Redaktionel indledning

Æstetik

Baggrunden for dette temanummer er spørgsmålet om, hvilken betydning æstetiske former som billedkunst, musik, teater, drama, poesi og litteratur såvel som en generel æstetisk tilgang til verden kan have for os som mennesker. Hvorfor kan mødet med kunst og litteratur siges at være væsentligt, og især hvorfor det kan være væsentligt at det pædagogiske arbejde med børn, unge og voksne inddrager æstetikken? Kan der ske noget i mødet med det æstetiske, som vanskeligt kan finde sted på andre måder, fx igennem en undervisning, der betjener sig af ren kognitiv og logisk formidling af et stof?

Hverken æstetik i sig selv eller æstetik i pædagogiske sammenhænge lader sig entydigt definere. Som temanummerets artikler også viser, er der forskellige måder at forholde sig til emnet på – både teoretisk og praktisk. Æstetik og æstetiske læreprocesser kan ses som en slags hjælpefunktion til forskellige andre målsætninger, fx som hjælpefunktioner for udviklingen af innovationskompetencer eller som en alternativ vej til at lære at skrive og læse. Omvendt opfattes æstetik og æstetiske læreprocesser i andre sammenhænge som noget, der har en betydning i sig selv og netop ikke kan eller bør instrumentaliseres.

En anden skillelinje som kan identificeres i feltet, er forskellen mellem at se æstetik som noget der primært er knyttet til kunstneriske udtryksformer, og at se æstetik som en måde at forholde sig til verden generelt herunder til arbejde, hverdagsliv og genstande. Sidstnævnte anskuelse repræsenterer en meget bred æstetikforståelse hvor det skabende element i fx arbejde eller læreprocesser ses som udtryk for en æstetisk holdning, og hvor æstetikken ses som en mulighed for at overvinde spaltningen mellem sanselighed og forstand i såvel praksis- som vidensformer.

På trods af at der ikke hersker konsensus omkring æstetikbegrebet, synes der (i det mindste på et retorisk niveau) at være en bred enighed om, at det at beskæftige sig med æstetik i udannelsesmæssig sammenhæng er væsentligt. Dette ses bl.a. på det politiske niveau, hvor tidligere undervisningsminister Bertel Haarder i 2009, lancerede sin plan for styrkelsen af de praktisk musiske fag i folkeskolen ud fra følgende argumentation:

”Vi har allerede styrket de boglige fag. Nu er turen kommet til de praktiske, musiske og kunstneriske fag, som er mindst lige så vigtige. Det er dannelsesfag, der udvikler elevernes kulturelle forståelse, motoriske evner og øje for detaljen. De lægger op til, at eleverne bru­ger alle sanser, og de bør støttes og udvikles som en selvfølgelig og vigtig del af alle børn og unges læringsforløb.” (Bertel Haarder, Pressemeddelelse 13.03.2009)

I den danske grundskole er nogle af de æstetiske fag – musik, billedkunst og danskfaget, som alle har en betydelig æstetisk dimension – da også i dag obligatoriske, og det er alment kendt blandt pædagoger og undervisere, at også teater, rollespil, dans og andre æstetiske udtryksformer er gode didaktiske redskaber. Parallelt hermed har æstetisk virksomhed i vores dag- og døgninstitutioner en lang tradition for i en eller anden forstand at være en integreret del af den pædagogiske praksis.

På trods af denne tilsyneladende velvilje har æstetikkens reelle plads i den pædagogiske praksis i længere tid været under stigende pres. Mange skoler tilbyder nu udelukkende obligatorisk undervisning i fagene musik og billedkunst på de tidlige klassetrin, og et tilvalgsfag som drama udbydes sjældent. Ser man på forholdet mellem timer til de såkaldte boglige og de æstetiske praktisk musiske fag i såvel folkeskolen som i lærer- og pædagoguddannelsen, er det tydeligt, hvor lille en andel af det samlede curriculum de æstetiske fag repræsenterer. Det samlede minimumstimetal for musik og billedkunst i 1. til og med 3. klasse i folkeskolen i 2010 er eksempelvis 300 timer ud af det samlede minimumtimetal på 2150 i de tre år. I 7.- 9. klasse udgør de æstetiske fag 0 (nul) ud af i alt 2520 timer. Fagene er således ganske perifere i dag i folkeskolen og derfor også i læreruddannelsen. Dansk står her tilbage som eneste gennemgående repræsentant for de æstetiske fag i en tid, hvor dette fags indhold i stadig højere grad helliges basal læse- og skrivetræning for at imødekomme behovet for sprogstøtte, nationale læsetests o.l. I pædagoguddannelsen mistede de æstetiske fag terræn ved overgangen i 2007 fra gammel til ny uddannelse. Både fagene, de studerendes valgmuligheder og forholdet mellem ects-points og undervisningstimer er ændret for relativt kort tid siden, og domænetabet er derfor endnu vanskeligt at overskue, men tendensen er klar: Det æstetiskes position i undervisningen af danske børn er svækket i de senere år.

