Redaktionel indledning

Fag og faglighed – under teknokratisk omstrukturering

Fag og faglighed er blevet centrale omdrejningspunkter for politiske initiativer. Fag og fagrækker skærpes, restruktureres og opfindes for at løse de problemer, der iagttages politisk eller institutionelt. Læreplaner, mål- og kompetencebeskrivelser og andre standardformater kommer hurtigt til at præge enhver diskussion om fag og faglig udvikling. Fag og faglighed synes altså mere og mere at være omfattet af en instrumentel konstruktivistisk tilgang – eller af en rationel planlægnings- og styringstilgang – der kendetegner teknokratiske ordninger. Med dette temanummer ønsker vi at sætte fokus på hvad de seneste 10-15 års teknokratiske og markedsorienterede omstruktureringer af uddannelserne har betydet for de pædagogiske fag og fagligheder og hvordan disse størrelser udvikles i institutioner og på professionsuddannelser og universiteter.

Fag refererer både til afgrænsede vidensområder f.eks. indenfor uddannelser og til den faglighed der kendetegner en profession eller et erhverv. Fag er derfor udtryk for, at et særligt vidensområde på et tidspunkt opfattes som meningsfuldt eller endda nødvendigt i forhold til andre vidensområder. På den måde er for eksempel pædagogfaget og lærerfaget opstået som svar på samfundets behov for at opdyrke og professionalisere undervisningen, opdragelsen, omsorgen og børnepasningen. Fag er således mest af alt et udtryk for etablerede systematikker indenfor uddannelser og mellem erhverv. Derfor kan vi have tendens til at være uopmærksomme, når talen falder på fag. De forekommer os måske at være nogle sært virkelighedsfjerne beskrivelser af curriculum.

På den måde får vi ikke øje på, at fag også er sociale og historiske konstruktioner. Vidensområder udenfor uddannelserne formuleres over tid og via politisk diskussion og interessemodsætningers kamp, som behov for fag og faglig udvikling i uddannelserne. Vidensområder og –behov iagttaget udenfor eller ved siden af de statsligt styrede uddannelser, kan således muligvis blive til fag og faglig udvikling. Sådan kan vi iagttage det historisk. For tiden synes fag og faglighed ikke at være omgivet af eftertænksomhed. Hverken kritisk teoretisk eller historisk bevidsthed præger diskussionen om fag og faglighed. Derfor får de instrumentelle og tekniske tilgange også stor fylde, à la: hvis der indføres læreplaner i børnehaven, kan problemer med social arv løses, eller: hvis der indføres målbeskrivelser kan gennemførselsprocenten på universitetet øges, eller: hvis der indføres øget undervisning i dansk, kultur og kommunikation i pædagoguddannelsen, kan pædagoger i fremtiden bedre integrere såkaldt tosprogede børn, eller: hvis der indføres undervisning i klasseledelse i læreruddannelsen, kan lærere i fremtiden sikre disciplin og forhindre uro i skolen. Før sådanne ændringer foreslås eller gennemføres, har der muligvis været nedsat ekspertgrupper med eventuelt videnskabeligt perspektiv og formodet helhedsperspektiv – og dermed anerkendt kompetence til at foreslå rationelle løsninger. På andre instrumentelle måder påvirkes de pædagogiske fag også ganske kontant: ved fysiske sammenlægninger af uddannelser, der tidligere havde egne profiler samt ved aftager- og markedsorientering, og generelt øgede krav om dokumentation og evaluering.

Hermed tegner der sig et billede af undervisning og uddannelsesprocesser som fænomener der lader sig beskrive og indfange af rationelle systemer. Som Henrik Kaare Nielsen pointerer i sin artikel i dette temanummer, udgrænser teknokratiets monologiske planmæssighed, alternativer og kritisk diskussion. Dette temanummer har til formål at give stemme til og åbne for kritisk diskussion af fag og faglighed – og ikke mindst måderne hvorpå sådanne størrelser udvikles. Et særligt spørgsmål, der dukker op på tværs af temanummerets artikler, drejer sig om hvorvidt der er ved at danne sig en særlig faglig toning i de pædagogiske fag? En toning, der drejer sig om målretning, dokumentation og planlægning af pædagogiske og dermed menneskelige processer i en konkurrencestatslig situation. Hvis dette har noget på sig, tyder det på at de pædagogiske professioner, og Pædagogikfaget ved universitetet, i disse år udfylder deres statslige rolle på en hidtil uset spidsfindig måde.

