Redaktionel indledning

Kritisk gymnasieforskning

Dette temanummer har et dobbelt sigte. For det første ønsker vi med temaet at præsentere aktuel forskning i gymnasiet i dens forskellige variationer, for det andet håber vi, at de udvalgte artikler, med deres snævre fokus på gymnasiet, kan danne baggrund for at diskutere uddannelsesforskningens vilkår mere generelt.

Den danske gymnasieforskning har i særlig grad de sidste 10 år kunnet karakteriseres som en form for sektorforskning, hvad dertil hører af kontakt til ministerier, evalueringsopgaver, udvikling af nye uddannelser og bidrag til pædagogikum. Ser man på gymnasieforskningen over et længere tidsspand, tegner der sig dog et billede af, at der på den ene side ikke er meget forskning overhovedet, og på den anden side netop en tendens i retning af rekvireret forskning i forhold til pædagogikum og evalueringer. Generelt kan der historisk set identificeres i hvert fald to sigter. Et alment filosofisk sigte, kendetegnet ved at indkredse formål og gode intentioner med gymnasiet, og et pædagogisk sigte med fokus på pædagogiske virkemidler. Sidstnævnte spalter sig i to spor. Et spor har et insider perspektiv og er præget af enten et fagdidaktisk fokus eller såkaldt kritisk pædagogiske tendenser, der har nedfældet sig i dele af gymnasiets selvforståelse med tråde tilbage til forsøgsarbejdet i 1980´erne – hvorimod 1950´ernes ’prøvearbejde’ og diskussion om gymnasieskolens udvikling, forekommer overset. Et andet spor udgøres af et rekvireret forskningsblik, hvor forskningen ’aktuelt og direkte’ går i forbindelse med ministeriet som opdragsgiver og bureaukratisk instans med interesse i systematisk forandring og problemløsning.

Med andre ord synes gymnasieforskningen at være karakteriseret ved en længere tradition end som så for anvendt forskning. Man skal således ikke have orienteret sig længe i forskningen i og om gymnasieskolen før grundlæggende forskningsmæssige problematikker trænger sig på.

For det første: Markerer en reform altid en ’ny begyndelse’ og på hvilken måde? Siden 2005 har reformen af den danske gymnasieskole fra 2004 lovfæstet institutionelle, organisatoriske og pædagogiske ændringer for gymnasieskolen. Reformen har allerede trukket sine betydelige spor i form af konkrete organisatoriske, økonomiske og pædagogiske forandringer i struktur, vilkår og diskurs på de enkelte, lokale institutioner. Det tidligere ’amtslige gymnasium’ er nu afløst af ’selvejende institutioner’; ’valggymnasiet’ er afløst af ’studieretningsgymnasiet’, den ’privatpraktiserende’ gymnasielærer er nu organiseret i ’lærerteams’ og talen om pædagogik, kompetencer, midler og mål er ikke længere blot dagligt krydderi: ’fagbeskrivelser’ er blevet til ’læreplaner’ og hermed indføres centrale påbud om ’progression’ og ’variation i arbejdsformer’ i undervisningen. Reformer – og særligt så omfattende reformer, som det her er tilfældet – har det med at skabe nye begyndelser. I særlig grad på det retoriske plan. Reformen er imidlertid også udtryk for det man kan kalde forvaltningsteknokratiets radikale krav om systematisk forandring.

For det andet: Skal og bør forskningen have denne ’nye begyndelse’ som udgangspunkt? Hvilken rolle kan og bør reformer spille i forhold til forskningens definition af interessante undersøgelsesspørgsmål? Når reformer analyseres, kan der stilles mange andre spørgsmål end dem der drejer sig om, hvorvidt reformen løser problemer og forbedrer i dette tilfælde gymnasieskolen. Eksempelvis: hvad er gymnasiet overhovedet for en institution i dag i modsætning til tidligere, hvad betyder det at blive student i dag, og hvordan kan det være, at der udtrykkes stadig stigende forventninger til, hvad der skal ske i og med gymnasiet? Hvorfor etableres gymnasiet som et problem, der skal findes løsninger på? Kan reformen overhovedet forstås meningsfuldt som fænomen i sig selv eller blokerer de implicitte teser om reformens ubestridelige væsentlighed for erkendelse og analyse af gymnasieskolens rolle og betydning for elever, lærere og samfund? Gymnasieskolen er stadig punkt for væsentlige samfundsmæssige selektionsprocesser. Gymnasieskolen kunne derfor lige så vel være punkt for studier af omfattende solidaritetsspørgsmål: ’gymnasiefremmede’ elever udsættes for eksempel også i dag for symbolske voldsformer, der hele tiden ændres og muligvis ’lige nu’ viser sig gennem fornyelse af arbejdsformer og demokratiseringsformer, samt generelt gennem den kulturalisering af skolelivet, der pågår, hvilket flere af artiklerne i temanummeret berører.

