udvikling fra neden”. Tak til Dale Allen Smith for tilladelse til at bringe uddraget af Makarenko-teksten.

God fornøjelse på rejsen!

Marta Padovan-Özdemir og Christian Sandbjerg Hansen

Referencer

Bojsen, Nikolaj 1894. Meddelelser om den fellenberske Opdragelsesanstalt Bøgildgaard Institut i Fortid og Nutid. Viborg.

Phillips, David & Kimberly Ochs 2004. Educational Policy Borrowing: Historical Perspectives. Symposium Books.

Popkewitz, Thomas (ed.) 2005. The Modern Self and John Dewey. Modernities and the Travelling of Pragmatism in Education.Palgrave-MacMillan.

Forsidebilledet er fra Eduard Walthers bog af anskuelsesbilleder fra 1891, hentet fra AU Library, Campus Emdrup (DPB)’s digitale samling af Anskuelsesbilleder (se: skolehistorie.au.dk). Anskuelsestavler var et undervisningsmateriale, som blev udformet af forskellige kunstnere (i samarbejde med både forlag og lærere) til brug i anskuelsesundervisningen, særligt i de Europæiske lande fra midten af 1800-tallet. Tavlerne udveksledes bl.a. på tværs af nationale skolesystemer. Tak til Jens Bennedsen for assistance.

Walther, Eduard 1891. Bilder zum Anschauungsunterricht für die Jugend. 3. Teil: Geographische Charakterbilder: ein Bilderbuch enthaltend 24 Bildertafeln in Farbendruck. Esslingen: Schreiber.