Danmarks Evalueringsinstituts arbejdsgruppe til evaluering af pædagoguddannelsen under formandskab af Per Schultz Jørgensen mere end antyder at den svækkede position af de æstetiske fag har mere almen karakter, og at den knytter sig til en generel opfattelse af de æstetiske fagområders status:

“Det kan endvidere konstateres, at der kan være en tendens til at de såkaldte teorifag tillægges en højere status end AK-fagene (aktivitets- og kulturfagene, red.) (…), og at AK fagene således opleves som værende marginaliseret i uddannelsen (…). Det er sandsynligvis et forhold der afspejler mere overordnede samfundsmæssige forskelle i opfattelser af områdernes status og knytter sig næppe alene til pædagoguddannelsen.” (Danmarks Evalueringsinstitut (2003): Pædagoguddannelsen, side 70)

Denne nedvurdering af det æstetiske indenfor det pædagogiske felt (eller måske rettere: indenfor det politiske felt, der regulerer det praktiske pædagogiske felt) peger måske på en mere generel nedvurdering af de aspekter af mennesket og den sociale verden, der kan siges at knytte sig til æstetik. Logik og tænkning vægtes højere end følelser og intuition. Læsning af tekster vægtes højere end praktisk og sanselig omgang med verden.

Arbejdsmarkedskompetencer vægtes højere end at udvikle personlige egenskaber og at beskæftige sig med eksistentielle spørgsmål. Og kommunikationen med og udviklingen af menneskers bevidsthed og tankeverden vægtes højere end kommunikationen og arbejdet med underbevidste, impulsive og kropslige aspekter af mennesket. Fordi æstetik kan siges at knytte sig til alle de nedvurderede aspekter af menneskers udvikling og læring, er dette tema et forsøg på at efterspore, hvad denne æstetikkens eksistensberettigelse indenfor det pædagogiske felt kan være (og har været), men uden at glemme den kritiske sans for også at se begrænsningerne i de æstetiske praksisformers potentialer.

Som en indledning til temaet diskuterer Bennyé Austring og Merete Sørensen derfor forskellige forståelser af og begrundelser for æstetikkens væsentlighed i det pædagogiske arbejde. De giver også selv deres bud på en pædagogisk tilgang til æstetikken, som både anerkender det æstetiskes potentiale som betydningsfuldt i sig selv, som formidler af et indhold eller budskab og som et led i en kulturel identitetsdannelse.

Den pædagogiske strømning der kaldes reformpædagogikken, har tillagt det æstetiske en stor betydning for det pædagogiske arbejde og menneskers udvikling generelt. Derfor fortsætter temaet med Ellen Nørgaards historiske eftersøgning af den danske reformpædagogiks arbejde med æstetik og med dens måder at forstå æstetikkens betydning for mennesket og dets udvikling og læreprocesser på.

Frankfurterskolens kritiske teori, der har spillet en væsentlig rolle for den europæiske socialfilosofi og dele af den pædagogiske tænkning, lægger stor vægt på (og har store forhåbninger) til æstetikken. I den tredje artikel præsenterer Birger Steen Nielsen derfor den klassiske kritiske teoris æstetikbegreb, ligesom han undersøger potentialet i en nyere videreførelse af kritisk teori som udtrykker en radikal bestræbelse på at overvinde spaltningen mellem sanselighed og forstand, og som ser det æstetiske potentiale ikke blot i kunst og formidling af kunst, men også i en bredere forståelse af relationen mellem subjekt og objekt – måden vi betragter, oplever og lever i verden på.

Temaets sidste to artikler bevæger sig nærmere praksis og undersøger nogle konkrete erfaringer med at arbejde pædagogisk og udviklingsorienteret med æstetik. I Sara Cramers artikel efterspores potentialerne i et teaterprojekt med unge i forhold til de unges fortrolighed med at benytte teaterets virkemidler såvel som i forhold til de unges selvudvikling og identitetsdannelse.

I temaets sidste artikel beskriver og diskuterer Catharina Messell erfaringerne fra et igangværende projekt med at bruge dans, musik og drama som middel til at skabe og bevare psykisk sundhed for voksne med alvorlige psykiske lidelser.

Bennyé D. Austring, Merete Sørensen, Bodil Øster & Thomas Gitz-Johansen

Temaredaktører:
Bodil Øster & Thomas Gitz-Johansen