Temaet vil ikke begrænse sig til at se på, hvordan fag kan anskues som resultat af øjeblikkelige og rationalistisk teknokratiske politiske initiativer. Temaet vil også undersøge, hvordan fag faktisk bliver til, bevæger sig i tid og indoptager – og derfor fortsat kan indoptage – bredere samfundsmæssige behov og andre historier end teknokratiets planmæssighed.

Da fag og faglighed som nævnt også drejer sig om hvordan vidensområder og professioner på et givet tidspunkt er systematiseret, inspirerer dette nummers tema også til påkaldelse af tabt systematik og tabte faglige traditioner, ligesom mistanke om kulturkonservatisme ved blot at tematisere fag og faglighed, også forekommer. Temanummeret skal derfor også opfattes som en insisteren på at det er muligt at diskutere og ville udvikle fag og faglighed, uden af den grund at være hverken teknokrat eller kulturkonservativ.

De to første af temaets fem artikler, har universitetsfag og faglighed som sit genstandsfelt. I Henrik Kaare Nielsens artikel gøres der rede for de politiske og administrative eliters fremførsel af uddannelses- og universitetspolitik i konkurrencestatsligt regi. Kendetegnende er fraværet af offentlig debat, statsligt ophøjelse af markedskrav som ledetråd for samfundsudviklingen og planøkonomisk bureaukratisk rammesætning af markedet. Artiklen diskuterer hvordan universiteter på kort tid er blevet omdefineret til at være leverandører af vidensydelser i konkurrencestaten. Samtidig er universitetets faglige og styringsmæssige autonomi blevet mindre. I artiklen af Natasha Guindy, Dorte Lystrup og Trine Øland undersøges det hvilke spor disse overordnede tendenser sætter i Pædagogikfaget ved Københavns Universitet, om nogle. Gennem læsning af studieordninger i perioden 1981-2008, viser artiklen, at Pædagogikfaget i indholdsmæssig forstand er trægt. Det udfoldes desuden, at fagets markante forandring består i at faget tidligere blev beskrevet som en faglig helhed, derefter som dele eller perspektiver på et marked, for i dag at være betragtet som målrettede moduler som den studerende skal vælge mellem. Flere faglige enheder, mere valg og mere standard intensiverer kravene til den studerende som på mange måder selv må sørge for overblikket. Endelig diskuteres fagets historisk betingede anvendelsesorienterede profil som forudsætning for at håndtere den aktuelle udveksling med omgivelserne.

De næste tre artikler fokuserer på tendenserne i professionsuddannelserne. Kirsten Weber diskuterer en række af de rammefaktorer der påvirker, afvikler eller fornyer professionsfagligheden generelt og med særlig henblik på pædagoguddannelsen. Afviklingen af klassisk teoretisk faglighed beklages ikke entydigt, mens styringstiltag med økonomi, konkurrence og dokumentation, beskrives at ødelægge rummet for hverdagens livsverden og subjektiv erfaringsdannelse. Deri består et tab af mulighed for udfoldelse af egen faglighed, pointeres det i artiklen. Maria-Christina Schmidt og Tekla Canger undersøger hvordan dominerende tiltag som Fælles Mål og udvidelsen af skolepligten til at gælde børnehaveklassen (0. klasse), får betydning for pædagogen som børnehaveklasseleder og den faglighedsforståelse der cirkulerer i børnehaveklassen som institution. Gennem interview med to børnehaveklasseledere synliggøres ikke blot det dominerende skoleorienterede rationale, men modstridende rationaler med hensyn til hvad omsorg for børnehaveklassebørn indebærer og hvordan man bygger bro mellem børnehave og skole. I den sidste artikel, der former sig som et essay, beskriver Nicolai Abildgaard Knudsen hvordan det er som nyuddannet meritlærer at agere lærer i skolen under indtryk af kravet om at være ’sig selv’, være ’autentisk’ og i øvrigt skulle håndtere en mangfoldig skolehverdag med alt fra følelsesfulde tilstande til strikse dokumentationskrav. I den komplekse situation foreslås det lærere at opfatte og udvikle lærerfaglighed som en rolle under konstruktion med figuren ’den performative lærer’ som ledetråd.

Natasha Guindy, Maria-Christina Schmidt og Trine Øland