For det tredje: Hvem ejer egentlig forskningens problemstillinger? Gør staten, forskeren eller forskellige interessenter? Det ligger lige for at skrive forskningens begrundelse ind i de tilgængelige ’aktuelle’ problemstillinger i form af f.eks. målsætningen om 95 %‘s deltagelse af en ungdomsårgang på ungdomsuddannelserne, nye lærings-, undervisnings- eller ledelsesformer og forskellige didaktiske udfordringer. Det er der ikke nødvendigvis noget problematisk i, men det er bemærkelsesværdigt, når størstedelen af den danske forskning i gymnasiet kan karakteriseres som netop ’aktuel’ og refererende til pædagogisk-didaktiske eller politiske problemstillinger. Der er langt mellem snapsene, hvis man leder efter studier, der beskæftiger sig med gymnasiet, som en del af et bredere uddannelsesfelt, som institution, som reproduktionsorgan, som subjektiverende og sågar er det praktisk talt umuligt at finde studier i og om gymnasieforskningen. Ingen synes at have udvist videnskabshistorisk interesse for tendensen i dette område, hvilket formodentlig fortæller sin egen stille historie.

At have som intention at bedrive forskning i og om en sektor præget af brud og forandring på den ene side og stærke traditioner på den anden; stærke interessenter og engagerede aktører, hvad enten det gælder ledelse, lærere eller elever, kræver eksplicitte forskningsmæssige greb. Ikke bare for at få hjælp til, hvilken sti man bør trampe forlods, men også for at få hjælp til at holde feltets stærke logikker på afstand. Særligt det sidste forhold synes af betydning, hvis man skal indkredse en forståelse af, hvori ’kritisk gymnasieforskning’ kan bestå. Hermed også antydet, at forskningen for at være kritisk i temanummerets optik, må finde måder at holde implementeringstænkningen, udviklingstænkningen og forbedringstænkningen ud i strakt arm. For at vinde muligheden for at blive klogere på gymnasiets samfundsmæssige betydninger under forandring, på de nye (og gamle) gymnasiers ’menneskedannende’ praksis udenom (eller uanset) al ’aktualiteten’ osv. Kort sagt for at vinde mulighed for at blive klogere på spørgsmål, der er konciperet uafhængigt af de lukkede kredsløb som praktisk-pædagogiske og politiske problemformuleringer iværksætter. Som det vil fremgå af artiklernes perspektiver, er den viden, der kommer ud af at stille umiddelbart ’unyttige’ spørgsmål, akkurat ’nyttige’ i forståelsen af hvilke ’udviklingslinjer’ og ’kulturaliseringsmuligheder’ gymnasiets praksis også indebærer. Konkret og nuanceret versus reformblikkets systematiske og enhedskulturelle spor.

Temanummeret består af fem artikler. Der indledes med to overbliksartikler. I den første artikel skitserer Karen Borgnakke, hvilke tendenser, der siden 1970´erne har karakteriseret gymnasieforskningen. Borgnakkes pointe er at gymnasieforskningen som i sin ’natur’ hele tiden trækkes i retning af en art sektorforskning, med fordel kan stille sig mere eksplicit på skuldrene af den almene skole- og uddannelsesforsknings teoretiske og metodologiske oparbejdelser. I den anden artikel beskriver Katrin Hjort og Peter Henrik Raae den ’interne’ pædagogikudvikling, der er sket på gymnasieområdet siden 1980´ernes store gymnasieforsøg. Artiklen peger på, at fokus er skiftet fra frigørelse og kritisk pædagogik i 1980´erne, over ’ansvar for egen læring’ og mestringsteorier i 1990´erne, til fastholdelse og kollektive læringsteorier i 2000´erne.

Herefter præsenteres tre artikler, der fører os ind i gymnasieskolens praksis. Anne Mette Nielsen analyserer i sin artikel to bud på ny demokratisk praksis i gymnasiet rettet mod elevernes deltagelse i en global og netværksbaseret verden. Via begreber om offentlighed, deltagelse og handlekompetencer, udfordres de hidtil dominerende former for dannelse til demokrati og der lægges op til, at der med reformen og selvejet er opstået et behov for gentænkning af forståelsen af demokratisk dannelse i gymnasiet. Lene Larsen fokuserer på, hvordan studieretningsgymnasiet sætter de unges valgmuligheder på dagsordenen på nye og anderledes måder. Gennem analyser af hvordan gymnasiets forskellige unge tilskriver valgmulighederne betydning, afhængigt af de forskellige gymnasiers forvaltning af studieretningerne, identificerer artiklen tre forholdemåder: ”Gør hvad du har lyst til”, ”Lav en plan” og ”Slås for din ret”. I temanummerets sidste artikel, præsenterer Eva Bertelsen et indblik i, hvordan den nye byggestil med åbne rum, glas og højt til loftet, gennem den skolepraksis, der udspiller sig i bygningen, sætter sig i eleverne. Gennem analyser af elever handle- og talemåder – læst med og mod en panoptikon-figur – vises det, hvordan skolepraksis i en bygning, der umiddelbart eksponerer og synliggør, påvirker elevernes bevidsthed om sig selv som subjekter på særlige og forskelligartede måder.

Eva Bertelsen & Trine Øland